Anmeldelse

Tilværelsens fortællinger

Fortæl og forstå

Marianne Horsdals "Tilværelsens fortællinger" leverer et solidt og fascinerende afsæt for at forstå og bruge livsfortællingen i det pædagogiske arbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søren Kiekergaard kendte næppe til tanken om et plot. Men måske tænkte han i samme baner, da han sagde, at livet leves forlæns og forstås baglæns. At forstå sit liv er at fortælle om det og derigennem forme det. Det er gennem fortællinger, at vi får livets løsrevne brikker, livsstumper, erindringsglimt og faktuelle holdepunkter til at gå op i den højere enhed, som vi kan kalde forståelse.

Fakta:

Titel: Tilværelsens fortællinger

Forfatter: Marianne Horsdal

Pris: 300

Sider: 231

Forlag: Hans Reitzels Forlag

"Tilværelsens fortællinger" bygger på denne grundtanke. Bogen er en stærk og systematisk introduktion til, hvordan man kan forstå og bruge fortællingen i det professionelle arbejde med blandt andre børn. Horsdals egen livsfortælling er på labyrintisk vis en fortælling om livsfortællinger: Gennem henved 25 år har hendes nysgerrighed efter at forstå, hvordan mennesker bruger fortællinger til at skabe sammenhæng, fået hende til at indsamle, systematisere og skabe teorier om livsfortællingen som en særlig genre. Det har resulteret i en række interessante bøger med samlinger af livsfortællinger, men også i teoretiske værker.

Den nye udgivelse er en fortættet samling af Horsdals indsigter i feltet, og bogen spænder en elegant bue fra de generelle teorier om fortællinger til anvisninger på, hvordan man griber et narrativt interview an. Der er mange referencer undervejs til centrale skikkelser i det teoretiske parnas om narrativer, som leveres integreret og velplaceret og giver lyst til at forfølge nye spor ud af bogen.

Det gennemgående er fascinationen af at lytte til, hvordan menneskers fortællinger langsomt tager form og kommer til at hænge sammen. Den fascination smitter. For hvem kender ikke til den berigelse, der kan ligge i at sætte sig ned og bare lytte til et andet menneskes fortælling om sit liv? Horsdal gør det klart for læseren, hvad der sker for både lytter og fortæller, når vi giver plads til det. Men hun peger også på, hvordan fortællingen kan bruges aktivt, hvis vi møder mennesker i livskriser, hvor vi typisk taler om, ”at nu falder det hele fra hinanden”, at vi ”går i stykker”, og at ”vi ikke kan få det til at hænge sammen”. Her kan der være brug for at få genskabt plottet, og det kan livsfortællingen bidrage til.

Det kunne have været dejligt, hvis bogen havde haft plads til nogle velvalgte eksempler på livsfortællinger. Horsdals bagkatalog i feltet er stort, så det kunne have givet bogen en ekstra håndgribelig og livsnær dimension. Men samlet set leverer bogen en oplagt og klarsynet tour de force gennem livsfortællingens teori og metode.