Nationale test - helt ærligt?

Sidste år tvang jeg mine elever gennem den nationale test i dansk læsning. Det står stadig som skoleårets største udfordring, og jeg kan hilse og sige, at udfordringer er der nok af som nyuddannet lærer og ikke mindst på en specialskole. Mine elever var nervøse, utrygge og det krævede mange pauser og megen hjælp at få dem igennem den lange prøve, som er af minimum 45 minutters varighed. Kender man bare en smule til elever med særlige behov, så ved man, at særligt koncentration kan være særdeles udfordrende.

Efter prøven fejrede vi “sejren” med varm kakao, afslapning og masser af ros. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dem, at det var for deres eget bedste. At de blev meget bedre til dansk efter prøven, at de fremover ville møde færre udfordringer, eller at de i det mindste havde tjent lommepenge nok til flere pokémon-kort eller noget andet livsberigende. Det kunne jeg bare ikke.

Jeg har altid lært, at sprog skaber mennesker. Jeg ville ønske, at vi blev defineret ud fra vores handlinger, men ofte bliver den historie, vi fortæller, en del af vores virkelighed. Derfor gjorde det mig meget berørt og vred, da jeg modtog mine elevers resultater. Det hårde slid resulterede i:

“Utilstrækkelig”

“Mangelfuld”

“Jævn”

Jeg undrede mig meget over ordvalget, men jeg er samtidig utrolig autoritetstro. Det må være nogle meget intelligente forskere og politikere, der har udarbejdet hele det her testmorads, så jeg skulle ikke stikke snudeskaftet for langt frem. Dog besluttede jeg mig for ikke at give eleverne resultaterne! De fik ros, anerkendelse og masser af varm kakao, fordi de kæmpede sig igennem en for dem nærmest umulig situation. Forældrene fik naturligvis resultaterne, men med en lang mail vedhæftet, hvor jeg gjorde det tydeligt, at jeg ikke ville bruge dem til noget, og at de ikke ændrede noget som helst. Jeg ved jo godt, hvilke udfordringer mine elever har, det behøver jeg ikke en national test til at vurdere.

Lige præcis nu står jeg så i akkurat samme situation. Mine elever i år skal igennem engelsk læsning i den nationale test. To af mine elever måtte jeg sende hjem, da de blev fysisk dårlige inden testen. Så den ligger og venter på dem til næste uge. Tre af mine elever skal fritages (fritagelsesprocessen er en helt særskilt udfordring, som ofte trækker i langdrag, da det involverer flere forskellige parter), da de ikke vil kunne gennemføre på det pågældende faglige niveau ej heller arbejde koncentreret i minimum 45 minutter. Min sidste elev vil jeg muligvis kunne trække igennem testen med frustrationer, mulige konflikter og nedbidte negle. Men det er vel for hans eget bedste?

Jeg ved godt, at det muligvis er anderledes på en almen folkeskole (og dog?). Jeg ved godt, at det kan være motiverende for nogle elever, hvis de får et godt resultat.

Men jeg ved også, at man bliver ikke et bedre menneske af at få af vide, at man er “mangelfuld”. Ingen vokser af at få af vide, man er “utilstrækkelig”, og ingen får mere selvtillid af at få af vide, at man er “jævn”.

Nogle vil mene, at mine elever i mange henseender er placeret på livets b-hold, og at selvkritik er noget, man tidligt nok udvikler. Vi behøver ikke ligefrem hjælpe det på vej. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt!