Gennem mere end 15 år har folke- og musikskoleelever spillet til Street Parade på Nørrebro i København.

Nørrebro fyldes med musik i gaderne

Traditionen tro vil mere end 400 folkeskoleelever fra Rådmandsgades Skole og elever fra musikskolen i København fredag fylde Nørrebro med optog og musik.

Publiceret
Over 400 elever fra Rådmandsgades Skole er med, når den årlige Street Parade fredag formiddag går gennem Nørrebro.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I morgen formiddag bliver der fest i gaderne omkring Rådmandsgades Skole. Mere end 400 af skolens elever og musikere fra både folkeskolen og Københavns Kommunes Musikskole går på gaderne i optog som en del af den tilbagevendende tradition: Street Parade. Paraden er et godt eksempel på over 15 års frugtbart samarbejde mellem folkeskolen og musikskolen.

Rådmandsgades Skole er en skole med 600 børn fra hele verden og Danmark og har elever fra børnehaveklasse til og med 9. klasse.

"Vi er en både faglig og musisk skole, og vi synes, at vi når langt med alle vores elever. Der skal mere positivt lys på folkeskolerne her på Nørrebro. Vi er bedre end vores rygte", siger skoleleder Lene Rønje.

Musikskolen har en filial på Rådmandsgades Skole, hvor der undervises i musikkarrusel, værksted, klaver, elguitar, elbas, violin, bratsch og sammenspil.

"Alle kender glæden ved at lytte til musik, men at udøve den selv og blive en del af den, er ubeskriveligt og burde være alle forundt", siger musikskoleleder Ebbe Lund Nielsen.

En dag hver uge underviser lærere fra musikskolen på folkeskolen.

"Det gør det meget nemmere for eleverne. Det betyder meget både for elever og forældrene", vurderer Lene Rønje.

Også børnehaveklasserne på Rådmandsgades Skole får musikundervisning.

"Det er noget af det bedste", tilføjer Lene Rønje.

Den årlige Street Parade starter klokken 10 i skolegården på Rådmandsgades Skole og slutter ved middagstid i BaNanna Park tæt på skolen.