Debat

En digital debat

Eller debatter ... for der er mange hjørner af digitaliseringen, der drøftes i øjeblikket. Alene her i årets korteste måned er der mindst fire høringer/konferencer med debatter om emnet. Digital dannelse, programmering, læringsplatforme, 21. århundrede-færdigheder, et fag eller i fagene …

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En mindre krig er brudt ud! Skal folkeskolen have et særskilt it-fag, eller er det i sammenhæng med fagenes formål og undervisningen, at arbejdet med elevernes it-færdigheder - bredt forstået som computational thinking, CT - skal indtænkes?

CT dækker kort over at kunne tænke og skabe med digitaliseringen, ikke kun teknik og programmering. Et andet ord, der bruges, kunne være informatik - men det rigtigt dækkende ord er endnu ikke dukket op!

Naturligvis skal eleverne kende, lære og arbejde med de mange aspekter af digitaliseringen, som beskrives under CT. Men hvor it-branchen i sin iver for at sikre sig de mange tusinde it-kompetente medarbejdere, den mener at skulle bruge fremover, ser et nyt skolefag som indgangen, så mener jeg - og nogle pædagogiske forskere - at eleverne får bedre forståelse, kendskab og udbytte af, at det indgår i undervisningen og er med til at styrke den og ikke styre den! Et it-fag risikerer at blive instrumental undervisning, hvor man ikke får alle de vigtige aspekter af CT med - herunder den digitale dannelse, der er en del af den almendannelse, skolen har i formålsparagraffen, den kritiske tænkning, der er så vigtig for, at vores elever ikke farer vild i de sociale mediers kompleksitet og »alternative sandheder«, som vi åbenbart skal til at vænne os til!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Høring: Er der brug for et it-fag i folkeskolen? 

I hovedstyrelsen har vi netop haft en temadebat med forskellige oplæg, der gjorde det klart, at skolens indsats på dette område bliver afgørende for vores elevers fremtidige muligheder. Men som Thomas Illum tydeligt gjorde klart for os, så handler det om eleven som kritisk undersøger, som analyserende modtager, som målrettet og kreativ producent og som ansvarlig deltager.

Det kommer til at kræve meget af lærerne - der skal kompetenceudvikling til i forhold til den tekniske viden, og vores dannelsesarbejde skal udvides og relateres til de udfordringer, der ligger i det digitale samfund, vi er stærkt på vej til.

Det kræver tid og prioriteringer fra skoleledelse og kommuner - det kræver medinddragelse og råderum, så lærerne kan udvirke en digital didaktik, så it bruges der, hvor det giver mening i forhold til faglige mål og fagdidaktiske overvejelser.

Vigtigst er det, at skolen ikke bliver en digital pølsefabrik, men stadig arbejder frem mod, at eleverne bliver livsduelige unge, der kan navigere i et foranderligt og også digitaliseret fremtidigt samfund.