Debat

Så gør dog noget!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse dage og uger er der temmelig mange læserbreve i aviserne fra forældre, som tilkendegiver, at de egentlig gerne vil bakke folkeskolen op, men alligevel har flyttet deres børn eller i hvert fald skrevet dem op til en privatskole.

»Jeg er ikke ekspert i skolereformen, men jeg har set og hørt om effekterne af den. Lærerne enten kæmper for at bevare kontakten til deres kerneområde, eller de giver op (underviser uden overskud), går ned eller siger op. De fortjener mere respekt, og de fortjener muligheden for at selvevaluere egen indsats ud fra et rimeligt grundlag«. Sådan skriver forælder Sissel Bergfjord i et læserbrev i Politiken. Hun har nu droppet folkeskolen, selv om hun er varm tilhænger af den, og indskrevet sine børn i en privat friskole.

Ovenstående er jo kun et enkelt eksempel, men stadig flere forældre vælger folkeskolen fra, og andelen af elever i privatskoler stiger. Hvis ikke stigningen snart stopper, vil det om fem-ti år være svært at få øje på folkets skole i Danmark. Derfor bør vi i den grad interessere os for, hvad det er, der får forældre til at vælge folkeskolen fra. Mange forældre vil som udgangspunkt gerne have deres børn i den lokale folkeskole, men fravælger den alligevel. Situationen kalder på en politisk reaktion, at problemet tages alvorligt!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Antallet af elever i klasserne, den løbende kontakt til skolen og lærerne, at der kan blive taget hånd om alle børn - også dem med særlige behov - og ikke mindst at der på skolen er veluddannede lærere med tid og overskud til at skabe god undervisning, så de ikke »giver op, går ned eller siger op«. Det er vigtigt for forældrene - og for lærerne.

Skal vi så blot vente, mens elever vil strømme ud af folkeskolen og over i private skoler i løbet af de næste år? Nej, folkeskoleloven skal ændres, så skolerne får større frihed og mulighed for at prioritere at drive skole med kvalitet.

Der er brug for en ramme for skolen, der giver mening. Når der nedlægges stillinger, betyder det endnu mere undervisning til lærerne. Der er skoler, der som alternativ afkorter elevernes undervisning og giver dem flere pauser, fordi det er mindre resursekrævende. Skolerne bruger mange resurser på for eksempel afrapportering, udviklingsprojekter, understøttende undervisning og kurser i visible learning, fordi de skal, og ikke fordi det er det klogeste at gøre for at lave den bedste skole. Det er meningsløst, at man ikke kan bruge de sparsomme midler mest hensigtsmæssigt.

Jamen, så gør dog noget!

Powered by Labrador CMS