Sådan optimerer du dit cv, når du søger det første lærerjob

Det er svært at finde et studie- eller fritidsjob, der ikke har et eller flere elementer, som er relevante for lærergerningen, og det bør fremgå af en dimittends cv, siger konsulent i Lærernes a-kasse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire års uddannelse er overstået, eksamensbeviset hænger på væggen, og nu skal det første lærerjob landes. Hvad skriver du på dit cv?

Ifølge konsulent i Lærernes a-kasse Tine Engelund, der hvert år holder cv-workshops for sidsteårsstuderende på landets læreruddannelser, har du højst sandsynlig ikke i første udkast skrevet alt, du har lavet, som er relevant for et lærerjob.

»Dimittender tillægger ofte ikke studiejob og frivilligt arbejde værdi, hvis ikke det direkte har noget med undervisning at gøre, men hvis man har en rolle, hvor man har med andre mennesker at gøre, så kan elementer bruges til at understøtte, at man også kan varetage et lærerjob«, siger hun.

Det meste er relevant for en lærer

Har man for eksempel været med til at lægge vagtplaner, så viser det, at man er ansvarlig og har organisatorisk talent. Har man siddet ved kasseapparat, kan man både henvende sig til og aflæse folk.

»Man er nødt til at servere på et sølvfad for arbejdsgiveren, hvorfor det alt sammen er relevante kompetencer i forhold til et lærerjob«, siger Tine Engelund.

På samme måde kan de erfaringer, man har gjort sig på studiet og i sin praktik, også som regel tåle uddybning på dimittenders cv, forklarer hun:

»Det fortæller ikke så meget om dig som lærer, hvilke linjefag du har haft, og hvor du var i praktik. Det giver arbejdsgiver meget mere at arbejde med, hvis du fortæller, hvad du lærte om dig selv som lærer ved at have de linjefag og at være i praktik«.

På samme måde er det slet ikke umuligt, at frivilligt arbejde og fritidsinteresser kan fortælle noget om sider af en dimittend, der er relevante for et lærerjob.

Fortæl din historie - ellers gør modtager det

Endelig kan nyuddannede lærere, der har taget en omvej til lærergerningen, ifølge Tine Engelund starte cv'et med et resume, der viser den røde tråd gennem deres studiemæssige og professionelle virke, som har ledt frem til, at de nu søger et lærerjob.

»Hvis ikke man selv fortæller historien, åbner man for spekulation, og så er det ikke sikkert, det er den gode historie, arbejdsgiver når frem til«, siger hun.

En af de sidsteårsstuderende, der sidste år var til en af Tine Engelunds workshops, er Nanna Kastrup, som i dag er underviser på VUC Syd.

»Workshoppen lærte mig at være personlig med et fagligt sigte. At give slip på den typiske skabelon, så man skiller sig ud i bunken af ansøgninger i forhold til både sproget og måden, cv'et er struktureret på«, siger hun.

Desuden fremhæver Nanna Kastrup, at hun på workshoppen lærte, at alle stillinger »fra danseinstruktør for børn til salgsassistent« med en kort begrundelse kan have relevans, når man søger det første lærerjob.

»Vejledningen var rigtig vigtig for mig, og jeg benytter stadig Tine, hvis jeg har behov for sparring på både cv- og ansøgningsskrivningen«.