Eleverne blev trætte og ukoncentrerede, da de som et del af et eksperiment ikke fik mad i fem timer.

Video: Se hvordan en 1. klasse reagerer på en dag uden mad

I en hel skoledag blev eleverne i første klasse nægtet deres madpakke og filmet. De var en del af Børnefondens kampagne for at sætte fokus på, hvor meget sult går udover evnen til at lære. Videoen er blevet set på Facebook over 400.000 gange.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trætte øjne, hidsig adfærd og overdøvende rumlende maver. Det var til at mærke for både lærer og elever i 1. klasse på Skovlyskolen i Holte at eleverne i fem timer ikke fik mad. Klassen var en del af Børnefondens kampagne, der sætter  fokus på sult i verdens fattigste lande.

For at gøre problemet nærværende undersøgte Børnefonden sammenhængen mellem sult og læring i en almindelig dansk folkeskole. Her har lærere og forældre sagt ja til at være med til at undersøge, hvad det betyder for koncentration og undervisning, når børn hverken får mellemmåltider eller frokost.

Og ifølge klasselærer Mette Brolin har det stor betydning.

"Vi kender eleverne godt, og det var tydeligt for os at se, at de fik sværere ved at koncentrere sig efter fem timer uden mad. I slutningen af hver time oplevede vi, at eleverne blev mere urolige og trængte til frisk luft. Efter frokostpausen uden mad blev flere af eleverne trætte og orkede ikke at lave særlig meget af den sidste opgave," siger Mette Brolin i en pressemeddelelse.