Baltiske og danske lærerstuderende laver kunst af samfundsfag

I denne uge er musik- og billedkunstlærerstuderende med i et interkulturelt samarbejde med blandt andet baltiske lærerstuderende. Målet er at udfolde tunge samfundsfaglige begreber på en kunstnerisk måde.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kan elever blive klogere på medborgerskab og frihed gennem kunst og æstetik?

Det spørgsmål er lærerstuderende på professionshøjskolen UCC i denne uge i gang med at undersøge i et intensivt projektarbejde. I samarbejde med lærerstuderende fra hele Skandinavien og de baltiske lande udvikler de kunstneriske produkter, der på en eller anden måde drejer sig om netop frihedsbegrebet.

"Målet med kurserne er, at de studerende får en bredere vifte af ideer til at arbejde med de svære emner, når de står ude i klasserne. De skal forstå at bruge en æstetisk og kunstnerisk tilgang til de tunge begreber som frihed og medborgerskab. At det ikke kun behøver at være noget, man læser og skriver om, men også noget man behandler kreativt".

Ugen har været tilrettelagt med støtte fra Nordplus, der fremmer uddannelsessamarbejde mellem Skandinavien og de baltiske lande.

Udover gruppearbejde og workshops har eleverne fremlagt et produkt, der fortæller noget om bergebet frihed. Derudover har de studerende hørt oplæg. Blandt andet fra Lakshmi Sigurdsson, der er censorformand for faget Kristendom, Medborgerskab og Livsoplysning.

Lærer: Billedkunst bør være frontløber for innovation

Frihed på dansk

'Accepterer du cookies?' 'Godkender du brugsvilkårene'?

De spørgsmål får vi ofte på nettet, når vi surfer rundt på de sociale medier. Og de fleste af os er nok tilbøjelig til at klikke 'ja' uden videre undersøgelse af indholdet af disse vilkår og cookies.

For Mathias Werther, der studerer på fjerde semester med linjefagene billedkunst, religion og samfundsfag, er de sociale mediers diskrete overvågning af brugerne et godt eksempel på en begrænsning af frihed. Derfor har han og hans gruppe lavet en interaktiv installation om netop overvågning.

"Vi har bygget det op, så man rent fysisk skal igennem en masse bokse og skrive under på forskellige ting for at komme hen til vores fremlæggelse. Meget af vores produkt vil handle om processen forud for at nå den information, man gerne vil have. Så ideen er at få deltagerne til at tænke over, hvor meget de egentlig giver Google og Facebook lov til at vide om dem", siger Mathias Werther, der udover to danskere er i gruppe med studerende fra Litauen og Estland.

De studerende får kontakter for livet

Studerende og undervisere fra Island, Norge, Sverige, Letland, Estland og Litauen er på besøg på UCC's Campus Carlsberg hele ugen. Gruppearbejdet er altså mere multikulturelt end sædvanlig.

"De studerende samarbejder helt vildt godt på tværs af landegrænser, så det nedbryder nogle af fordommene og berøringsangsten om for eksempel de fattige baltiske lande. De studerende lærer dem at kende, og når de bliver lærere har vi eksempler på, at de bruger kontakterne til at etablere partnerskabsklasser til stor gavn for eleverne", siger Sabine Lam.

Billedkunst: Åben skole-samarbejde er afhængigt af ildsjæle

Mathias Werner er også inspireret af de anderledes kulturer og de diskussioner, de fører med sig. Udover kulturmødet har ugens højdepunkt været at blive udfordret på den måde, han underviser på. At man godt kan dele sin viden med eleverne og samtidig inddrage kunst og krop.

"Når vi synger, danser og bevæger os, kan alle elever være med. Så det her er en rigtig god øvelse i at bruge de universelle kreative aktiviteter til at lære fra sig om svære begreber", siger Mathias Werther. 

Powered by Labrador CMS