I Jyllandspostens kronik d.d. skriver skolelederformand Claus Hjortdal velgørende åbenhjertigt om det misforhold mellem mål og midler, der er ved at tage livet af reformen og trække folkeskolen med i faldet - omend han naturligt nok fokuserer på ledernes snarere end alle de ansattes pressede situation. Han konkluderer sådan "Politikere, I kan ikke bare skrue op for ambitionerne og ned for økonomien." Kort sagt, den klassiske sang: Send flere penge! 

Men vi ved jo alle, at de penge aldrig kommer. Vi er derfor nødt til at gå den anden vej. Når mål og midler ikker passer sammen, er der nemlig to veje at gå: Enten skruer man op for midlerne eller også skruer man ned for målene. Politikerne har til fulde bevist, at det først kommer ikke på tale. Hvorfor tager Hjortdal - og alle vi andre - så ikke konsekvensen og forlanger det andet? 

Sagen er jo den, at vi sagtens kan lave en fremragende skole for de midler, der er til rådighed. Det kræver bare, at skolen gives tilbage lærerprofessionen, der kan og vil sikre, at skolen bruger sin tid, sine kræfter og sine penge til det, der er vigtigt. Finnerne laver en af verdens bedste skole for de samme midler som vi, men de har så også kun ca. 6.500 undervisningstimer i hele skoleforløbet, hvor vi nu ligger oppe på 11.000. Det er reformens hovedløse discountsatsning på kvantitet i stedet for kvalitet, der er skolens allerstørstre problem. 

Tag nu konsekvensen af din smertelige erkendelse, Claus, og slå meget gerne i bordet, som du siger - men med et realistisk krav i stedet for at hengive dig til at drømme ved højlys dag om alle de penge, vi aldrig nogensinde får.