Anmeldelse

Stjernedrengen

Rørende, fandenivoldsk og ikke bange for noget-figur

Men lad ikke børnene alene med den barske historie.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge forfatter Henrik Einspors hjemmeside kom inspirationen til "Stjernedrengen" fra en surfing på nettet, hvor den ferme forfatter stødte på et gyseligt foto af den sovjetiske kosmonaut Vlademir Komarov, hvis Soyuz 1-rumkapsel ikke som planlagt var dalet ned med faldskærm i april 1967, men var hamret ind i jorden som en meteorsten, selvfølgelig med fatale følger for Komarov.

Fakta:

Titel: Stjernedrengen

Forfatter: Henrik Einspor

Pris: 250

Sider: 59

Forlag: Løse Ænder

Det var det rene raketbrændstof for Henrik Einspors fantasifulde hjerne, og "Stjernedrengen" tog lynhurtigt form. Historien handler om den modige og ensomme dreng Ivan, der drømmer om at komme væk fra det ualmindeligt kolde og ubarmhjertige børnehjem ”Røde Stjerne” i Sovjetunionen i begyndelsen af 1960'erne, hvor rumkapløbet kørte i højeste gear. En dag lykkes det, da han sammen med en række andre jævnaldrende drenge og piger bliver udtaget til en benhård uddannelse, der skal munde ud i at sende det første barn ud i rummet som astronaut, men det skal vise sig, at det går gruelig galt.

I al hemmelighed har Ivan også sin egen plan, hvis han bliver udtaget: Han vil hente rumhunden Laika ned, for han tror fejlagtigt, at Laika stadigvæk cirkler rundt om Jorden uden at kunne komme ned. Ivan bliver udtaget, men skal snart indse, at Sovjets rumprogram i 1960'erne ikke er for børn.

Henrik Einspor er en fremragende og ferm skriver, der har et flot, mangesidigt og letlæseligt forfatterskab bag sig. I "Stjernedrengen" får han skabt en rørende, fandenivoldsk og ikke bange for noget-figur, Ivan, der har empati med andre – også hunde. I forhold til sidstnævnte viser en episode fra børnehjemmet med en gadehund, at Ivan har hjertet på rette sted, men det giver tæv, da det bliver opdaget.

Ivan bliver sendt op, men noget går helt galt, og lige inden han omkommer, ser han i en slags febersyn Laika og lukker hende ind i rumkapslen, men så er det også definitivt slut.

En børnebog, hvor hovedpersonen dør midt i sin naive mission med at hente Laika ned fra et evigt kredsløb om Jorden, er, når alt kommer til alt, problematisk og umulig. Ikke desto mindre får Henrik Einspor skabt en god og læseværdig historie, som man endelig ikke må lade et barn alene med.

"Stjernedrengen" vil kunne bruges som udgangspunkt for at arbejde med barndom, venskab, børneinstitutioner, mod og statslig kynisme fra 4. klasse.