Blog
1   69

Debat om UCSJ og Grundtvig i Kristeligt Dagblad

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Rektor Camilla Wang og direktør Sami Stephan Boutaiba kommer i voldsomme forklaringsproblemer i debatten om UC´ernes virke.

Der har i den seneste tid været en interessant avisdebat om professionshøjskolernes virke. Det startede med filosoffen Thomas Aastrup Rømers klumme i Kristeligt Dagblad, hvor han bl.a. kritiserer UCSJ for at afvise min forskning i N.F.S. Grundtvigs pædagogiske tænkning. Sagen interesserer mig, da jeg i mange år har været dybt engageret i UC-verdenen, og det er mit fortsatte håb, at sektoren vil opnå en sådan styrke, at den mærkbart kan kvalificere debatten om skole og uddannelse. At sagen også kredser om min person er mindre interessant, da jeg – som resultat af UCSJ´s afvisning – allerede har sagt min stilling op, og selv har det fint med det. Til gengæld er der grund til at være bekymret for vores fælles professionshøjskoler, som vi alle er afhængige af, hvis vores pædagogiske institutioner skal fungere i længden. Rømer skriveri sin klumme den 2. februar 2017:

 

Artiklen fortsætter under banneret

”Den brede grundtvigske tradition er stærkt truet på landets professionshøjskoler/UC’er. 36 undervisere i læreruddannelsens centrale dannelsesfag, KLM, har offentliggjort to store kronikker om sagen, hvor de beskriver, hvordan centrale forskere og professionshøjskoler med stor systematik siden 2012 har ødelagt fagets udviklingsmuligheder (4/12-2014 og 10/1-17). Der er med andre ord et element af teknokratisk vildskab i UC’ernes ageren.

Her er endnu et aktuelt eksempel: Normalt er det sådan, at hvis en UC-lektor får et ph.d.-stipendiat, så tilbydes han en samarbejdsaftale med sit UC. Det er der god fornuft i for alle parter. Brian Degn Mårtensson fra UC Sjælland, som er en fremtrædende kritiker af læringsrevolutionen, har fået et ph.d.-stipendium, hvor han skal forske i Grundtvigs pædagogik og skolesyn. Med andre ord: Kernestof til udvikling af KLM og skolens formål.

Men nu kan Mårtensson pludselig ikke få den samarbejdsaftale, som det ellers har været kutyme. Hvad er begrundelsen? Den er, at stipendiatet ikke lever op til UC-sjællands forskningsprioriteringer og strategi. Konsekvensen er en de facto-afskedigelse.”

 

Straks herefter svarer Camilla Wang, der er rektor på UCSJ, og Sami Stephan Boutaiba, der er direktør for pædagogik og ledelse samme sted, med en ordentlig omgang nysprog af værste djøf-skuffe. Som (nu) tidligere ansat på UCSJ er jeg en anelse flov over at læse de to lederes svar. Det er ganske enkelt pinligt, at de kan skrive så uvidende, fejlagtigt og selvmodsigende om noget så vigtigt som pædagogik. Hvis man ikke ved så meget om pædagogik og forskning, vil man nok ikke bemærke noget, men enhver der ved bare en smule om det vil være rystet over de to respondenters management-lingo. Det er pinligt for UCSJ, og jeg er selv dybt berørt af det. Ikke fordi sagen oprindeligt startede med ledelsens afvisning af min forskning, men fordi jeg holder meget af min gamle arbejdsplads, der bestemt ikke altid har været sådan, og jeg er ked af at se den og mine tidligere kolleger blive gjort til grin på den måde.

 

I det følgende tager jeg problemerne et efter et:

 

1) Wang og Boutaiba skriver: ”Professionshøjskolerne fik i 2013 en ny ret og pligt til at styrke de områder, vi uddanner til, herunder folkeskolen, via forskning. Professionshøjskolerne har få midler til denne forskning. Forskningen er ikke et mål i sig selv, som forskning er på universiteterne, men et middel til at skabe bedre uddannelser og en vidensbaseret udvikling i de professioner og erhverv, vi uddanner til.” De kommer i problemer fra start, da Rømers kritik netop gik på, at de ikke vil styrke folkeskolen via forskning i kernestof som fx Grundtvig. Wang og Boutaiba vil have målstyret output, ikke egentlig forskning. Problemet er bare, at de skal lave både forsknings- og udviklingsarbejde, så det må de altså vænne sig til. De har ret i, at UC´erne har få midler til forskning, og så kan det jo kun for alvor undre, hvorfor de ikke vil beholde en medarbejder, der af egen drift formår at skaffe fuld finansiering til et phd-forløb. Dertil skylder de at forklare, hvordan i alverden forskning i fx N.F.S. Grundtvig ikke understøtter en ambition om ”at skabe bedre uddannelser og en vidensbaseret udvikling i de professioner og erhverv, vi uddanner til”? 

2) Næste afsnit er næsten værre. De skriver: ”Det betyder også, at vi har fokus på at sikre en effektiv arbejdsdeling mellem universiteternes forskning, som kan være mere grundlags- og grundforskningsorienteret, og vores forskning, der er praksisrettet. Vi udvikler viden og redskaber, som de fagprofessionelle, i dette tilfælde lærerne, kan anvende direkte i deres undervisning og i samspillet med eleverne.” For det første er det et yderst kompleks spørgsmål at afgøre, hvornår forskning er ”praksisrettet”, for forskning skal altid basere sig på videnskab og videnskabelige dialoger, og vil i sidste ende altid institutionelt – også når der forskes empirisk i pædagogiske institutioner – være adskilt fra praksis. Ellers er det ikke forskning i videnskabelig forstand. Og hvordan vil man dog definere praksisrettetheden? Og hvem skal beslutte, hvad praksis bør være? Er det Folketinget, der pt er i gang med at bevæge sig væk fra de skolereforms-prioriteringer, som UCSJ aktuelt holder sig til? Er det undervisningsministeren, der på KLs nylige konference i Aalborg anslog klare Grundtvigske temaer i form af det levende ord, kundskaber og dannelse? Er det den danske befolkning, der pt stemmer med fødderne, og forlader den danske folkeskole i takt med skolereformens implementering? Hvilken praksis er det, forskningen skal støtte? Hvad har praksis brug for? Kan man entydigt svare på det med henvisning til en selvopfundet, reaktionær strategi? Eller bør man snarere sikre, at forskningen beror på faglige kriterier i stedet for tilfældige lederes private politiske præferencer?

3) De to ledere skriver derpå, at i ”tilknytning til vores læreruddannelse har vi prioriteret tre forskningstemaer: fagdidaktik og faglige fællesskaber mellem lærere, læringsfællesskaber, der inkluderer alle elever, og endelig den didaktiske brug af teknologiske og digitale muligheder i skolen.” Ja, men det er jo det, der er problemet, hvis man tolker disse strategier så stramt som tilfældet er! At man selv har besluttet noget bestemt er ingen begrundelse for det!!!! Det er her, svaret fra de to ledere for alvor bliver pinligt.

4) Endvidere skriver Wang og Boutaiba: ”Samtidig trækker vi selvfølgelig på den forskning, der bedrives på universiteterne, herunder også den pædagogiske og filosofiske forskning, som er en stærk tradition i og et uvurderligt grundlag for vores læreruddannelse.” Her er jeg hæmmet af både viden og erfaring. Jeg var ansat i UCSJ længe før de to ledere kom til, og jeg kan garantere, at hverken den pædagogiske eller filosofiske forskning er noget, der pt prioriteres på læreruddannelsen. Faktisk var det netop denne forskning man gerne ville have ud, da professor Jens Rasmussen fik lov til at tegne linjerne til den nye læreruddannelse i 2013. Jeg orker ikke at skrive mere om dette, da enhver selv kan læse både Rasmussens egne skifter herom, samt den omfattende faglige kritik af reformen. Jeg har selv skrevet om det i flere bøger, de i indledningen nævnte kronikker peger på det, og en lang række andre forskere har påtalt det samme. Hvordan Wang og Boutaiba dog kan have overset dette er mig en gåde.

5) Næste afsnit er også hård læsning: ”Vi og vores undervisere er dybt optagede af at uddanne lærere, der står stærkt i den tradition, som den danske folkeskole bygger på, som er godt rustede til at løse læreropgaven, som den ser ud i dag, og som har fremsyn i forhold til folkeskolens udviklingsbehov.” For det første kan Wang og Boutaiba ikke tillade sig at tale om ”vi og vores undervise”, da de stort set ingen kontakt har med ”deres” undervisere (som jeg jo selv tilhørte for få dage siden). På UCSJ er der vandtætte skodder mellem direktion og undervisere, og som resten af svaret viser, har Wang og Boutaiba ikke meget begreb om, hvad der rent fagligt foregår – eller burde foregå – på deres UC. For det andet er direktionen netop ikke optaget af ”at uddanne lærere, der står stærkt i den tradition, som den danske folkeskole bygger på”, for de har – hvilket Wang og Boutaiba lige har nævnt, men åbenbart efterfølgende glemt – iværksat en strategi, der sigter på det stik modsatte.

6) Til slut står der følgende absurditet: ”Vores læreruddannelse skal uddanne lærere, der understøtter elevernes vej mod demokratisk deltagende samfundsborgere, der evner at indgå i og bidrage til stærke fællesskaber. Samtidig skal uddannelsen imødekomme de seneste mange års udvikling, hvor mål for elevernes læring fylder mere i skolens dagligdag.” Her bliver man lidt træt. Den første sætning er noget Grundtvig nok bedre end nogen anden ville kunne give nogle bud på, men den slags er jo ifølge direktionen ikke relevant for UCSJ. Den efterfølgende sætning knytter sig til Antorinis reformdrøm, som både KL og Christiansborg er på vej væk fra – sammen med den mere seriøse forskning.

 

På UCSJ er der heldigvis ansat mange dygtige folk, og det er utroligt, at de stadig kan holde modet oppe, når man tænker på, hvordan ledelsen kan fortabe sig i intetsigende djøfferi som det eksemplificeres i Wang og Boutaibas svar. De to ledere er yderst pinlige i deres uvidenhed, og jeg får helt lyst til at forsvare dem i stedet for at kritisere dem (især Camilla Wang, der faktisk godt kan være fornuftig i mange sammenhænge).

De fleste belæste mennesker ved godt, at Grundtvig er en af de mest handleanvisende teoretikere, europæisk pædagogik kan mønstre, og det kræver heller ikke den store faglige indsigt at indse, at netop Grundtvigsk skoletænkning er en af de ting især UC'erne nu bør interessere sig for i lyset af folkeskolens massive problemer. Hvad er det, mange forældre søger på de frie skoler? Hvordan lykkedes det Danmark at skabe et så succesfuldt samfund inspireret af bl.a. den grundtvigske bevægelse? Hvad tænkte manden i grunden? Hvordan kan disse tanker bruges i dag? 

De to ledere ved ganske enkelt ikke, at deres nuværende strategi er tømt for fagligt indhold, og ingen har tilsyneladende oplyst dem om, at deres institutions forskningsprojekter ikke udvælges efter faglige kriterier, og derfor ofte er uhyre ringe og helt uanvendelige i praksis.

Havde de haft pædagogisk indsigt, havde de selvfølgelig ikke skrevet et så pinligt svar. De har begge primært erfaringer fra arbejde med strategi og ledelse, og kan derfor ikke forventes at svare mere indsigtsfuldt end tilfældet er. Man kan så mene, at de i stedet burde have spurgt nogen om sagernes stilling, og det ville nok også have været klogt.

 

 

 

Referencer/ videre læsning:

 

Thomas Aastrup Rømers klumme: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/professionshoejskoler-til-kamp-imod-skolens-formaal

Svar fra Camilla Wang og Sami Boutaiba: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/replik.-professionshoejskolerne-styrker-folkeskolen

Mit referat af sagens gang: https://www.folkeskolen.dk/601811/nfs-grundtvig-og-den-styrkede-forskningsstrategi

 

Om relevansen af N.F.S. Grundtvigs virke:

Broadbridge, Edward et al (ed): The school for life. N.F.S. Grundtvig – on education for the people. Aarhus: Aarhus University Press.

Kemp, Peter (2012): Filosofiens verden. Kbh.: Tiderne Skifter.

Kemp, Peter (2013): Verdensborgeren. Pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede. 2. rev. udg. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Korsgaard, Ove (2004): Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. Kbh.: Gyldendal.

Korsgaard, Ove (2012): N.F.S. Grundtvig. Kbh.: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Korsgaard, Ove (2013): ”Pædagogik og didaktik – i et idéhistorisk perspektiv”. I: Mårtensson, Brian Degn (red.) (2013): Skolens praksis. Tilgange til pædagogik, undervisning og læring. Frederikshavn: Dafolo.

 

Om reformen af læreruddannelsen:

Rasmussen, Jens (2004): Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession og pædagogik. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Rasmussen, Jens (2013): ”Den ny læreruddannelse – vil den virke?”. Blogindlæg på www.folkeskolen.dk.

Rasmussen, Jens, Kruse, Søren & Holm, Claus (2007): Viden om uddannelse. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Mårtensson, Brian Degn, Thomas Aastrup Rømer, Peter Kemp et al. (2013): ”Den uddannelsespolitiske fimbulvinter”. Kronik i Politiken den 13/5-2013.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (2013): ”Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen”. BEK nr 231 af 08/03/2013. Tilgængelig online: www.retsinformation.dk. Kbh.: MFIVU.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (2012): Danmark – løsningernes land. Kbh.: MFIVU.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ