I de senere år har der været en voksende interesse for udviklingspsykologi, tilknytningsteori og viden om relationer i børne- og voksenpsykologiske kredse – men også blandt skolelærere hvis store udfordring i disse år er at arbejde for inklusion i inkluderende fællesskaber med alsidige læringsmiljøer.

Der er eks. kommet fokus på at tale om vigtigheden i at arbejde med børns evne til nærvær og empati.

Det kan bl.a. inkludere at introducere børn til mindfulness, hvorved de bliver bedre til at regulere sig selv.

Læreres indføring i børns psykiske udvikling og evner til at indgå i relationer kan betyde, at de bliver bedre til at håndtere indlæringssituationer med mange og forskellige børn i en klasse og samtidig også kan skabe bedre indlæringsmiljø for det enkelte barn, i sit eget miljø.

Den amerikanske psykolog og phd Laurence Heller har over mange år udviklet en neuroaffektiv tilgang: NARM – den neuro-affektive relationelle model – som er en psykoterapeutisk metode, der er særdeles brugbar i forhold til børn og voksne men også velegnet til at kunne være en decideret pædagogisk tilgang.

NARM-pædagogik tager udgangspunkt i, at vi alle på vej til at blive voksne udvikler overlevelsesstrategier, som det er vigtigt at forstå og anerkende både hos os selv og hos alle andre.

Man kan også tale om udviklingstemaer eller arketypiske temaer. Det er disse temaer, der kan skabe det, vi alle kender, som lidt besværlige ’gentagemønstre’ i vores liv. Mønstre, der automatisk udløses, når vi er under pres eller er i krise. Og mønstre som etableres på grund af udviklingstraumer.

Overlevelsesstrategierne udvikler sig ud fra 5 forskellige kernebehov med tilhørende kerneevner, som er centrale i bestemte stadier fra undfangelsen til ca. 6. leveår.

#Fil 1

Modellen er frit oversat efter Laurence Hellers modeller og teorier.

Laurence Heller har fokus på udvikling indenfor hver en overlevelsesstil. Overlevelsesstilene repræsenterer at overleve i verden, og er derfor ikke patologiske som diagnoser.

De etableres på baggrund af nogle indre spilleregler for at klare sig. Laurence Heller peger på, at hjernen er plastisk og dermed kan forandre sig. Således at hjernecellerne livet igennem forandres af oplevelser. Omgivelserne kan altså ’hele’ barnet ved at hjælpe det til at komme bedre i kontakt med sig selv og andre.

I de senere år er selvregulering blevet en vigtig del af psykologisk tænkning og begynder også nu at tage plads i læringsmiljøet som nævnt først i artiklen. Børn, som er i god kontakt med sig selv, kan generelt bedre udvise empati overfor deres kammerater og være nærværende i undervisningen.

Det er ikke kun de ’udadreagerende’ og ’urolige’ børn, som kan have svært ved at regulere sig selv og modtage undervisning og indgå i relationer med andre børn.

Laurence Heller ’fanger’ med sine overlevelsesstile flere forskellige typer af strategier, som børn lærer sig at overleve på, og selv de børn, som er vant til at levere gode præstationer i skolen, kan udvise nogle bekymrende ’gentagemønstre’, som på sigt kan give dem problemer eks. både i forhold til indlæring og det sociale aspekt.

Med NARM-pædagogik kan børns ’gentagemønstre’ spottes, hvilket kan være en uvurderlig hjælp til at understøtte gode relationer, og bedre kontakten både til sig selv og til andre.

Anlæg kan udvikles, fordi vi i dag ved som allerede nævnt, at hjernen er plastisk og kan udvikles hos både børn og voksne i takt med, at de integrerer gode oplevelser.

Når man som lærer sætter sig ind i Laurence Hellers teorier og modeller, vil man også se, at teorierne omhandler én selv – ikke kun eleverne. Børnene får med deres adfærd ofte tricket de voksnes egne overlevelsesstile. Eks. kan et barn med en udpræget tillidsoverlevelsesstil med evt. udadreagerende adfærd nogle gange få tricket en lærer, som særligt har en kontaktoverlevelsesstil, hvor andres adfærd let kan blive for meget, og hvor man nemt kan føle sig trængt op i en krog. Det kan således være svært at rumme eleven og skabe en relation til ham eller hende. Et andet eks. kan være en elev med en kontaktoverlevelsesstil, der betyder, at han eller hun holder sig meget for sig selv og ikke knytter sig til andre, og en lærer med den samme overlevelsesstil, hvor kontakt til andre er svært, hvorved lærer og elev sjældent kommer i dialog med hinanden. Læreren kan således ikke se, hvad eleven egentligt formår, og hvor han eller hun har faglige styrker og udfordringer, og eleven føler sig måske afvist eller mangler anerkendelse fra læreren etc.

At kunne hæfte de konkrete eksempler op på en model betyder meget. Man kan arbejde med problemstillinger og skabe en sund distance til dem, så de bliver mindre personlige i og med, at modellen almengør problemstillingen.

’Gentagemønstre’ eller ’overlevelsesstile’ er ligesom ’vaner’, man tænker ikke over hvorfor; det sker bare. Ved at ’se’ mønstret, kan man begynde at gøre noget andet, hvilket eks. kan føre til social og faglig udvikling for skoleelever.

Pædagogik i dag kræver at være kreativ, visionær, fleksibel og udviklingsorienteret, og at der er rum til at udvikle nye tanker. Ofte efterspørges helt konkrete værktøjer. NARM-pædagogik er et godt værktøj, som bl.a. kan bruges ved undervisning og supervision af lærere til at øge kompetencer i forhold til det relationelle mellem lærer og elev, men også hvordan den enkelte elev bedst kan nås, så faglig udvikling kan ske.

Vibeke Høgsted

Aut. psykolog og specialist i psykotraumatologi

Klinik for Traumer og Stress ApS