John Klesner, der er formand for IT-vejelderforeningen håber, revideringen af mål bliver anledning til at ændre læringsplatformene, så der kommer flere former for mål i spil.

”Færre bindende mål kan give kærkommen revision af læringsplatformene”

Læringsplatformene er bygget op omkring de færdigheds- og vidensmål, der nu bliver gjort frivillige. Dermed kan fokus komme på mere overordnede mål, siger John Klesner, der er formand for IT-vejlederforeningen. Målene har aldrig skulle være bindende fortæller Andreas Rasch-Christensen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forligskredsen bag folkeskolereformen er tilsyneladende enig: Nu skal antallet af bindende mål reduceres, så færdigheds- og vidensmålene kun bliver gjort vejledende.

Det glæder Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College. Han var formand for mastergruppen, der udarbejdede rammerne for forenklingen af de nye fælles mål.

"Det har ikke været anbefalingen fra den såkaldte mastergruppe, at der skulle juridiske bindinger på. Intentionen var, at færdigheds- og videns- og fasemål var noget, der skulle understøtte lærernes undervisning", siger han og fortæller, at det var et krav til opbygningen af Fælles Mål, at de skulle understøtte arbejdet med elevernes progression.

"Derfor skulle det være noget, de kunne vælge at gøre brug af - eller lade være. Der har været eksempler på, at romaner er blevet opdelt i mange små bidder. Dem skal man selvfølgelig arbejde med holistisk, man skal ikke opdele dem i de der små bidder", siger Andreas Rasch-Christensen, han forklarer, at han ikke har været en del af den sidste del af processen, hvor alle målene blev gjort bindende.

"Da det blev tydeligt, skrev vi en anbefaling til ministeriet om at gå væk fra de juridiske bindinger", siger han.

Han har en klar anbefaling, hvis man vælger at opløse de juridiske bindinger:

"Man skal kontakte faggrupperne for at sikre, at målene er skrevet på en måde, så de juridisk kan fjernes, uden at det er forstyrrende i forhold til lærernes undervisning", siger han.

Forligspartier: Det var aldrig meningen at gøre alle målene bindende

Påvirker læringsplatformene

Andreas Rasch-Christensen peger på, at det en ændring af målenes juridiske status vil have følgevirkninger på læringsplatformene:

"Nogen steder har man lavet en læringsplatform, der er bygget op om de juridiske bindinger, så lærerne kan blive presset ud i at skulle sidde og delevaluere i en række faser, der fragmenterer undervisningen og ikke tager højde for, hvordan man understøtter lærernes undervisning samt elevernes læring, dannelse og udvikling", siger han.

Den pointe deler han med John Klesner, der er formand for IT-vejlederforeningen, Pædagogisk it-konsulent i Favrskov Kommune og kender af læringsplatformene.

"Som læringsplatformene er bygget op nu, er der en "drag-and-drop"-funktion, hvor de er koblet sammen med de bindende færdigheds- og vidensmål. Kompetencemålene, hvor eleverne skal vise, om de er livsduelige, er slet ikke i spil", siger John Klesner, der også peger på det 21. århundredes kompetencer, som noget, der måske kunne komme ind, hvis læringsplatformene skal have et bredere sigte.

Ekspert vurderer: Hvilken læringsplatform er bedst?

KL har krav-specifikation

John Klesner, vejrer altså morgenluft på vegne af de lærere, der har syntes, at læringssynet har været for smalt med de mange bindende mål, men han er ikke sikker på, at det kommer til at ske automatisk, selvom målenes status ændres ved lovgivning.

"Hvis læringsplatformene vælger at have en anden tilgang til mål, end de har nu, så kan vi få fokus på det, der er mindst ligeså vigtige som færdigheds- og vidensmål", siger han

Spørgsmål: Du siger "hvis de får en anden tilgang til mål". Læringsplatformene bliver vel bare, som man beder dem om?

"Det kunne man godt ønske sig. Vi står med det dilemma, at de krav-specifikationer, som KL har formuleret, af de to store leverandører bliver opfattet som en standard. Hvorimod de behov, som nogle kommuner giver udtryk for, har været svære at få igennem. Jeg håber, at det bliver en kærkommen anledning til at få revideret læringsplatformene, så der kommer flere former for mål i spil", siger John Klesner.