Debat

Er du OK?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi må rykke tættere sammen i bussen. Der er mere end nogensinde brug for fællesskab og sammenhold. Vi skal bruge det store fællesskab, fagbevægelsen er, til at skabe resultater - også ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Hvis ikke fagforeninger allerede var opfundet, så var det nu, vi skulle gøre det.

Om et år skal vi have en ny overenskomst klar. Vi er en del af et aftalesystem, og overenskomster skaber gode arbejdspladser, engagement, et godt arbejdsmiljø, høj social kapital og dermed høj produktivitet. Sådan er vores arbejdsmarked. Det er en del af det danske demokrati.

Målet for Overenskomst 18 er, at vi opnår en overenskomst, hvor alle dele af den er forhandlet mellem parterne. Også den del, der hedder arbejdstidsregler. Vi kan ikke fortsætte med at have en overenskomst, som er indført ved lov af et flertal i Folketinget. Vi vil, og vi skal selv forhandle vores overenskomst - sådan er det, når vi har et aftalesystem. Alle andre faggrupper har forhandlede arbejdstidsregler, som man er blevet enige om ved forhandlingsbordet - det skal vi også have!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det kræver vilje fra begge parter. Vilje til at finde de gode kompromiser. Vilje til at finde frem til noget, begge parter kan og vil stå på mål for. Mange taler om, at folkeskolen skal have ro. Men det skaber ikke ro, når mange oplever at være efterladt i en kaotisk situation. Det ville hjælpe, hvis begge parter forpligter sig til at finde den gode, fælles løsning.

Vi må rykke tættere sammen i bussen. Både internt i Danmarks Lærerforening og på tværs af faggrupperne og fagforeningerne. Står vi alene, bliver vi presset til at finde vores egne kompromiser hver især. Vores erfaringer har vist os, at sammenhold og fællesskab er helt afgørende forudsætninger - både hvis skolen skal have ordentlige rammer, og hvis vi skal have ordentlige og rimelige arbejdsvilkår.

Det går bedre nogle steder end andre. Der er indgået lokale aftaler i en del kommuner, der har hjulpet på forholdene. Kredse, tillidsrepræsentanter og skoleledere arbejder hårdt for at skabe bedre rammer for undervisningen. Samarbejdet er mange steder blevet bedre siden 2013. Men i nogle kommuner er der stadig lang vej endnu. Arbejdsmiljø, social kapital og rammerne for undervisningen er ganske enkelt alt for ringe. Det skal Overenskomst 18 medvirke til at forbedre. Vi skal have hævet arbejdsvilkårenes bundniveau. Derfor er Overenskomst 18 vigtig for os alle.