Det er fint med tid til fordybelse og varieret undervisning, men som jeg ser det, nytter de ekstra timer ikke noget uden et samarbejde på tværs af undervisningstimerne og de lærere og pædagoger, der varetager dem. Mere tid på skolens matrikel løser ikke noget i sig selv, og understøttende undervisning er ikke et ubetinget helligt, nyt element med indbygget kreativitet, vi skal vogte over. Tværtimod viste mit bachelorprojekt fra sommeren 2016, at timerne med understøttende undervisning nemt bliver et løsrevet appendiks fra resten af skolens undervisning, og når det sker, mister undervisningen sit kreativitetspotentiale.

I mit projekt peger jeg godt nok på, at det kan lykkes at skabe understøttende undervisning med sammenhæng, variation og kreativitet i et kollaborativt fællesskab. Jeg har set det lykkes på én skole, men jeg har samtidig set og hørt om mange skoler, hvor det ikke lader sig gøre inden for folkeskolens nuværende rammer. Det er muligt, at reformens rammer for skoledagen og det nye element understøttende undervisning kan bidrage med noget, men vil vi for enhver pris gamble med elevernes træthed og udmattelse, som 9 ud af 10 pædagoger oplever efter de lange skoledage, for at finde ud af det? Er det dét værd?

Jeg er i hvert fald sikker på, at vi ikke automatisk får friskere og mere kreative unger eller mere tid til at samarbejde på tværs, ved at vi giver skolereformen og de lange skoledage ro til at bundfælde sig inden for de nuværende rammer, som blandt andre BUPL og KL foreslår.

Når Merete Riisager forsøger at omtænke det tværprofessionelle samarbejde på forsøgsbasis og lader 50 skoler prøve andre måder at udnytte ressourcerne, kan de måske klarlægge nye løsninger til at bevare de gode intentioner om variation, bevægelse og kreativitet fra skolereformen - uden at dræne børnene for livsenergi. Og måske er det netop dét, der kan give ro på længere sigt.