I en artikel fra Zetland om inklusion udtaler Claus Hjortdal

“Det er slet ikke brugbart at tale om inklusion og inklusionsbørn”.

Claus Hjortdal er ikke blot formand for Skolelederforeningen, han står også i spidsen for den ekspertgruppe, regeringen har sat til at give inklusionen et eftersyn. Dette citat understøttes af ekspertgruppens rapport, hvor de skriver:

”Inklusion er i høj grad blevet synonym med at føre elever tilbage fra specialtilbud til almentilbud. Begrebet inklusion har på den baggrund fået en negativ omtale”

Når de her ekspertgrupper eller kommissioner bliver færdige med deres rapporter er det vigtigt, at vi forholder os til konklusionerne, ellers ender de med at blive syltekrukker for politikernes problemer. Inklusion har ironisk nok også været lidt af et ”problembarn” for politikerne. Derfor er der også nogle spørgsmål, der rejser sig.

Kan det være rigtigt at inklusion ikke er et brugbart begreb mere?

Siden 2012 er inklusionen skyllet ind over os. Med store konsekvenser for alle i berøring med dagtilbud og skoleområderne. Inklusion er som udgangspunkt en vision i forlængelse af menneskerettighederne om, at nogle børn ikke systematisk skal adskilles fra resten af samfundet. Dette har politisk udmøntet sig i en inklusionspolitik, hvor der med stor hastighed er blevet lukket specialinstitutioner, og det har stillet nye krav til folkeskolen skal kunne rumme flere børn end tidligere. Om der er fulgt penge med er der ikke helt enighed om, men især folkeskolen står tilbage med nogle udfordringer. Dette har naturligvis medført en del kritik af inklusionstanken, og der er så naturligvis blevet nedsat en ekspertgruppe, der har været rundt i kommunerne og undersøge sagen. Og det ser unægteligt også ud til, at inklusion er et lidt bøvlet begreb efterhånden.

I Zetland løfter Hjortdal altså lidt af sløret for, hvad ekspertgruppen er kommet frem til.

1 Man risikerer at ekskludere nogen i det øjeblik, man siger nogen er inkluderet, for hvis nogen er inde, så må andre vel også være ude.

2 Det, vi kalder inklusion, er i virkeligheden omplacering af børn. 

3 Inklusion betyder “send flere penge” 

De her mekanismer som Hjortdal peger på, er der jo ikke nogen, der ønsker, og de er svære at være uenig i. Spørgsmålet er, hvorfor Hjortdal og ekspertgruppens konklusion handler om selve begrebet? Det her er politisk styrret og det indhold et begreb får, er afhængigt af den betydning, vi giver det. På den måde kommer det her hurtigt til at handle om sprog, for som en gammel joke siger:

“Bare fordi man er paranoid kan der jo godt være nogen efter en.”

Selvfølgelig påvirker sproget virkeligheden, men de fleste kan vel være enige om, at virkeligheden også vil være der uden et sprog. Sproget har en masse dejlige billeder på det her: “Elefanten i rummet” “Nævn ikke krigen” “At stikke hovedet i busken”. Den politisk korrekte bølge har en perlerække af eksempler på, hvor svært det er at benævne mennesker, som samfundet har svært ved at håndtere, fx den sproglige rejse fra idioter til åndsvage til alternativt begavede. Her kunne også nævnes betegnelsen for indvandrere, eller hvad der nu er det rigtige begreb?

Min pointe er, at der altid vil være nogen, der er inden for, og nogen der er uden for, så i stedet for at lade være med at tale om inklusion, bør vi blive enige om, hvad inklusion betyder og ikke betyder.

Inklusion

Som jeg ser det, er der tre betydninger af inklusion:

1. Den politiske inklusion. Den handler om den måde, vi prioriterer ressourcer og organiserer samfundet på, i forhold til mennesker med særlige behov.

2. Den sociale inklusion. Den handler om, hvordan inklusion viser sig konkret i fællesskaber.

3. Individuel inklusion. Den handler om den enkeltes oplevelse af inklusion.

Som det fremgår, er begrebet så bredt, at det i sig selv faktisk let mister betydning, eller bliver misforstået. Inklusion giver mest mening som en vision, hvilket det også oprindeligt var. Et politisk begreb, som betegnede den vision at alle mennesker skal have mulighed for at deltage meningsfuldt i et fællesskab. Men som fagligt pædagogisk begreb er det for diffust og bredt til at give mening.

Tilbage til det oprindelige spørgsmål:

Er inklusion stadig relevant som begreb?

Ja, jeg mener, at inklusion stadig er relevant som begreb, men vi må holde fast i, at det er et politisk begreb, der handler om det samfund, vi gerne vil have, og hvad der er vigtigt i et demokrati.

Jeg er med andre ord ikke helt enige med Claus Hjortdal og ekspertgruppens konklusion.

Dette kan godt lyde som en kamp på ord, men der har siddet nogle politikere der taget beslutninger i inklusionens navn, der har haft meget konkrete konsekvenser for nogle børn. Desuden er elefanten i rummet er jo kun elefanten i rummet, fordi man ikke taler om den.