Forandringens vinde blæser i det danske skolevæsen. Det er der for så vidt intet nyt i. Alle de år jeg har været skolelærer har vi været underlagt forskellige regeringers og meningsdanneres holdninger til det at drive skole. Sommetider oplever vi forandringer der virkelig løfter den danske folkeskole. Andre gange er tiltagende direkte hæmmende for den gode udvikling.

Jeg mener at vi skal være meget skeptiske overfor de strømninger vi oplever i øjeblikket. John Hattie og synlig læring er det nye sort i Folkeskolen. Det er fint at John Hattie kommer med et indspark i den pædagogiske debat, men det er dybt bekymrende at alle beslutningstagerne omkring den danske folkeskole hopper ukritisk på den samme vogn. Jeg mener at det er direkte farligt at vi nærmest ukritisk lader een enkelt forskers holdninger være den eneste og endelige sandhed for vores skolevæsen. I forsøget på at optimere udbyttet af elevernes skolegang presses der en ensretning ned over lærernes undervisningsmetoder. Det er farligt på flere fronter. For det første vil der gå en rum tid inden vi ved om målstyret undervisning og synlig læring rent faktisk giver den effekt vi ønsker. Allerede nu er der kritiske røster fremme. Ikke kun blandt lærere der har modstand mod forandring, men også blandt forskere og andre med interesse i og forstand på Folkeskolen. Et glimrende eksempel er bogen ”Hattie på dansk” som tager et opgør med vores forståelse og tolkning af Jonh Hatties forskningsresultater. Bogen er for øvrigt glimrende anmeldt af Thorkild Thejsen på folkeskolen.dk. Derudover investeres der massive pengesummer på at hyre udenlandske konsulenter med det formål at indføre os lærere i tankerne omkring synlig læring. Adskillige kommuner investerer fem til otte millioner kroner på disse kursusrækker. Er der sikkerhed for at det er den bedste måde at bruge pengene på? Efter min mening nej. Mange steder oplever kommuner at måtte nedbrosle implementeringen af synlig læring. Dels fordi skolen som organisation har behov for omstillingstid, men også fordi der opleves problemer med at angelsaksisk og dansk skolekultur mødes, hvilket selvfølgelig heller ikke er gnidningsfrit.

Egentlig er det mærkværdigt at vi i bestræbelserne på at lave ”verdens bedste folkeskole” investerer alle vores ressourcer i at kopiere andre landes modeller. På den måde kan vi jo højest blive ”verdens næstbedste folkeskole” man bliver som bekendt højest nummer to, hvis man løber i andres fodspor. I min optik træffes der en lang række angstprægede beslutninger. Vi er så mange gange blevet fortalt at den danske folkeskole ikke er god nok. Sjældent har politikere og meningsdannere gjort sig umage med at gå ind bag tallene, for at tjekke om det virkelig står så galt til. Resultatet mærker vi nu. Midler der kunne bruges på forskning og dygtiggørelse af lærerne smides ud på strømlinede konsulentfirmaer. Diskussionen omkring elevernes faglighed og udvikling når aldrig længere end til at evaluere på faglige mål. Formålet med at gå i skole diskuteres ikke længere.

Selvfølgelig skal eleverne blive så dygtige som overhovedet muligt. Det kan slet ikke diskuteres. Hvad der derimod både kan og skal diskuteres er hvad vi lægger i udtrykket ”at blive så dygtige som overhovedet muligt”. Den diskussion forsømmes i øjeblikket. Egentlig fik den vel dødsstødet dengang Anders Fogh Rasmussen nedgjorde rundkredspædagogikken.

Det er ikke mit ærinde at genoplive hverken rundkredspædagogik eller hønsestrik. Hvad jeg derimod vil opfordre til er at vi som skole, som samfund retter ryggen og genfinder tilliden til egne evner. At vi tør at tænke vores egne pædagogiske tanker. At vi vil en pædagogisk debat, der evner at række op over faglige mål. Helt derop, hvor vi diskuterer formålet med skolen. Selvfølgelig skal vi se ud på verden og lade os inspirere. Men lad os dog nøjes med at bruge det bedste af det vi ser fremfor blot ukritisk at købe hele pakken.