Blog
0   19

I mesterlære som menneske

Abonner på nyt om Dansklærer i dit personlige nyhedsbrev.


Vi kender nok alle den uinspirerede unge kassemedarbejder, der lørdag formiddag sidder og emmer af bagskid ved kasselinjen i netto, og med et blankt blik i øjnene holder knoldsellerien frem mod én og spørger: Hvad hedder så’n en? Det er fint med mig. Men at forestille sig, at det kan lade sig gøre, at drive hospitaler, politistationer, børnehaver og ikke mindst landets skoler med mennesker, der er ligeglade, fordi det bare er et job, de har, det kan man vel næppe?

Den seneste uge er debatten om hvordan, vi gebærder os i det offentlige rum, blusset op igen. Ikke fordi den som sådan har været forstummet, men efter den tragiske jetski-ulykke i Københavns Havn har det i hvert fald ikke skortet på udtalelser om omgangsformernes generelle tilstand i kongeriget. Og heller ikke på forslag om, hvad vi kan gøre ved den kultur, der får folk til at optræde hensynsløst i det offentlige rum. Ulykken er da også på alle måder trist og forfærdelig, og dens kølvand har givet stof til eftertanke.

Sværten i breaking news-felterne på avisernes forsider var dårlig tør, før nogle politikere foreslog at indføre et forbud mod vandscootere. Det ville selvfølgelig løse det specifikke problem med jetski. Et forbud vil betyde, at vi aldrig igen får en ulykke med et sådan fartøj. Men man kunne fristes til at foreslå, at man ved samme lejlighed forbyder bilisme, da der formentlig sker flere trafikulykker end vandscooter-ulykker. Og forbyder heste, fordi rideulykker også finder sted. Tænkningen ligner lidt den, der er årsagen til at folkeskolen i dag er præget af et sammensurium af modsatrettede lappeløsninger, som lærerne hver dag forsøger at drive pædagogik og undervisning i. På trods af diverse tiltag, der gør det nemmere at brænde ud, end at brænde igennem som lærer. Og det der med at brænde er et eller andet sted centralt i forhold til lærergerningen.

Artiklen fortsætter under banneret

Vi kender nok alle den uinspirerede unge kassemedarbejder, der lørdag formiddag sidder og emmer af bagskid ved kasselinjen i netto, og med et blankt blik i øjnene holder knoldsellerien frem mod én og spørger: Hvad hedder så’n en? Det er fint med mig. Jeg har også været 18 år og haft jobs, der ragede mig en pap-and. Og jeg klarer helt sikkert at gennemføre betalingen af to liter mælk og en knoldselleri hos en teenager, der ikke brænder for at servicere kvinder med fornuftige muleposer, og børnefamilier med opkogte småbørn. Men at forestille sig, at det kan lade sig gøre, at drive hospitaler, politistationer, børnehaver og ikke mindst landets skoler med mennesker, der er ligeglade, fordi det bare er et job, de har, det kan man vel næppe?

De fleste af os kender fra vores egen skoletid (som jo er en gyldig referenceramme i uendelig mange diskussioner om skolen) en lærer, der har gjort et særligt indtryk. Da vi er nogen, der foretrækker mere solid empiri end onkel Kurts erindringer fra mellemskolen i Sundbyøster, er der heldigvis også forskning, der bekræfter, at det er afgørende for resultatet af undervisningen, at læreren lægger engagement, oprigtighed og vilje bag det, der foregår i klassen. Der er mange veje til en høj faglighed, men nøglen er en lærer, der vil noget med sine elever. Det har bl.a. Per Fibæk beskrevet i ”Den Autentiske Lærer” fra 2004.  

Men måske ved man det først, når man har stået dér. Bag katederet. Helt alene, fuldt ansvarlig og i længere tid end et halvt år som vikar mellem gymnasiet og en rygsækrejse til Australien. At et klasseværelse er en kompleks størrelse. Og en stor del af det, der foregår, er slet ikke omfattet af lovgivning, og kan i øvrigt ikke måles.

Rundt om på landets lærerværelser sidder lærere, der gennem årene ikke alene bare har undervist, men også har formået at være rollemodeller og støtte elever i deres personlige udvikling. Og jeg kender rigtig mange lærere, der uden at gøre et stort væsen af det, har sørget for morgenmad til sultne elever eller læst lektier med ham, der hang i bremsen. Lærere, der i det skjulte har betalt entreen til klassens udflugt til skøjtehallen, for hende, hvor mor er på kontanthjælp, eller endda har hentet skoletrætte elever hjemme på trappestenen om morgenen, så man var sikre på, at de kom i skole. Opgaver, der som sådan ikke hører til jobbeskrivelsen, men som rigtig mange gør alligevel. Vi har undervist. Og vi har opdraget. Og vi har hele tiden foretaget et skøn og vurderet, hvornår det var nødvendigt at gøre det ekstra, der skulle til, for at støtte den enkelte elev i at fungere både her og nu og kunne begå sig på sigt.

Og det leder mig tilbage til spørgsmålet om vores kultur og adfærd i det offentlige rum. Vi kan ikke hovsa-lovgive os ud af alt. Hverken i samfundet som sådan, eller i folkeskolen. Og lige præcis skolen er et af de steder, hvor vi lærer at være sammen med hinanden, og lærerens personlige engagement er centralt i det arbejde. Hvis vi vil et samfund, hvor vilje og engagement skal være drivkraften, så må vi må finde en rette balance mellem kontrol og tillid til hinanden. I bund og grund er vi vel alle sammen i mesterlære som mennesker. Hele livet.

 

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.219 andre er allerede tilmeldt