0   137

Tør du være en autoritet?

I snart et tiår har lærerne kaldt på mere anerkendelse, ikke mindst fra det politiske niveau. Det landspolitiske Danmark har tilsvarende i snart et tiår dikteret en markant dagsorden og afkrævet skolen og lærerne målbare faglige resultater med pålæg om anvendelse af bestemte metoder og teknikker. Undervisningsministeren og den toneangivende forskningsmæssige diskurs siger, at lærerne skal være undervisningseksperter, og lærerne svarer, at det kan man ikke være, hvis man pålægges umyndiggørende restriktioner. Hermed strander diskussionen ofte på et operationelt plan, hvor Lærerforeningen og politikere diskuterer detaljer i bekendtgørelser om elevplaner frem for at tage slagsmålet eller drøftelsen om lærerens rolle på et mere strategisk niveau. For hvis læreren i et og samme hug skal fundere sin gerning på viden af såvel praktisk som teoretisk tilsnit, have råderum i udøvelsen af sin metier og repræsentere samfundets drømme og mål for skolen, ja, da er ekspertfiguren ikke tilstrækkelig og det almindelige ønske om mere tillid et ensomt håb.

Det er her, autoritetsbegrebet kommer ind. Læreren er nemlig ikke (blot) en af samfundets mange velfærdsteknologer eller eksperter. Lærerens position er særlig. Læreren repræsenterer i sin grundkonstitution et politisk projekt, der går hinsides højre og venstre, og som handler om, at et civiliseret samfund kræver en pædagogisk myndiggørelse af de mennesker, der på et tidspunkt skal indgå i samfundet som frie og lige individer. Et projekt, der bevidnes i grundloven, hvor alle tildeles ret til vederlagsfri undervisning, og i folkeskoleloven, hvor samtlige børn i den undervisningspligtige alder pålægges ti års civilisationspligt, om man vil. Det er jo principielt en frihedsberøvelse, der vil noget, og læreren er dermed forsynet med den stærkeste politiske autorisation, man næsten kan forestille sig. Det glemmer vi ofte, og i lyset af opgøret med den sorte skole har lærere i årtier ikke haft lyst til at se sig selv som autoriteter, men derimod som coaches, konsulenter og så videre, og politikerne har på den anden side haft travlt med at styre skolen som en virksomhed blandt så mange andre. Det sidste har ikke just indebåret energi til læreren som autoritet.

Artiklen fortsætter under banneret

Pointen er dobbelt eller tvedelt. På den ene side er det uomgængeligt, at læreren må forbinde sig til det politiske fællesskab. Den ønskede autonomi må ikke føre til fagpolitisk lukning af hverken klasselokalet eller skolen. Det tilsvarende er der ikke mange, der synes er en god idé, når vi taler om landbrug og miljø. På den anden side må skolens aktører arbejde for, at den tildelte autorisation, om man vil, funderes i den stærkest tænkelige professionalisme, ikke primært holdninger eller rettigheder. Og professionalisme kan kun udfoldes i et rum, hvor der er plads til et kvalificeret skøn, og som indtages af én, der forstår sig som autoritet. Derfor må vi på læreruddannelsen begynde med at spørge de studerende: Tør du være en autoritet?

»Derfor må vi på lærer­uddannelsen begynde med at spørge de studerende: Tør du være en autoritet?«

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet