Noget ret frækt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Skal vi prøve, om vi kan stave til 'Pippi'?« spurgte jeg børnehaveklassen, som sad i en for tiden vel ikke helt stueren rundkreds. Pænt stille i øvrigt.

En time om ugen har jeg fornøjelsen at være lærer i klassen, som jeg skal være dansk- og klasselærer for til næste år. Det er ikke meget, man kan nå på en time, når der også skal spises, men for tiden læser jeg blandt andet højt fra den antiautoritære, nordiske klassiker om den rødhårede pige med fletningerne og de lange strømper.

»Hvilket bogstav begynder 'Pippi' med?« spurgte jeg, idet jeg formede munden.

»P«, sagde lille Isan.

»Rigtigt, og hvad mon så det næste bogstav er?« Igen viste jeg lyden med munden.

»I«, sagde Magnus.

»Godt, Magnus, og hvad tror I så, det tredje bogstav er?« spurgte jeg, idet jeg igen mimede lyden, så godt jeg kunne.

»K«, sagde Kira.

Det kom en smule bag på mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var der nogle af eleverne, der heller ikke kunne.

»Nej, Kira, hvis det var et 'K', ville der stå noget lidt frækt, det tør jeg næsten ikke skrive på tavlen«. Det gjorde jeg så alligevel, mens jeg spurgte, hvad der så stod, idet jeg gentog, at det altså var lidt for frækt.

Ved min sidste bemærkning gik der tilsyneladende et lys op for Felicia, der ivrigt rakte en hånd i vejret.

»Bankrøver!« sagde hun. Måske var det det frækkeste ord, hun kendte.

Da jeg fortalte om den lille hverdagsoplevelse til min kollega og viceinspektør, Ole, og vi havde grinet lidt sammen, havde han en bytter. Han havde engang haft en elev i en lidt ældre klasse, som havde spurgt ham, om han kendte et ord, der begyndte med »p« og endte med »k«, og det, som ordet betegnede, lugtede af tis forneden.

Min kollega er en diskret mand, der ikke ønskede at tage unævnelige ord i sin mund, hvilket han så heller ikke fik brug for, for ordet var naturligvis »plankeværk«!

Det synes jeg altså er god overlærerhumor, som jeg godt kan gå og hygge mig med på en regnvejrsplaget novemberdag.

Erik Schmidt