Debat

Udelthedens redning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I noget, der ligner en kvarthjertet og yderst brødebetynget indsats mod folkeskolelovens indiskutabelt ødelæggende virkning på det danske uddannelsesniveau, har Undervisningsministeriet gennem en udvalgsredegørelse anbefalet, at der skal indarbejdes faglige forventninger for toårige forløb for alle skolefag i læseplanerne. Det interessante er imidlertid ikke de nye statslige krav. Det interessante er, hvad et udvalgsmedlem, professor Niels Egelund, svarer på spørgsmålet om, hvad der skal ske med de elever, der ikke lever op til de statslige forventninger. Jo, først skal vi lige prøve den med undervisningsdifferentieringen. Det skylder vi hensynet til folkeskoleloven. Og hensynet til folkeskoleloven kommer her som andre steder før hensynet til børnene. Og 'hvis' eller rettere 'når' det så konstateres, efter forløbet af megen effektivt anvendt spildtid, at differentieringen ikke slår til, så skal der gives specialundervisning, udtaler Niels Egelund. Specialundervisning bliver altså den udelte skoles svar til de svage elever, der ikke honorerer statens krav. For der kan selvfølgelig slet ikke være tale om at indrette skolen udelt og sætte forskellige forventninger til stærke og svage elever. For så sorterer vi jo eleverne, siger socialdemokraterne. Og det kan der ikke være tale om. Så er det selvfølgelig meget bedre at tabe de svage og henvise dem til specialundervisning. For det er jo ikke det samme som elevsortering. Er det vel? Specialundervisning bliver altså den udelte skoles redningsplanke. Specialundervisning skal altså tjene til at bevare illusionen om, at man i den udelte, ensgørende folkeskole godt kan stille samme faglige forventninger til alle.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler