Før der går ren buddhisme og make-peace-not-love i Højskolens selvforståelse, vil jeg gerne kommentere på den nye højskoleforstander Klaus Majgaards ønske, 

"om at lægge neutral matrikel til forsoning mellem Danmarks Lærerforeings formand Anders Bondo Christensen og KL-forhandler i lærerkonflikten i 2013 Michael Ziegler."

fordi

"Det kunne da være fint, hvis de to mødes her og endelig fik talt ud"

(http://www.jv.dk/livsstil/Hoejskoler-skaber-faellesskab-og-dialog/artikel/2504736)

Hvordan kan det være en Højskoles opgave at forsone det, som er en modsigelse? Hvornår har det nogensinde været en Højskoles opgave ikke at kæmpe mod teknokratiet, abstraktionen, konstruktionen, systemmagten, testfixeringen, individualisme, det u-folkelige, det u-menneskelige osv? Det som i dag går under navnet Folkeskolereformen!

Hvornår har vores aktuelle Folkeskolereform ikke været i strid med begrebet folkelighed? I direkte strid med de frie skolers hovedsigte om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse? Kampen mellem lys og mørke er jo Højskolens berettigelse. Ikke at gøre alting gråt med forsoning og neutralitet.

Folkeskolereformen har aldrig været drevet af pædagogiske og didaktiske forsøg på at forandre og udvikle Folkeskolen. Den handler om ren økonomitænkning, it-implementering og global markedskonkurrence. Hvordan kan Højskolen på nogen måde ikke kæmpe imod den tankegang?

Lad ligge at Højskolen i 2013 ikke gik i kamp for Folkeskolen som folkelig - folkelig er synonym med menneskelig - og på ingen måde meldte sig ind i kampen mod Folkeskolens stigende teknokrati, individualisering og globalisering. Ganske ulig det, som er Højskolens tradition og berettigelse. Det kan tilgives i lyset af alt muligt. Men at ville forsone Ziegler og Bondo er dog toppen af mangel på forståelse for, hvad det er for en kamp mellem liv og død (jf. Grundtvigs skoletanker), der foregår i praksis i øjeblikket under dække af newspeach-begrebet "Folkeskolereformen"

Jeg vil her citere tre eksempler på Højskolen som Højskole, og minde om, at det på ingen måde handler om subjektivitet, harmoni og neutralitet. Det er i stedet KAMP. Fælles kamp! Kamp for at vi kan have et menneskeligt samfund. De tre forfattere kommer direkte fra en tidligere Askov-kultur, hvor forsoning med teknokratiet aldrig kunne være formålet, men i stedet kampen for en menneskelig skole, et menneskelig system, et menneskeligt samfund. Det kræver en masse dialog, ja, men ikke nødvendigvis forsoning og da slet ikke neutralitet.

1) Om kampen mod en teknificeret tankegang, som folkeskolereformen nu implementerer:

"Løsningen er ikke at forlade den kritiske vej, men derimod at hente nye dimensioner ind i forståelsen af, hvad selvstændighed og kritisk stillingtagen vil sige, og hvordan sådanne egenskaber udvikles. Det skyldes en svaghed ved den kritiske tradition selv, at den er ved at blive løbet over ende at dem, der udelukkende vil konstruere sig frem og dermed uvægerligt vil komme til at ødelægge demokratiet med demokratiske (…) Den kritiske tradition i vor kultur, som burde være den, der kunne tale naturens sag, og tage historiens parti overfor de abstrakte tendenser, er svag overfor det pres, der med stigende styrke udgår fra teknikken og den teknificerede tankegang, der, når den bliver universel, blot er en effektiv form for stupiditet."

(Hans Henningsen (1979) "Det abstrakte samfund", Valentin Jensen&Komischke-Konnerup (red.) Nyt Askov 2015)

2) Om Højskolens som kamp, ikke harmoni

"Grundtvigs "elskovs væsen er ikke harmoni, men valg, kamp (…) Harmonien hører til i oprindelsen og fuldendelsen, men livet selv er strid, og det en strid, hvor det ikke går som eventyret, at helten sejrer. Lysets ånder bukker under sammen med mørket, og alt var tabt, om ikke en genfødsel fandt sted. (…) : at livet er kamp og skal være det, hvis det skal være liv ?"

(Holger Kjær (1971) "Højskolens Grund", Konrad Jørgensens bogtrykkeri a/s)

3) Om Højskolen som evig revolutionær og i evig oprør mod effektiviteten som mål.

"En medmenneskelig fantasi vil altid være revolutionær over for det bestående. Og det samme må også folkeopdragelse være. Hvis folkeopdragelse skal være noget andet end "brød og skuespil", noget andet end et middel til at holde folk i ave med, et middel hvorved man frembringer nyttige borgere, tilpasset det bestående samfund, må den være revolutionær over for den tilbøjelighed der findes i ethvert samfund, tilbøjeligheden til at stivne i en forhåndenværende tilstand, tilbøjelighed til at lade sig beherske af fastslåede dogmer. Et af det i øjeblikket farligste dogmer, som folkeopdragelsen må gøre oprør imod, er uden tvivl dogmet om effektiviteten og den stigende levefod som det eneste der gør livet værd at leve. Jo mere effektiviseret tilværelsen bliver, des mere nødvendigt er det for folkeopdragelsen at gøre sig klart at dens usynlige ledestjerne må være: revolutionær samvittighed."

(Knud Hansen, Folkeopdragelse i nutiden, 42. årgang 1963, nr.. 5-6, Dansk Udsyn)

Højskolen har i mange år givet mennesker uendelig meget glæde, fællesskab og selvindsigt. Jeg skylder selv Askov Højskole, at jeg opdagede min opgave og mit ansvar i vores fælles liv. Og blev folkeskolelærer. Præcis Askov Højskole har haft en lang tradition med en bred politisk kamp, der på ingen måde handlede om at forsone sig eller være neutral, når teknokratiet og effektiviteten overtager Menneskelivet. Det må vi ALDRIG forsone os med. Højskolen må begynde at erindre, at den er født i kamp. Politisk kamp. Ikke for at være en neutral grund for forsoning, men for at kæmpe imod et umenneskeligt samfund.

(Oprindelig i højskoledebat.dk: http://www.hojskolebladet.dk/debat/kommentarer/2017/hoejskolen-handler-om-kamp-ikke-harmoni)