Debat

Filosofi i folkeskolen? (2)

Hvad er filosofi? Hvordan kan eleverne filosofere?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er filosofi?

Der findes ingen fastlagt definition af filosofi. Her følger derfor fire forskellige beskrivelser:

En beskrivelse af filosofi kommer ud af selve ordet filosofi: Filosofi [af græsk philo+sophia] betyder kærlighed til visdom. En filosof er således en elsker af visdom. Dertil hører, at kærlighed [philo] ud fra datidens betydning er at søge/stræbe, og visdom [sophia] er viden omsat til gode handlinger. Derudaf er filosofi således at stræbe efter viden og god livsførelse, og en filosof er det undersøgende og etisk stræbsomme menneske.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En anden beskrivelse af filosofi har at gøre med det ikke-målbare i tilværelsen: Filosofi er at undersøge det, der ikke kan måles og vejes, fx begreber (kærlighed og lykke) og etik/værdier/idealer (det gode liv og det gode samfund).

En tredje beskrivelse af filosofi vedrører filosofi som videnskab: Filosofi er den videnskab, som nok alle videnskaber (lige fra fysik til litteratur) har til fælles, idet de både begynder og ender i filosofiske problemstillinger, fx kan en videnskab begynde i en problemstilling om universet og ende i etiske problemstillinger.

En fjerde og mest overordnet beskrivelse: Filosofi vedrører tilværelsens store spørgsmål hvorfra, hvorhen, hvorfor og hvordan, eller sammenfattet i det overordnede spørgsmål: Hvad er meningen med livet?

Filosofi i almindelighed og som nødvendighed

Filosofi hører naturligvis ikke kun videnskaben til. Det er nok rigtigt at sige, at alle mennesker filosoferer. Mange vil sikkert også finde det både givtigt og nødvendigt at filosofere i særlige situationer i livet.

Det er vigtigt, at vi som samfund filosoferer. Dels for at skabe nye visioner for samfundet, dels for at fremkomme med etiske svar til de problemstillinger, der følger med udviklingen (klima, kernekraft, medicinforbrug, overvågning …).

Filosofi som videnskab

Al videnskab begynder med et spørgsmål. Filosofiens spørgsmål er bl.a. det overordnede spørgsmål og det nytænkende/visionære spørgsmål, hvorfor filosoffens spørgsmål også må være fordomsfrit og udfordrende.

For at opnå et videnskabeligt svar på et spørgsmål/emne skal man anvende en metode. Tre af filosofiens vigtigste metoderedskaber er analyse (tænke noget igennem i enkeltdele), syntese (uddrage en helhed af mange forskellige enkeltdele) og argumentation (redegøre for et synspunkt eller en teori).

En metode sikrer både, at man arbejder målrettet undervejs, og man efter endt undersøgelse kan fremlægge og begrunde resultatet på en systematisk måde. Men da filosofiens område hovedsageligt omhandler det, der ikke kan måles og vejes, kan man ikke forvente, at konklusionen af en opgave udført inden for videnskaben filosofi i alle tilfælde fremstår meget præcist eller entydigt, fx i en opgave om lykke ud fra en given gruppe mennesker eller i en given historisk periode.

Hvordan kan eleverne filosofere?

Eleverne i folkeskolens ældste klasser kan bl.a. filosofere ved at udforme opgaver, der både omhandler det begrebslige/etiske og det målbare. Fx:

A: Beskriv et begreb/ideal (kærlighed, lykke, retfærdighed) og henvis til nogle bestemte samfundsforhold.

B: Undersøg et samfundsforhold (OL, økologi, en andelssammenslutning, noget arkitektur, et kunstværk) og peg på nogle begrebslige/etiske/visionære dimensioner ved det.

Sådanne opgaver vil leve op til mange faglige delmål (tværfaglighed, studieforberedende) og i mange tilfælde også til folkeskolens formålsparagraf (dannelse til samfundsdeltagelse).

I forhold til delmålet etik og livsfilosofi kan eleverne bl.a. arbejde med dilemmaer, fx vedrørende tilgivelse, tabuer, overvågning og aktiv dødshjælp.

Se evt. mit forrige indlæg her på sitet om en række fordele ved at filosofere i folkeskolen.

Powered by Labrador CMS