En tanke slår mig på vej hjem fra arbejde en dag – er det egentlig kun pædagogerne der kæmper for pladsen i folkeskolen eller er lærerne med os?

I dag er  både pædagoger og lærere er repræsenteret i folkeskolen, og vi skal samarbejde for at få det mest nuancerede børnesyn og tilføje forskellige kompetencer til hvert enkelt barn. Jeg blev uddannet pædagog i 2002 med en tanke om, at jeg skulle arbejde på fritidsområdet og dyrke leg og sociale kompetencer, styrke fællesskaber og være kreativ. I fritiden. Og jeg stod ikke forrest i heppekoret, da det blev indført, at pædagoger skulle være i skolen ud over 0. klassetrin. Og det har været en svær start. Hvad skulle vi lave, hvordan skulle vi supplere hinanden, hvem bestemte osv. Spørgsmålene og dilemmaerne stod i kø og nu, 15 år efter, at  jeg fik mit uddannelsesdiplom, er jeg heldigvis meget klogere på praksis. Jeg kan se, at mange af mine kollegaer har kæmpet og har været omstillingsparate og har forsøgt at passe ind i den mangeårige institution, som folkeskolen er, og som hidtil har været domineret udelukkende af lærere. Vi har fejret fremgang og begrædt at fritidstimerne er blevet færre, for at give plads til længere skoledage. Vi har fået flere timer i skolen, og selvom det tager mig væk fra mit oprindelige udgangspunkt, så giver det mening for mig, og jeg værdsætter det samarbejde, vi har på tværs af faggrænser. I dagligdagen supplerer vi hinanden godt. Jeg, med mit trænede øje for de urolige, de stille, de udadreagerende eller de usikre børn. Jeg har fokus på dem og tid til at se, hvordan deres behov tilgodeses, så de passer ind i de rammer, som mine lærerkollegaer udstikker og  underviser i. Det kan jeg gøre sideløbende med, at der undervises af læreren, der kan holde sit fokus på klassen og det faglige.  Mit samarbejde med mit lærerteam fungerer, fordi vi har forventningsafstemt. De planlægger og udfører undervisning, og jeg supplerer og har mulighed for, at tage mig af de børn, der ikke altid passer ind i de givne rammer.

Mine lærerkollegaer  i indskolingen, giver udtryk for, at de gerne vil vores samarbejde og sætter pris på den mangfoldighed, vi sammen giver. At vi pædagoger kan noget andet end lærerne, og at vores kompetencer supplerer hinanden så godt. Og mine pædagogkollegaer siger, at de kan se en mening med, at vi er en del af folkeskolen, da det blandt andet er med til at danne en rød tråd fra skole til fritid. Hvis begge parter er enige om, at vi er gode sammen, når det gælder børns læring og trivsel, hvorfor er vi så ikke i mål med dette samarbejde på landsplan?!

Jeg kan derfor ikke lade være med at spekulerer på, om pædagogerne, er de eneste, der rent faktisk kæmper for, at vi får den plads, som er tiltænkt. Er det kun os, der prøver at sætte ord på, hvad vi tilfører samarbejdet og opleves vi som parasitter, der prøver at møve os ind på et territorie, der ikke er vores? Medfører vores tilstedeværelse i skolen faktisk en usikkerhed hos lærerne om, hvorvidt vi vil overtage deres domæne, og er det derfor, kampen om pladsen kan føles lidt ensidig. Forhåbentlig kommer ordsproget ; ”den der tier, samtykker” i spil her, men jeg håber dog alligevel, at nogen tør ytre sig offentligt og byde os velkommen ind i folkeskolen og italesætte, at vi faktisk er ønsket. Indtil da kæmper jeg videre for min plads, sammen med de andre pædagoger, der ligesom jeg, er en del af folkeskolen.