Digital fuser

48 millioner statskroner blev afsat til udvikling af 11 digitale læremidler til folkeskolen, men skolerne har ikke råd til at købe dem

Publiceret Senest opdateret
Illustrationen viser antallet af solgte abonnementer på de 11 ITIF-læremidler fra 1. januar 2008 til 30. juni 2009

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2003 bevilgede regeringen og Dansk Folkeparti 48 millioner til udvikling af digitale læremidler. Det skete som en del af projektet »It i folkeskolen« (ITIF). Pengene blev efter en projektkonkurrence uddelt til fem forlag, som efterfølgende skulle stå for udvikling og markedsføring af de 11 digitale læremidler. Skoler og kommuner skulle herefter købe abonnement på programmerne, men tre år efter projektets afslutning viser en aktindsigt, at salget er begrænset.

Ifølge formand for skolebibliotekarerne Carl Christian Rasmussen har skolernes økonomi afgørende betydning for, at de digitale læremidler bliver valgt fra:

»Budgetterne til indkøb af læremidler er faldet over en årrække, og derfor sidder man på skolerne og vurderer, hvordan man skal prioritere. Dér tror jeg, at de digitale læremidler kommer i klemme«, siger han.

Blandt andet med det for øje foreslog Forlæggerforeningen i sin tid en anden støtteform:

»Som brancheforening har vi i forbindelse med ITIF sagt til ministeriet, at vi hellere så, at man sendte de 48 millioner ud på skolerne til øremærket indkøb af de digitale læremidler. Så skulle vi nok producere dem, og i stedet for 11 ville man så måske få 100 læremidler«, siger Ebbe Dam Nielsen, formand for Forlæggerforeningens undervisningssektion og direktør for Alinea, som står bag tre af de 11 programmer.

Forlagenes forslag bakkes op af leder for videnscenteret Læremiddel.dk Thomas Illum Hansen.

»Det havde været mere sikkert at udvikle digitale læremidler, som skolerne ville investere i, hvis midlerne var øremærket til indkøb af digitale læremidler i stedet for at give forlagene penge til at udvikle læremidler ud fra bestemte kriterier«, siger han.

I Københavns Kommune har man som en forsøgsordning købt adgang til de digitale læremidler til kommunens skoler. Ifølge dansklærer på Rødkilde Skole i København Gitte Philip har netop denne støtteordning været startskuddet til, at hun kom i gang med at bruge de digitale læremidler, som er en stor hjælp i den daglige undervisning.

»Specielt de elever, der normalt har svært ved at holde koncentrationen, får lidt lettere ved det, når de sidder foran skærmen«, påpeger hun. |