Blog om næsten alt
Abonner på nyt om Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver i dit personlige nyhedsbrev.
Som opfølgning på artiklen om Folkeskolens faglige rådgivere i majbladet, 2017, følger en kort beskrivelse af, hvad man i store træk kan forvente af den faglige rådgiver på historie og samfundsfag.
På mit spørgsmål om, hvad en blog kan handle om, var det korte svar: Alt. Hvilket i og for sig giver forholdsvis brede rammer. Samtidig åbner det også op for refleksioner over, hvad jeg som faglig rådgiver og ikke mindst som lærer finder relevant.
Hvorfor blogge i første omgang? Trine Hemmer- Hansen og Lis Zacho siger det egentlig meget præcist i artiklen i Folkeskolen. Det handler om at drøfte fagene, afsøge dem og skabe en fælles flade, hvor der er plads til diskussioner, perspektiver og overvejelser over vores fag. Det er mit indtryk at kulturfagene på visse områder lever nogle stormomsuste tilværelser, hvor de på den ene side agerer mellem lærere, der brænder for deres fag, og kontinuerligt søger ny viden til gavn for dem selv og deres undervisning. På den anden side er det tillige almindelig kendt, at kulturfagene i nogle tilfælde dækkes af lærere, der ikke er uddannet i fagene, og som følge heraf kan finde dem vanskelige, hvorfor de typisk erstattes med dansk eller andet. Vidensdeling og erfaringsudveksling er derfor nøglen til succes og fed undervisning, hvor både lærere og elever gribes af indholdet.
Artiklen fortsætter under banneret
Det er netop denne platform, jeg som faglig rådgiver vil være med til at skabe. Og ideer modtagets gerne. Vi har allerede et bredt fagligt netværk herinde på sitet. Der er tilsyneladende mange, der læser de forskellige indlæg og artikler. Jo flere inputs vi får herinde, jo mere facetterede bliver vores tilgang til fagene. I min verden kan dette kun medvirke til inspiration til undervisning.
Ting tager tid.
Som enhver historielærer udmærket ved, så blev Rom ikke bygget på en dag. Det er klart, at det tager tid at sætte sig ned og tænke over, hvorfra man skal hente sin inspiration, sine kilder, sine problemstillinger, produktideer m. m. Jeg håber, at de faglige netværk både her og ude i kommunerne vil bibringe os nogle af de indspark, som bidrager til vores fag og vores undervisning.
Her fra bloggen kan du altså forvente indlæg, der drejer sig om næste alt, hvad angår kulturfagene. Skriv gerne blogsindlæg selv eller send ideer til indlæg til mig via netværket. Jeg bringer dem gerne videre.
God arbejdslyst derude.
MERE OM EMNET