Jeg er skolepædagog i 4 klasse. Der er matematik på skemaet og læreren har stillet en opgave: Der skal laves flip floppere – læring om geometriske figurer. De fleste kender dem – flip flopperne. De er foldet i papir med farver yderst, tal der kan vælges indeni og længere inde en lille sætning: du er sød, hop 5 gange, du er en bøf osv. Christian har fra starten af timen været urolig både fysisk og verbalt, men får da nogenlunde rolig fulgt gennemgangen af processen i at folde flip floppen. Han fremstillet en nogenlunde lige en med farver, tal og sætninger. Men da han skal til at folde den ud så den kan sidder på fingerspidserne går noget galt. Flip floppen vil ikke som han vil. Han bliver vred, river den i stykker og farer ud af klassen.

Jeg finder ham på toiletterne. Han har låst sig inde på toilettet, så kommunikationen må foregår gennem den lukkede dør. Jeg begynder forsigtigt at spørge ind til hans vrede over flip floppen. Siger at jeg kunne se han blev frustreret over, at den ikke ville makke ret og at jeg gerne ville hjælpe ham med at få lavet en ny.

”jeg er ikke sur over den skide flip flop” råber han til sidst. ”Jeg er irriteret!” … ”og forvirret” tilføjer han kort efter. Forvirret, spørger jeg. ”Ja for jeg er irriteret over al den larm i klassen, og jeg er forvirret over, at jeg ikke ved, hvad vi skal lave bagefter vi har den skide flip flop” næsten råber han.

Jeg roser ham for at kunne forklare dette – noget han har svært ved og kæmper med hver dag, men noget vi som et team har hjulpet ham med igennem en længere periode.

Det slår mig pludseligt, hvor vigtigt netop dette afstemte teamsamarbejde er. Hvor vigtigt det er at være opmærksom på den skjulte læring i Christians udfordring. Hvor vigtigt det er at være to i klassen så en kan gå fra og hjælp dette barn videre i en erkendelsesproces, der kan danne grobund for videre erfaringsdannelse. Hvor vigtigt det er at få spurgt ind til reaktionen og ikke bare konkludere ud fra det man umiddelbart ser.

Men det kræver tid og ressourcer at få denne skjulte læring i spil. Det er svært med 20 elever, ikke alle med udfordringer som Christian, men hver især har de deres at slås med og de har alle har krav på at få del i denne læring.

Jeg er glad for, at vi i dag var to voksne i dette rum – en lærer og en skolepædagog. I dag var mig der idag hjalp til Christian til hans erkendelse og erfaringsdannelse i morgen er det måske læreren. Det der er vigtigt er, at Christian blev mødt, hvor han var med respekt for den han er – det er målet og opgaven.

Dette er en hverdagshistorie, der på fineste vis anerkende vigtigheden i team samarbejdet mellem læreren og skolepædagogen. Det er børnenes trivsel og læring, der er målet, hvordan vi kommer dertil afhænger os professionelle omkring dem. Så lad os være netop det – de professionelle, der i stedet for at bygge mure nedbryder selvsamme ved at møde den anden med et åbent sind. På samme måde som vi møder Christian, når flip floppen ikke gør det, den skal.