Så vidt er man nok ikke nået endnu. At slå drengekønnet i almindelighed i hartkorn med socialt belastede eller med begavelsesresistente er endnu ikke faldet nogen ind. Så foreløbig konstateres det som refereret i Politiken 11.4., at nye målinger (og dermed foregiver man, at sådan har det ikke altid været) viser, at drengene karaktermæssigt halter bagefter pigerne i dansk og har tabt det meste af et forspring i matematik. Og så starter jagten på årsagerne. Det første man konstaterer er, at det ikke er sandsynligt, at drengene med årene er blevet mindre begavede end pigerne. Vi lever jo i et lighedssamfund. Så den forklaring er ikke gangbar.

Formanden for Danske Skoleelever fortæller til avisen, at de fleste drenge i hans klasse går ud på gangen og lytter til musik i stedet for at fordybe sig i gruppearbejdet. Hvis dette er typisk, viser det den totale afmagt, som voksenverdenen er nået til i forhold til en folkeskoleklasse. Ingen lærer formår åbenbart mere at gennemtvinge – ja altså rent ud sagt tvinge – en ordentlig arbejdsmoral med behørig respekt over for faget, undervisningen og læreren igennem. I stedet er vi blevet vant til at betragte sådanne opløsende tendenser som udslag af voksende trivsel. Altså jo mere trivsel jo ringere arbejdsmoral og jo mindre respekt for det at uddanne sig. Og når politikerne taler meget om behovet for større trivsel i skolerne, taler de samtidig for større ligegyldighed over for den faglige vidensindlæring. Og i denne opløsningstendens fører drengene altså. Når skolen derfor lægger hovedvægten på at¨blive trivselsfremmende, blever den følgelig uddannelseshæmmende.

En anden årsag til drengenes deroute kan ikke ganske usandsynligt være, at der er opstået en yderligere pædagogisk imødekommenhed af tidens fagopløsende tendens i skolen med det mondæne i at betragte det som en uddannelsesmæssig fordel at opøve børnene i at svare forkert. Eller rettere til at turde svare forkert. Og endnu får man altså ikke højere karakterer, jo mere man vover at svare forkert. I hvert fald ikke endnu. Men det ender nok med det. Nogen har allerede fundet det betimeligt at anse forkerte svar som udslag af stor og samfundsnyttig kreativitet og innovativ adfærd. Og det at svare forkert er drenge åbenbart bedre til end pigerne.

Hvis det at drengene i den ensgørelsesstræbende folkeskole påviseligt halter efter pigerne, virkeer så katastrofalt, som den megen omtale åbenbart tyder på, at det skal anses for at være, så ville det måske være nemmere og mere i overensstemmelse med idegrundlaget bag vor tids skolekatastrofe, i stedet for at overveje, hvordan man kan hæve drengenes uddannelsesniveau op på niveau med pigernes, da at overveje, hvordan man på en acceptabel måde kan sænke pigernes niveau ned i niveau med drengene. Dette ville ganske vist være i skærende modsætning til, hvad en i befolkningen almindelig opfattelse af, hvordan en skole burde handle, ville være. Men det er ikke desto mindre en sådan forkvaklet pædagogiske ide, som hele sammenrodsideologien hviler på.

I den nuværende folkeskole blander man skamløst alt og alle sammen inden for samme klasseværelses fire vægge. Og så udblæser man en propagandistisk tilskåret pædagogik om, at netop i sådanne opblandinger vinder de bogligt svage og de psykiske syge i forhold til, hvor de ville ende, hvis specialkræfterne kunne få lov til at undervise de svage for sig selv. Resultatet har hele tiden været, at de dygtige elever forsømmes i det larmende og kaotiske sammenrod, hvorved de dygtige mere ender i nærheden af de dårligt begavedes niveauer, selv om man for ideen skyld vælger at hævde, at det skam er de svage, der er hævet op i nærheden af de dygtiges niveauer. I sammenrodsskolen er det altså accepteret, at man prisgiver én elevgruppe for at skabe illusionen om, at en anden elevgruppe (de ikke-dygtige) er blevet hævet.

Det nemmeste ville derfor være, at man nu søger at reparere på den ideologiske skade, der består i, at en elevgruppe (pigerne) distancerer sig for meget fra en anden gruppe (drengene), ved at finde på en måde at holde pigerne tilbage i uddannelsen på. En sådan bestræbelse vil ganske vist ikke tage sig så godt ud, men det er dog den måde, man i hele sammenrodsskolens tid har forsøgt at skabe illusionen om det uddannelsesmæssige løft af de svage.