Du får mulighed for at hente de nye bøger som lydbøger, så du kan høre de kloge ord på cyklen på vej til job.

Kloge ord om pædagogik på vej til alle i DLF

Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening og Aarhus Universitetsforlag lancerer i denne uge en ny bogserie, Pædagogisk Rækkevidde, som giver lærerne gratis viden og inspiration til brug i hverdagen.

Publiceret
De første tre bøger i bogserien Pædagogisk Rækkevidde. Den første, 'Digital dannelse', udkommer i denne uge.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inden for få dage vil alle medlemmer af DLF modtage mail med link til at hente den første bog som e-bog og/eller lydbog, og medlemmer kan også købe den indbundne bog til specialpris på forlagets hjemmeside. Det er professor Jeppe Bundsgaard, der har skrevet bogen om digital dannelse og skolens rolle i at gøre børn til kritiske forbrugere og kvalitetsbevidste designere.

Anmeldelse: Diskussion om digital dannelse 

"Med serien får vores medlemmer direkte adgang til forskningsbaseret viden om deres fag og deres praksis.Tidligere levede forskningsverdenen og praksisverdenen hver sit liv. Nu bringer vi dem sammen og udvikler et fælles sprog", forklarer formand for DLF's undervisningsudvalg Bjørn Hansen om aftalen. "Det er vores input til at fastholde et pædagogisk fokuspunkt. Vi håber, bøgerne kan blive udgangspunkt for pædagogisk samtaler på skolen enten i teamet eller pædagogisk råd og på den måde give udbytte i hverdagen". 

På baggrund af en debat på DLF's kongres i 2015, har Lærerforeningen arbejdet med at formidle forskernes viden ud til lærernes praksis. Foruden bogserien planlægger DLF en årlig forskningskonference, og fagbladet Folkeskolen er på vej med tre årlige forskningstillæg. 

Skal Folkeskolen formidle mere forskning? 

Den nye bogserie, Pædagogisk rækkevidde, er foreløbig planlagt med seks udgivelser i år og seks til næste år. Bøgerne er små, i et fast seriedesign, og formatet er 72 korte sider uden illustrationer. Bøgerne er skrvet i en let, skolenær form uden noter og akademiske fagtermer. I dag udkommer professor Jeppe Bundsgaards bog 'Digital dannelse', og inden sommerferien udkommer 'Læringens DNA' af Theresa Schilhab og 'Samarbejde og inklusion' af Tine Basse Fisker.