Hej Jan Trane. Tak for din opfordring til at rapportere fra ”Empirisk dannelsesforskningsseminar”! Du var så venlig at opfordre mig til at rapportere fra dette forskningsseminar, som jeg i første omgang havde tilmeldt mig for at skrive om det. evu.ucsyd.dk/EH01-17004?_ga=1.89942875.1380246624.1480237620

Nu har jeg imidlertid haft lejlighed til at sætte mig grundigt ind i, hvad der skal ske på dette seminar, og lad det være sagt med det samme: Der er rigtige gode oplægsholdere med, men helt fatalt savnes et kor af lærere på podiet som oplægsholdere (og hvad med forældre og politikere?).

Problemet er også, at selve det overordnede formål er problematisk i mine øjne, og det er dette formål, der angiver ´ånden´, anslaget, tonen på hele dette forskningsseminar, nemlig: At man kan forske empirisk om dannelse. Det er dette overordnede, jeg sætter et kæmpestort spørgsmålstegn ved.

I stedet for at deltage i forskningsseminaret – og måske komme til at give en ufrugtbar modstand –  har jeg besluttet at melde fra og bruge min tid på at finde frem til andre veje. Jeg er optaget af at udforske, hvad der i mine øjne kunne være en bedre ´ånd´, tone og anslag, når man skal udforske dannelse – såvel som pædagogik og undervisning.

Peter Kemp har en fin måde at skrive det på: 1. akribi (omhu). 2. hensyn til empiri, sammenhæng i analysen. 4. afklaring af normativitet. Hertil mener jeg så, at når man udforsker områder som pædagogik og undervisning, så skal der tillige inddrages: fantasi, følelser og fornemmelse for tilværelsestydning.

Min egen ´normative´ holdning, når jeg selv skal udforske områder indenfor mit fag (jeg har været lærer i 32 år, men nu skriver jeg og holder foredrag om uddannelse), er, at det er en farlig attitude at ville objektivisere og se mennesker i et tredje person perspektiv med henblik på at generalisere – sådan som det sker, når selve udgangspunktet er empiri og teori. I mine øjne må udgangspunktet være første person perspektiv og det enkelte menneske – og så det faktum, at vi alle, herunder elever og lærere, er midt i tilværelsen. Vi lever livet her på jorden. Vi eksisterer i og med verden (uddannelsesforskeren Gert Biestas ord).

Det er altså det subjektive, menneskelige, eksistentielle udgangspunkt – ikke det objektive, systembårne og generelle – jeg mener skal slå tonen an, være ´ånden´ i og udgangspunktet for at udforske pædagogik og undervisning.

I stedet for, som sagt, at deltage i forskningsseminaret ”Empirisk dannelsesforskning” vil jeg bruge min min arbejdstid på at oversætte Gert Biestas nye bog ”Undervisningens genopdagelse”, som netop tager sit udgangspunkt i selve livet, eksistensen  -  fordi han derved mener at kunne være åben over for det, man endnu ikke kender til, og som lever i ethvert ´nyt´ og unikt menneske, der kommer ind i verden – vore elever og studerende. Gert Biesta mener, at selve formålet med uddannelse ganske enkelt er at ”vække et andet menneskes lyst til at eksistere i verden på en ´voksen´ måde”. En elev kan godt leve i verden uden konstant at være i centrum,  lyder det opfølgende.

Empiri og teori må og skal ikke styre pædagogik og undervisning, i mine øjne. Det er derfor jeg, med Gert Biesta, synes, at lærerne igen skal ´op på podiet´. Vi skal tage udgangspunkt i første person perspektiv, som aldrig kan generaliseres. Vi skal have fat i de tusinde (og enkeltstående og unikke) fantastiske fortællinger om pædagogik og undervisning – fra lærere i hele landet.

Med lærernes fortællinger om eleverne og om livet og arbejdet i skolen kan vi, for mig at se, (måske) få vendt den yderst, yderst farlige læringsmålingsdiskurs med topstyret digitaliseret læringsplatforme og kontrollerende målstyring, der er mainstream i dag –  men som er ved at sende uddannelse ud over totalitetens afgrund.

Udover at oversætte Gert Biestas nyeste bog om at genopdage undervisning (i modsætning til læring) er jeg også medredaktør på en bog med ni artikler om Gert Biestas tænkning samt et interview med ham, der udkommer 5. maj i år ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning”.  

Jeg kunne, med Grundtvig, forestille mig et væld af seminarer, højskolekurser, lærermøder, hvor lærere, forskere, forældre, politikere sammen udforsker pædagogik og undervisning – ikke ud fra et tredje person perspektiv med henblik på at generalisere – men i et første person perspektiv med henblik på at menneskeliggøre.

Venlig hilsen Lærke