”Ingen evidens for, at it i undervisningen virker”. Det siger ph.d. studerende Jesper Balslev i et interview med Folkeskolen den 27.1. 2017.

Det er rigtig spændende – og på høje tid – at nogen påtager sig at undersøge netop det. Nogen er altså i dette tilfælde Jesper Balslev, ph.d. studerende på RUC, og emnet for studiet er helt præcist: Argumenter, kriterier og belæg for digitalisering af uddannelse. Et teknologifilosofisk studie i nationale & overnationale policy papers 1985-2015.

Skønt studiet først skal være færdigt i 2019, tør Jesper Balslev allerede nu drage konklusionen, idet han har læst hundredvis af sider rapporter, it-strategier og andre ”policy papers”, som anbefaler investeringer i læringsteknologi og kan se, at jo tættere papirernes udgivelse kommer på nutiden, desto tyndere er henvisningerne til pædagogisk forskning, som siger noget om effekterne. I stedet henviser papirerne hyppigere til tilsvarende tidligere papirer. ”Evidens for at massive investeringer i læringsteknologier rent faktisk virker er totalt fraværende”, hedder det i interviewet.

Jeg var it-konsulent ved Ballerup skolevæsen i årene 1984-2009, og har derfor fulgt udviklingen i praktisk taget alle de år Jesper Balslevs undersøgelser omfatter. Jeg er ikke spor overrasket over den foreløbige konklusion, og jeg er formentlig enig. Enigheden baserer sig ikke på undersøgelser, men på erfaringer og fornemmelser, samt iagttagelse af den glidning, der er sket med de lovgivningsmæssige begrundelser for it i skolen.

Men jeg har alligevel det problem med enigheden, at ”it i undervisningen” er et fænomen, som kan tillægges mange forskellige betydninger, og ordene ”digitalisering af uddannelse” gør det ikke tydeligere. Det kan referere til brug af undervisningsprogrammer, undervisningsportaler, SkoleIntra eller SkoleTube. Ønsker om at eleverne skal lære tekstbehandling, brug af regneark eller CAS-værktøjer. Nogle vil tænke på hjælpemidler som CD-ord eller mere specialiseret it-rygsække til ordblinde, og flere betydningskategorier kan tænkes.

Desuden er der det med ordet ”virker”. Hvilken virkning? Kan man fx helt lavpraktisk hævde, at danske skolebørns score i forskellige nationale og internationale test burde være voksende hen over de seneste 10-15 år, såfremt it i undervisningen virkede?

Af interviewet kan jeg ikke se, hvad Jesper Balslev lægger i ordene it i undervisningen, og om den foreløbige konklusion derfor refererer til hele molevitten eller til bestemte betydningskategorier. Brugen af ordet læringsteknologier, giver dog måske et fingerpeg.

Derfor kan jeg ikke forestille mig, at det ”skolefag”, der blev kaldt datalære er med i Jesper Balslevs undersøgelse. Der er næppe mange, som nu kender ordet datalære – en nutidig, hurtig betydningsforklaring kunne være: informationsteknologisk dannelse. Ikke digital dannelse. Det begreb er efterhånden ved at få et indhold, som i min begrebsverden indgår i informationsteknologisk dannelse.

Tilbage i 1985, hvor Jespers Balslevs undersøgelser starter, var hovedbegrundelsen for it i skolen valgfaget datalære, hvor eleverne skulle erhverve sig indsigt i elektronisk databehandling og dennes anvendelsesområder. I undervisningsvejledningen blev det nævnt, at det vil være naturligt, at andre fag i et vist omfang benytter sig af det hjælpemiddel, datamaten (computeren) er, og det blev specificeret, at man hermed ikke tænkte på datamatstøttet undervisning. Ordet læringsteknologi, indgik ikke i datidens ordforråd.

Ved ændringen af skoleloven i 1990 blev datalære dels gjort til et obligatorisk emne med navnet edb, dels blev det fastslået, at datalære skulle integreres i samtlige fag i skolen. Integrationsundervisningen blev forklaret således, at når datalære og geografi skal integreres, skal undervisningen både tilgodese mål for geografi og mål for datalære. Der blev også udarbejdet læseplanstillæg og undervisningsvejledninger til samtlige fag i den anledning.

Det nævnes stadig, at edb kan optræde som et redskab i undervisningen i skolens fag; men der tænkes heller ikke her på datamatstøttet undervisning (læringsteknologi) - muligvis fordi den slags anvendelse henhører under metodefriheden.

Det er min påstand, at ingen elever har deltaget i den integrationsundervisning, de havde krav på i henhold til lovgivningen, og der blev reelt ikke taget mange initiativer i den hensigt at opfylde skoleloven. Nutiden viser selvfølgelig, at det ikke var nogen katastrofe; men mange ting havde givetvis været anderledes, dersom alle borgerne fra omkring årtusindskiftet havde haft en fornuftig informationsteknologisk dannelse.

I 1990`erne skete der hurtigt det, at begrebet edb-integration på skolerne blev omdefineret til datamatstøttet undervisning/brug af læringsteknologi, og den tolkning blev mere og mere fremherskende – indtil den op mod nutiden er nærmest eneherskende.

Den ny folkeskolelov fra 1993 fastholdt ganske vist den forrige lovs integrationsbegreb; men det forandrede ikke tolkningen. ”Edb er ikke et mål; men et middel,” lød kampråbet; men det var jo faktuelt forkert. ”Edb” var i høj grad et mål.

Her et kvart århundrede senere er alt det (næsten) glemt, men erhvervslivet og andre er begyndt at efterspørge et nutidigt datalæreindhold. Der tales meget om programmering, og det er da et element i den informationsteknologiske dannelse, som alle elever bør stifte bekendtskab med i skolen. Men der er så mange andre, og folkeskolen er ikke en erhvervsuddannelse.

Inden man måske igen prøver at etablere et datalærelignende fag i folkeskolen bør nogen seriøst undersøge, hvorfor det ikke lykkedes for 25-30 år siden, og hvad man kan gøre for at undgå en lignende fejludvikling, hvis forsøget gentages.

Jesper Balslevs igangværende arbejde vil af gode grunde næppe berøre det nævnte spørgsmål i noget videre omfang; men jeg ser alligevel frem til at nærlæse hans afhandling. Kun ærgerligt, at det varer et par år endnu.