"Der er hele tiden mulighed for at forhandle en bedre løn", siger tillidsrepræsentant Signe Rørdam Thomsen fra Undervisningsministeriet.

Lærer i ministeriet: "Scenen skal være ordentligt gennemført"

Hun er tillidsrepræsentant for 30 lærere i Undervisningsministeriet, og Signe Rørdam Thomsen har en klar mission på posten: "Det er vigtigt for mig at være talsmand for andre end mig selv", siger hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Når man kommer ind til en forhandling, så er scenen sat. En af vores chefer har været megasej med at give hånd, nu er vi i et andet rum. Det er godt, vi kender hinandens navn på forhånd. Men nu er scenen sat", siger Signe Rørdam Thomsen og illustrerer tydeligt, hvilken rolle tillidsrepræsentanten har i det ministerielle forhandlingsspil.

Hun blev i august 2015 valgt som tillidsrepræsentant for medlemmerne af Lærernes Centralorganisation i Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet. I dag er hun talsmand for omkring 30 medlemmer af LC, men ind i mellem kan der være op imod 100 lærere, som arbejder i den gamle Hestgardekaserne på Frederiksholms Kanal.

Pædagogisk konsulent Signe Rørdam Thomsen havde været ansat længe, da hun overtog depechen som kollegernes forhandler med cheferne på A-siden af bordet.

"Det vigtige for mig har været at lære reglerne at kende. Og forstå organisationen, og se hvor kan man ændre noget, der har betydning for hele LC-gruppen. Og at være talsmand for andre end mig selv", forklarer hun.

"Det handler også om at få DLF til endnu mere at have os for øje, selv om vi er en lillebitte gruppe", tilføjer Signe Rørdam Thomsen.

Tillidsrepræsentanten: Det er de rigtig trængte børn, der kommer til at betale gildet

Forhandlingsrummet skal defineres

Netop nu forhandles der lokalløn blandt Signe Rørdam Thomsens folk, og netop forhandlingen er en del af jobbet som tillidsvalgt, hun sætter stor pris på.

Hun peger på, at det ofte kan virke som om, fx både lokal- og hovedsamarbejdsudvalgsmøderne er særdeles velplanlagte og svære at påvirke resultaterne af. Signe Rørdam Thomsen tilfreds opfordrer sine kolleger også fra andre faggrupper til at tænke videre.

"Hov, hvordan er det egentligt, vi går ind i det her rum? Hvad er formålet med, at vi kommer ind til det her møde? Hvordan får vi en samtale, så det ikke bare bliver et kryds-af-punkt?"

"Forhandling er rasende sjovt, spændende og lærerigt. Og det har jeg lært i mit samarbejde med DLF", siger tillidsrepræsentanten.

Hun oplever en gensidig respekt på arbejdspladsen mellem A- og B-siden.

"I Styrelsen er der meget relation med dem, man forhandler med. Vi kender godt chefen, og vi kan have skiftende chefer. Men der er hele tiden imødekommenhed".

"Der er nogle strukturer i det, som er ret rene. Som også gør, at man som tillidsvalgt kan sige nogle ting ret bestemt", konstaterer Signe Rørdam Thomsen.

Bedre vilkår for folkeskolens tillidsvalgte: "Men stadig plads til forbedringer"

Organisering er afgørende

Efter mere end halvandet år på posten har hun fået vigtig viden om, hvorfor det er nødvendigt at være medlem af sin fagforening.

"Jeg har fået et bedre grundlag for at forstå, hvorfor det er vigtigt", konstaterer Signe Rørdam Thomsen, som gør en ihærdig indsats for at organisere nye kolleger. Men ikke altid med held.

"Når folk har taget et valg om at være uorganiseret, så har de været et sted, hvor de har sagt: Jeg kan forhandle bedre selv", konstaterer hun men holder dog altid døren åben for dialog.

"Det er en samtale, som er væsentlig hele tiden at have med. Og derfor er det også vigtigt at have med i samtalerne med DLF, så det bliver tydeligt for mine kolleger, hvorfor det er vigtigt at være med i en organisation", understreger tillidsrepræsentanten.

"Det er noget af det, som har betydning for mit arbejde her."

Ny opgave til tillidsrepræsentanten: Fyr din kollega

Ønsker bedre samarbejde

Hun har en drøm om, at samarbejdet mellem de fire faggrupper i Styrelsen bliver forbedret, fx i forhold til de lokale lønforhandlinger. Det vil nemlig give alle faggrupper bedre grundlag for forhandlingerne, mener Signe Rørdam Thomsen.

"Det er en udfordring at være på en arbejdsplads med fire forskellige faggrupper, fordi vi kommer til at konkurrere med hinanden. Hele den uigennemsigtighed, der er med løn, er en svaghed for medarbejderne", konstaterer hun.

"Samarbejdet kan være meget bedre. Jeg aner ikke, hvor meget de andre får ud af de forhandlinger, de sidder i".

"Så at skabe et ordentligt samarbejde og have fælles strategier, det er en udfordring, vi skal tage fat på", understreger hun og vender tilbage til afslutningen af en hvilken som helst forhandling med modparten på A-siden af bordet.

"Det vigtige er, at man har en ordentlig drøftelse, at scenen er gennemført ordentligt. Som hvis det var et teaterstykke", siger hun.