Mange af os med teenage børn kender det sikkert. De unge trækker sig ind på værelset, og sidder konstant foran en skærm. Måske ser de ikke så tit venner, og har svært ved at være til stede i rummet, fordi de er optaget af telefonen. Lektor på Århus Universitet Malene Charlotte Larsen skriver i sin ph-d, at mange unge har oplevelsen af at “være sammen” på trods af, at de sidder alene på værelset.

Det kan virke som om, de har masser af kontakt, og dog så er de meget alene. De har ikke så mange aftaler, og kan nærmest virke asociale.

Vi spørger os selv, hvorfor ser de ikke nogle venner oftere? Er de ensomme? Sådan var det ikke, da jeg var ung osv. Mens mange unge siger: “Jeg har det fint, jeg har bare ikke behov for se nogen”

Hvorfor kan det være svært at forstå de unge og deres sociale/asociale live? Et eviggyldigt spørsmål som altid har været med til forøge mængden af de grå hår hos den ældre generation. 

Taler vi om det samme?

Mit take på det handler om helt grundlæggende forskellige perspektiver på socialitet. Min generation (forældrene) er vokset op med  fodbold på vejen, legeaftaler og Dollars om Søndagen på DR 1 som vi så sammen osv. På den måde er det fysiske samvær cementeret ind i vore forståelse af at være social. Samtidig er vi nok mange der mener, at det sjoveste vi har lavet, er noget vi har lavet sammen andre rent fysisk.

For de unge har der naturligvis også været mange af disse ting, men der har også de sidste tredive været en enorm teknologisk udvikling. Især de såkaldte “sociale netværk”, ser ud til at have stor betydning for de unges perspektiv på socialitet. Med de sociale netværk er der kommet mange måder at være “sammen” på, og de opfylder mange af de samme behov, som det fysiske samvær opfylder. 

Malene C Larsen har i fem år undersøgt unges kommunikation på nettet. I sin ph-d skriver Larsen, at de unge ikke nødvendigvis skelner klart mellem at være “online” og “offline” og uddyber med:

“Således har afhandlingen demonstreret, hvordan ofte fremsatte dikotomiske forskelle mellem online/offline, ægte/uægte, virkelig/uvirkelig osv. ikke giver megen mening i forhold til venskab og socialitet på internettet.”

For mig at se er det Larsen peger på her et meget centralt fund, fordi det gør op med den fundamentale antagelse, som mange i forældregenerationen nok har, at det er bedre at være fysisk sammen end at mødes på nettet. Modsætningen mellem at være online/offline er altså opløst for de unge.

Set i dette lys kan det jo ikke undre, at det kan være en lille smule svært at forstå de unges socialitet. Og da slet ikke, hvis man oven i ligger alle de udfordringer, der kan være ved at have teenagere i sig selv.

En ny forståelse af socialitet?

En af udfordringerne ved at tale om socialitet er at afgrænse de enkelte fællesskaber.  

I den sociale læringsteori som har været den førende teori til analyser af fællesskaber, er et af udgangspunkterne for socialt samspil, at man er fysisk tilstede i samme rum. Her er det altså nemt at afgrænse fællesskabet i forhold til hvor mange muligheder, der er for deltagelse digitalt. Man kan sige, at der er en grundlæggende præmis, som er anderledes for de digitale fællesskaber. Men   der er sjældent tale om afgrænsede digitale eller fysiske fællesskaber, men at de eksisterer side om side og supplerer hinanden konstant. 

Det kræver altså en ny teoretisk forståelsesramme at forstå det sociale samspil på nettet som fx de sociale netværk. Forståelsesrammen skal både kunne afgrænse fællesskabet, så vi ved, hvad vi taler om, og så skal den være fleksibel nok til at kunne håndtere de mere flydende måder, vi deltager på digitalt.   

Her har Klaus Rehsted (Lektor AU) en interessant vinkel. Han taler om fællesskaber på nettet, der er afgrænset af en “transparent hinde”, hvor informationer kan trænge både ind og ud. Janus Aaen (Lektor AU) beskriver det således:

 “Medlemmerne af fællesskabet trækker på ressourcer og relationer uden for hinden, og identificerer sig med de trygge relationer og undersøgelsen af den fælles genstand inden for hinden.”

Dette er så vidt jeg kan se et meget godt billede på, hvordan de “digitale fællesskaber” og “sociale fællesskaber” kan fungere side om side, og  interagere og supplere hinanden. På den måde kan teorien om de digitale fællesskaber som en “transparent hinde” både indkapsle dem som reale fællesskaber og samtidig indfange ophævelsen af modsætningen mellem online/offline og det uvirkelige/virkelige.  

Som det nok har stået klart et stykke tid, så argumenterer jeg hverken for at de unge er sociale eller asociale, men ja noget helt tredie. Som jeg ser det, har vi ikke et klart begreb for dette tredie, men teorien om den “transparente hinde” kan måske bringe os tættere på de unges perspektiv.

Dette fører mig tilbage til starten og bekymringerne for de unges socialitet. Det  er mit udgangspunkt, at forståelsen af de unges perspektiv er nødvendigt både for den gode dialog og og den personlige accept af vores børns sociale liv.

Så for ikke at ende som en af de to sure gamle mænd i Muppet Show, så må vi nok erkende, at der er opstået en ny form for socialitet, og at den er i fuld gang med at udfordre, hvad det vil sige at være social. Vi er nødt til at acceptere, at der er nye måder at være social på, og så vil jeg da personligt blive ved med at reklamere for kødets glæder.