Stigning i antallet af ordblinde

Ved indførelsen af den amerikanske diagnose ADHD i Danmark og den efterfølgende eksplosion af ADHD-børn lød det fra psykiaterne, at disse børn har været der hele tiden. Psykiaterne havde blot ikke haft diagnoseredskabet til at spotte dem og dermed synliggøre deres diagnose. På samme måde vil man kunne argumentere i forhold til ordblindhed.

På ministeriet hjemmeside står: Ordblindhed er en internationalt anerkendt diagnose. Den nationale ordblindetest bygger på viden om de specifikke læse- og stavevanskeligheder, der karakteriserer ordblindhed. Skolelederen har ansvaret for, ”at udpege den eller de læsevejledere/testvejledere, der har kompetence til at varetage funktionen som ordblinde-testvejleder”. Dvs. at skolen i dag kan selv kan stille diagnosen ordblindhed på de ca. 30 minutter testen varer og uden at involvere PPR, hvilket sammenholdt med retskravet har øget antallet af ordblinde betydeligt.

Hvem har i dag kompetencen til at stille diagnosen ordblindhed?

Diagnosen ordblindhed er defineret og optaget første gang i 1994 i det internationale sygdomsklassifikationssystem (ICD-10) under kapitel 5: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Her beskrives ”specifik læseforstyrrelse, (ordblindhed)” under overskriften ”specifikke udviklingsforstyrrelser” på følgende måde:

”Specifik og væsentlig forstyrrelse i udvikling af læsefærdigheder, som ikke alene kan forklares med mental alder, synsproblemer, neurologisk lidelse eller mangelfuld skolegang. Læseforståelse, ordgenkendelse, højtlæsningsevne og udførelse af færdigheder, som kræver intakt læseevne kan alle være afficeret (påvirket). Stavevanskeligheder er ofte forbundet med specifik læseforstyrrelse og vedvarer ofte op i adolescensen (puberteten), selv efter at læsevenen er forbedret.  Læseforstyrrelse er ofte forudgået af forstyrrelser i tale- og sprogudvikling. Emotionelle forstyrrelser og adfærdsforstyrrelser optræder ofte i forbindelse med læseforstyrrelser op gennem skolealderen.” (s. 160).

Umiddelbart skulle man tro at børne- og ungdomspsykiatrien havde retten til at diagnosticere ordblindhed, da diagnosen er defineret i deres regi - men nej. På en forespørgsel fra undertegnede i ordblindforeningen forhørte daværende skoleinspektør (Karl-Åge Andreasen) på Ordblindeinstituttet sig hos formanden for ”Dansk Psykiatrisk Selskabs udvalg for Diagnostik, Klassifikation, Monitorering og Registrering” (Ole Mors) om netop dette spørgsmål. Svaret var, at diagnosticering og behandling af læse- og staveforstyrrelser ikke hører ind under psykiatrien, men sorterer under PPR (svarer gengivet i ”Nyt om ordblindhed” juni 2011). PPR er således den myndighed, der officielt har kompetence til at stille diagnosen specifik læseforstyrrelse (ordblindhed) i henhold til beskrivelsen i ICD-10, hvilket skyldes, at inden for PPR-regi er det muligt at undersøge de kognitive, neurologiske og sproglige forhold, som diagnosen foreskriver. De færreste PPR-kontorer vil imidlertid stille diagnosen dysleksi eller ordblindhed, da usikkerheden om betydningen af netop andre kognitive vanskeligheder som hukommelse, forarbejdningshastighed, sprog, syn og hørelse som nævnes i diagnosebeskrivelsen, er svære at afgrænse i forhold til læsevanskelighederne – herunder årsag og virkning. Flere kommuner havde af samme grund ligefrem valgt ikke at bruge betegnelsen eller diagnosen ordblindhed, men i stedet betegnelsen ”specifikke læsevanskeligheder”. Det betød, at mange forældre søgte til private udbydere – fx på Ordblindeinstituttet - og måtte betale mellem 7-10.000 kr. for at få stillet diagnosen – vel og mærke uden de kognitive undersøgelser, PPR kunne levere og ifølge ICD-10 kræves for at stille diagnosen. Ikke alle skoler accepterede denne private udlicitering og en lang række klagesager opstod, idet skolen skulle forestå den efterfølgende ordblindeundervisning og hermed et øget ressourceforbrug. Efter pres fra bl.a. Ordblindeforeningen iværksatte daværende undervisningsminister C. Antorini en udfærdigelse af en digital national ordblindetest (udarbejdet på Videncenter for læseforskning), som var klar til brug i 2015.

Hvad måler den nationale ordblindetest?

Hvis man kigger med over skulderen på eleven under testen ses tydeligt, at testen kun måler evnen til at lydere (at skabe sammenhæng mellem lyd, bogstav og ord) eller rettere om eleven har afkodningsvanskeligheder. Hvis dette sammenholdes med beskrivelsen ovenfor i ICD-10 samt i internationale beskrivelser af ordblindhed opstår det problem, at den digitale ordblindetest ikke tager højde for en række af de årsagsparametre, der er nævnt i disse beskrivelser. En række faktorer skal inddrages i forbindelse med afdækning af diagnosen specifiklæseforstyrrelse/ordblindhed – her skitseret som at dysleksi er afkodningsvanskeligheder, der ikke skyldes nedsat hørelse/syn, ikke skyldes svære sproglige vanskeligheder, ikke skyldes generelle indlæringsvanskeligheder.

Her er således tale om en relativ omfattende og kompliceret og tværfaglig undersøgelse, da elementer som kognitiv funktion, sanser, sproglig vanskeligheder og neurologisk udvikling indgår. En prøve i afkodningsfærdigheder (som den nationale ordblindetest) er således langt fra tilstrækkeligt i forhold til ICD-10 og de internationale beskrivelser, med mindre at undervisningsministeriet med deres digitale test vil indføre en ny definition af ordblindhed.

Diagnosen bliver ligegyldig?

Hvis ministeriet og skolerne accepterer den nationale ordblindetest som gældende for diagnosen ordblindhed er diagnosen reelt reduceret til at konstatere afkodningsvanskeligheder uanset hvilke andre kognitive forhindringer, der måtte ligge til grund for disse. Børn med opmærksomhedsforstyrrelser, autisme spektrum forstyrrelser, sprogligt understimuleret og ikke mindst børn med generelle indlæringsvanskeligheder vil let kunne fanges i den nationale ordblindetest som ordblind. Netop derfor ser vi nu en stigning i antallet af ordblinde og reelt set har skolen i og med testen blot konstateret, at elevens symptomer på læsevanskeligheder er knyttet til afkodning, men ikke om disse skyldes opmærksomhedsforstyrrelse, understimulering, hukommelsesvanskeligheder, sproglige forhindringer eller generelle indlæringsvanskeligheder.

Diagnosen bliver dermed i sig selv ligegyldig eller et overflødigt symptom og får samme status som ADHD har i dag, nemlig at stort set alle børn (drenge) har det og hvad så? Årsagerne er alligevel så differentierede og individuelle, at ingen ved hvad de pædagogisk skal stille op. Derfor får ADHD-eleverne en pille og de ordblinde får adgang til nogle IT-programmer.

Det er ganske forståeligt, at mange forældre er utilfredse med denne overfladiske pædagogiske tilgang til elever med disse vanskeligheder.