Debat

Lærere må kæmpe for god undervisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er fantastisk at opleve læreres engagement, når jeg har mulighed for at drøfte lærerarbejdet og skolen med dem. Ambitionen om at kunne give eleverne god undervisning er skyhøj. Det er også inspirerende at høre, hvad lærere mener, der skal til for at have et godt lærerliv. Det er ikke høj løn og lange ferier - lærere ønsker at kunne levere god undervisning, og det, der skal til, er med deres egne ord tillid, samarbejde, respekt, anerkendelse, faglighed og professionel frihed til at kunne tilrettelægge den undervisning, som man som lærer vurderer er den bedste for sine elever.

Men lærere over hele verden oplever, at deres ønsker og ambitioner om at kunne undervise godt ikke bliver opfyldt. Den tendens har fået et navn af internationale uddannelsesforskere. De kalder det Global Educational Reform Movement. Forkortet Germ. Germ er det engelske ord for virus - og det er faktisk en bevægelse, som spreder sig som en virus og ødelægger uddannelse i mange lande.

The Germ er karakteriseret ved, at undervisningen standardiseres med fokus på »output«, ved testbaseret ansvarliggørelse af lærere og skoler, og ved at der fokuseres på »kernefag« - læsning og regning

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I Danmark genkender vi the Germ, ved at der nu tales om »læring« og sjældent eller aldrig om undervisning.

Globale baciller banker på 

Det vidner om et overdrevet fokus på resultater og på at måle dem. Det fokus gør, at lærere føler sig tvunget til at undervise hen mod letmålelige resultater, selvom det er i modstrid med fagenes formål og folkeskolens formål, som er langt bredere.

De to andre karakteristika for the Germ forstærker denne tendens. Folkeskolens succes skal ifølge bekendtgørelsen måles i elevernes resultater i de nationale test i læsning og regning. Endnu en indsnævring af målene, og fokus flyttes væk fra de forhold, lærere skal have for at kunne give eleverne en bred basis for at klare sig i livet, og over til de målbare resultater.

Det betyder dårligere uddannelse - også målt i for eksempel Pisa. Lande, som er stærkt influeret af the Germ, får dårligere Pisa-resultater. Så hvorfor sker det? Uddannelsesforskere peger på, at privatisering er årsagen - og på at også offentlige uddannelsessystemer drejes i retning af den måde, private firmaer opererer på, selvom den passer dårligt hertil.

Det er vores internationale lærerorganisation Education International meget opmærksom på - og lærere over hele verden giver nu den udvikling modstand i en global indsats. Både mod den direkte privatisering og profitering på uddannelse i nogle lande og mod det, vi oplever i Danmark, at uddannelse ødelægges på grund af the Germ.