I forsøget på at udlede lidt positivt af det grasserende studenteroprørs ødelæggelser startede man planerne til en tilsvarende ødelæggelse af den danske realskole. Her var det trods alt kun umælende børn, som det kunne komme til at gå ud over. Og man kunne jo altid brygge en pædagogik sammen, der kunne overbevise skeptikerne om, at der netop i de friske studenterbøllers hærværk nok kunne findes noget positivt.

I 1975 skulle det højkvalitative så afskaffes til fordel for fornedrelsen. Det turde man dog ikke straks, så man indførte en overgangsordning med niveaudeling i de mest betydningsfulde fag, og overlod de mindre betydningsfulde fag til sammenrodets vanvid. Det varede ved til 1993, hvor den endelige ødelæggelse af folkeskolen tog form efter de sidste rester af studenterbøllernes samfundsødelæggende idealer. Herefter var vi i Danmark blevet skolemæssigt moderne. Og de mange skeptikere blev overbevist af datidens undervisningsministerielle forsikringer om, at realskolens faglige formåen ville blive sikret ved hjælp af noget, som man kaldte for undervisningsdifferentiering, hvilket ingen siden har kunne effektuere i det fortvivlende klassesammenrod, der blev tidens skoleideal.

Det faglige indlæringsniveau dalede hurtigt ned nær nulpunktet, hvilket dog ikke fik nogen politiker til at tvivle på sammenrodets formidable virkning på netop indlæringsniveauet. Man kunne jo bare sætte nogle flere lærere ind i klassen for skjult for omverdenen at kunne undervise eleverne niveaudelt inden for samme klasseværelses fire vægge. Og med et overskud af pædagoger, var det ikke svært at finde personale til det. Og så startede der en kampagne for at gøre alt den faglige indlæring, som skolekarikaturen ikke længere formåede, irrelvant for kommende generationer. Hvorfor lære alt det, som man kunne finde på en computerskærm. Så i fremtiden skulle eleverne ikke længere lære noget særligt, Det eneste de skulle kunne var at finde noget på en skærm. Skolens afgangsprøver blev indrettet og fyldt op med meget, som man i kvalitetsskolen tid anså for at være gedigent eksamenssnyd. Eleverne skulle jo ikke mere kunne noget. De skulle bare kunne finde noget med kammeraters, computere og lærerens hjælp.

Jamen alt det fagligt nedtonende passede jo ikke til livet efter skolen. Ok. Så gik man i gang med at nedgøre det samfund, som eleverne skulle ud og tjene deres hyre i. Samfundet blev nedgjort med betegnelsen: konkurrencesamfundet. Og et sådan samfund var noget skidt. Konkurrence var nemlig alene for at kunne forsvare skolekarikaturen gjort til noget skidt. For så var det skolen, der var god, og det samfund, som skolen vel egentlig var til for, noget skidt. Og så var den klaret.

Endelig startede man en grasserende kampagne for at sætte noget i stedet for den faglige uddannelse, som skolen takket være de undervisningsumulige klasseophobninger ikke mere magtede. Man skulle finde på noget, der ikke var målbart, således at ingen mere kunne se, om skolen opnåede noget, eller om det hele bare samk hen i ligegyldigheder. Man gjorde begrebet dannelse til hovedsagen i skolen. Nogen talte om livsduelighed. Og ingen vidst rigtigt hvad det hele var for noget. Men netop derfor var det egnet til at fordrive tiden med i skolen, der ikke længere magtede at være skole. Herefter lærte alle at foragte alt det målbare, eller som man sagde alt, hvad der tjente konkurrencestaten. Og alle lærte at agte på al den dannelse, der skulle skabe ideale mennesker, og som foreløbig skabte en masse klasselarm med overfald på kammerater og lærere som et led i skabelsen af fremtidens idealmennesker.

Og ingen drømmer fortsat om at ændre fundamentalt på noget som helst.