En samarbejdspartner vil gerne høre hvordan jeg gør, sådan at de kan gøre det samme og følge op. Ret fornuftigt må man sige.

Men det er altså ikke lige sådan at forklare. I dag har vi fx talt om 'softporn'-litteratur, genbrugstøj, og højskoleophold. Samtidig har vi arbejdet med en matematikopgave jeg fandt på folkeskolen.dk (den om perler - virkelig fin opgave). Der blev arbejdet som traditionel tavleundervisning. Mine unge med matematikvanskeligheder, har ofte behov for at tingene gøres helt konkrete, og tavler er et fantastisk redskab til at tegne og fortælle.

Der er også blevet løst lidt færdighedsregning. Mine unge mennesker skal jo opnå det obligatoriske 2-tal. Når man er talblind, og har svært ved at lægge to tal sammen, ved at skrive et 3-tal, og ved at huske rækkefølgen, så kan sådan en færdighedsregning virke ret uoverskuelig, også selvom der reelt kun skal løses 12 ud af 40 opgaver for at bestå.

Jeg gætter på, at det der med matematik måske fylder max en tredjedel af undervisningstiden. Resten af tiden går med relationsarbejde, psykoeducation, vejledning om fremtidsplaner og masser af menneskelig kontakt. Det sidste, den menneskelige kontakt, tror jeg er det allermest afgørende, når det kommer til børn og unge i faglige vanskeligheder. De er simpelthen nødt til at kunne mærke, at jeg er der, at jeg er tilstede som menneske, og at vi på det punkt er fuldstændig ligeværdige. 

Ligeværdigheden etablerer tryghed og tillid, og det er der vi lærer. Det er ikke unikke forklaringer fra min side af, ej heller er det en helt speciel didaktisk metode. Det er ikke umiddelbart overførelsesbart og heller ikke konceptuerbart. Det er specialundervisning, og det kræver massevis af viden, masser af erfaring, dygtige mentorer undervejs, fantastiske kollegaer og konstant nytænkning