Det fordømte forår

Nu, hvor et skønt forår er ankommet, og lærere og elever overalt bekræftes i, at skolen trods alt ikke er livet, kan der være grund til at se lidt tilbage.

Lad os begynde i januar. På folkeskolen.dk den 16.januar 2016 udtalte departementschefen i Undervisningsministeriet, Jesper Fisker, at det nok ikke var embedsmændene i ministeriet, men uddannede lærere, der var bedst til at planlægge god undervisning.

’Vi har nærmest været styringsfanatikere’, mener han - i noget, der mest ligner et medieiscenesat tilfælde af selvransagelse. En sådan forståelse – eller hvad det nu er - er vi som lærere ikke vant til at høre fra den kant. Heller ikke de af os, der arbejder med uddannelse af lærere.

Det er dog nok tvivlsomt, om udtalelsen indvarsler nye tider i form af et tiltrængt opgør med den NPM-ideologi, der længe har ligget som en afkølet dyne henover over den varme, uddannelser gerne skulle give. Men man kan da håbe. Udtalelserne er i al fald interessante, fordi de påpeger to ubestrideligt sande forhold, nemlig dels at undervisning er kernen i uddannelse, dels at undervisning kræver forberedelse.

Det første af de to forhold, Fisker nævner, har med det faglige arbejde at gøre, som lærere udfører hver dag, det andet med vilkårene for det.

Uddannelse betragtes i dag af stort set alle andre end folk i uddannelsesverdenen som en politisk-administrativ metode til økonomisk vækst i den konkurrencestat, vi påstås at leve i. Det er en ideologi, der tjener til politisk legitimering af en anden ideologi – lad os kalde den NPM-styringsideologien. Økonomi og politik smelter her sammen, så det er svært at se forskel for den almindelige borger. Dette er én af grundene til, at vi har fået en uddannelsespolitik, der har mindre og mindre med uddannelse at gøre og hvor vilkårene for lærere og studerende er markant ringere end for år tilbage.

Det er klart at uddannelse og undervisning udefra betragtet kan tage sig ud som et simpelt foretagende. Alle har jo gået i skole og på uddannelse en rum tid, og har erfaringer med at være elev eller studerende. Det gælder også departementschefer og ministre. Men medmindre uddannelse og undervisning er ens primære beskæftigelse, så glemmer man nemt, hvad der egentlig er tale om.  Endnu simplere bliver det at forholde sig til uddannelse, når man er præget af en måde at tænke på, der er fremmed for uddannelsens væsen, som fx administrative og økonomiske tænkemåder. Så tager uddannelse sig ud som et hvilket som helst andet styringsobjekt, og sådan bliver det behandlet.

Der er altså et misforhold mellem magt og indsigt. Og det er formentlig grunden til, at landets lovgivere og centraladministratorer har fået den opfattelse, at undervisning er et overflødigt gode, der godt kan skæres i, ligesom fredagsslikket, hvis man gerne vil tabe sig lidt. Og det kan forklare, at fjollede slogans som ’at gå fra undervisning til læring’ og ’at lære at lære’ har vundet indpas.

Armslængdeprincip

Både hvad uddannelsernes økonomi og deres substans angår, kunne indførelsen af et armslængdeprincip være en vej frem. Men det har lange udsigter, synes det. Der skæres fortsat lystigt ned på professionshøjskolerne, som uddanner lærere, med massefyringer og færre undervisningstimer for de studerende som konsekvens. Undervisernes muligheder for ordentlig forberedelse af undervisningen bliver også ringere, og generelt er forholdet mellem tid til opgaveløsning og faktisk opgaveløsningsbyrde skævvredet. Stress, sygemeldinger og forringet arbejdsmiljø er nogle af de dokumenterede virkninger.

Det virker ikke særligt rationelt og fremsynet.

Indtil nu har professionshøjskolerne loyalt tilpasset sig de økonomiske krav men smertegrænsen er overskredet. Det har professionshøjskolernes formand Harald Mikkelsen offentligt erkendt, og sammen med Hans Beksgaard, som er formand for professionshøjskolelærerne i Dansk Magisterforening, har han i Politiken, den 16.november 2016 ytret, at det vil være ”den bedste investering for samfundet, hvis regeringen tilbageruller de varslede uddannelsesnedskæringer”. Af artiklen fremgår også, at ”samspillet mellem undervisere og studerende er en helt afgørende forudsætning for kvalitet i uddannelserne”, et samspil der afhænger af ”velforberedt undervisning”.

Det afgørende i god uddannelse er god undervisning, som er vel forberedt, javel. En lærers arbejde kan på den måde godt sammenlignes med journalistik. Journalisten samler gennem sin research informationer for at formidle sagsforhold til offentligheden igennem forståelige og veldisponerede tekster. Men i modsætning til læreren, så er han ikke tvunget til at drøfte sit arbejde med 25 børn eller unge, for læseren sidder et andet sted i verden og ikke lige foran ham. Det er akkurat, hvad en lærer er tvunget til og er til for. Arbejdet består for en stor del netop i at tale med eleverne om og på forskellige måder bearbejde, hvad der er forberedt.

Lærerarbejde har også noget til fælles med scenekunst. Skuespillere læser og holder læseprøver og øver sig, og når publikum indfinder sig, skulle tingene gerne gå efter bogen i en form for stemningsbåret samklang mellem spillernes nærvær og troværdighed og publikums indlevelse. Scenekunst har på den måde lidt af samme her og nu-karakter, som når læreren bærer sin forberedelse ind til eleverne. Instruktør og skuespillere må så afvente anmelderes og publikums dom men de er ikke nødt til at drøfte meningen med Beckett med dem, samtidig med at de fremfører ham. Det er en lærer på sin vis.

En lærer skal arbejde med tilsvarende redelighed og viden, som journalisten gør i sin oplysende virksomhed til offentligheden og med tilsvarende nærvær og troværdighed, som gør, at scenekunsten kan give publikum oplivende oplevelser til eftertanke. En forudsætning for, at undervisning som en kundskabsfunderet og formålsorienteret handling skal kunne lykkes godt, er derfor god forberedelse og erfaring med at gøre det forberedte levende sammen med eleverne.

Det er ansvaret for og friheden til det arbejde, mange lærere i dag savner på alle niveauer i uddannelsessystemet. Derfor må der appelleres til genindførelse af et armslængdeprincip på uddannelsernes område, sådan at den anmassende og upassende kontrol-, dokumentations- og effektiviseringsiver forsvinder, og underviseres og lederes opmærksomhed kan rettes tilbage mod det pædagogiske arbejde.

For uddannelse er hverken en omkostning eller en investering. Uddannelse har som sin vigtigste berettigelse at medvirke til at frie mennesker kan leve sammen på et oplyst grundlag. Det gælder uddannelsen til lærer, og det gælder alle andre uddannelser. En økonomisk genopretningsplan på professionsuddannelsernes område ville ganske vist ikke være af vejen. Men uden medfølgende frihed til at tage ansvar for arbejdet ville det forslå som en skrædder i helvede.  

Respekt

Tiden er inde til at uddannelsespolitik i praksis begynder at respektere uddannelsernes fag- og sagkundskab. Uddannelserne ligner i dag mange steder en uskøn hybrid mellem studerendes overvindelse af først den ene, så den anden forhindring i et tilspidset ECTS-hækkeløb og frustrerede og timetællende undervisere, der savner deres fag og deres studerende. Der er helt enkelt for ringe mulighed for at gøre det, uddannelse handler om, og det kan gøres meget bedre med den nødvendige tillid og det nødvendige råderum. For undervisning og uddannelse er som faglige begreber og praksisser uforenelige med forestillinger om at blive hurtigt færdig og komme i mål og at leve op til udefra kommende målkrav.

Hvad skolen angår, er den konkurrencestatslige styringsideologi er trængt helt ind i klasserummet. Det er blevet muligt fordi den uddannelsespolitik, der er ført – som ikke er en uddannelsespolitik – har fundet støtte i en læringsfokuseret opfattelse af uddannelse.

Institutleder ved DPU, Claus Holm, har eksempelvis advokeret for et begreb om ’læring som duelig livsform’. Det skete i efteråret 2015 fra det måske mest prestigefyldte podium i den pædagogiske verden i Danmark, i en dimissionstale til nydimitterede kandidater i pædagogik.

Det lyder nok tilforladeligt, for handler pædagogik ikke om læring? Jo, men ikke kun. Slet ikke. Uddannelsesfilosoffen Gert Biesta mener eksempelvis i modsætning til Claus Holm, at reduktionen af pædagogik og uddannelse til ’læring’ er problematisk, blandt andet fordi begrebet er tømt for overvejelser over indhold og formål. Uden forankring i en indholdssubstans og i en overordnet hensigt, bliver det eneste bestandige i læringen et krav om stadig forandring. En sådan forståelse af uddannelse og skole har det til fælles med konkurrencestatsideologien, at de kompetencer, læringen kommer til udtryk i, skal kunne sættes i omløb og gøre en observerbar, social forskel, i eller uden for uddannelsen.

Læringsfokuseringen skiller viden og eksistens ad. Viden bliver til en manipulérbar genstand, den studerende skal beherske, frem for anledning til fordybelse og spørgsmål. Og eksistensen bliver efterladt med ubesvarede spørgsmål om, hvad al den manipulérbarhed har med livet at gøre.

Den problematik vil bestå, uanset nye politiske tiltag og nye pædagogiske slagord. Giv undervisningen og underviserne ro og tid til at arbejde med den. De er de bedst egnede til det.

Nu er det forår, men det ser ud til at det bliver forsømt. Senest har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, der ellers for ikke længe siden talte udmærket om begrebet dannelse, stået i spidsen for et regeringsforslag om stærkere kobling mellem kvalitet i uddannelserne og beskæftigelse efter endt uddannelse (se f.eks. Den Offentlige 4.maj 2017).

Det virker som mere af det samme, gør det ikke?                     

https://www.folkeskolen.dk/600711/departementschef-vi-har-naermest-vaeret-styringsfanatikere

http://pure.au.dk/portal/files/94906306/Laering_som_duelig_livsform_dimissionstale_Claus_Holm.pdf

https://www.b.dk/nationalt/soeren-pind-alle-studerende-skal-til-eksmanen-i-filosofikum

http://www.denoffentlige.dk/ny-finansiering-af-uddannelser-regeringen-klar-med-reform-af-bevillingssystem