Debat
12   77

Det er under al kritik!

Når jeg som lærerstuderende ser på en god del af mine medstuderende og på den såkaldte undervisning, jeg har deltaget i, så forstår jeg godt, alle dem, der taler dårligt om os!

Det har længe været min drøm at uddanne mig til lærer, primært grundet en intuition, en lyst, en nysgerrighed, en glæde ved at være i nærheden af børn. Jeg har et karaktergennemsnit fra STX, som giver adgang til nærmest alle uddannelser i Københavnsområdet, men jeg vil være lærer uanset. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tilbage i 2015, da jeg søgte om studieoptagelse, frygtede læreruddannelsen, primært på grund af samfundets holdning om, at kan man ikke blive andet, kan man altid blive lærer. I 2015 endte jeg alligevel med at søge om optagelse på Institut for Skole og Læring, netop fordi jeg vil være lærer, koste hvad det vil. Sidenhen har jeg måtte erkende, at intet er, som jeg havde håbet. Jeg har hele tiden været klar over, at læreruddannelsen ikke er et akademisk studium, men jeg havde aldrig forventet, at det stod så grelt til!

 

Artiklen fortsætter under banneret

Læreruddannelsen er et fuldtidsstudie, siger de, men i løbet af det halvandet år, jeg har gået på læreruddannelsen på Metropol Professionshøjskole, har jeg maksimalt haft undervisning tre dage om ugen. Nogle dage fra 08.00-15.00, andre fra 08.00-12.00. Tredje semester har især været præget af lange perioder uden undervisning. Gennemsnitligt har jeg undervisning én gang om ugen, men af flere omgange har jeg oplevet, undervisningen aflyst. Dette betyder, at jeg reelt kun har undervisning én gang hver anden uge. Undervisning, der aflyses, erstattes ikke. Når dette debatteres med underviserne, refereres der til studieaktivitetsmodellen; en model, der viser, hvordan uddannelsen er sammensat af forskellige studieaktiviteter. Nogle af disse drives af underviserne, andre skal man som studerende selv tage initiativ til at gennemføre. Netop dette tydeliggør, at der på Institut for Skole og Læring grundlæggende eksisterer en holdning om, at vi som studerende selv skal gribe i egen barm og afgøre, hvad man kan gøre bedre for egen lærings skyld. Det forventes, at man selv studerer uden for undervisningen og det er som udgangspunkt også et rimeligt krav. Når det så er sagt, bliver jeg nødt til at påpege det absolut kritiske i, at der hverken er undervisning eller undervisningsmateriale nok til et studie, der siges at udgøre en 37-timers arbejdsuge. Selv når jeg møder op til den skemalagte undervisning og bruger tid på selvstudie, det vil sige læsning hjemme og diskussion i studiegrupper, har jeg endnu ikke oplevet at nå op på mere end 20 timer om ugen. Med al den fritid kan jeg sagtens gå ned på det lokale bibliotek og låne bøger om psykologi, didaktik, matematik og generelt læse udover pensum – men det er vel ikke meningen med at tage en uddannelse? Jeg har jo valgt, at jeg vil uddanne mig som lærer på et fuldtidsstudie og jeg forventer derfor, at der vil være undervisere til rådighed, som kan guide mig i den retning, som det forventes mest relevant. I stedet efterlades jeg i arbejdsuger af selvstudie, hvilket ikke engang defineres i form af opgaver eller lignende.

 

Generelt er det faglige udbytte af både undervisning og undervisningsaktiviteter under al kritik og der er alt for lidt plads til fordybelse. Uddannelsen er jo sat i klemme. Det er hverken en praksisuddannelse, for undervisningen er kun teoretisk forankret i praksis, og generelt fylder praktikken meget lidt. Samtidig er uddannelsen heller ikke teoretisk, for al teori er forankret i praksis, hvilket betyder, at undervisningen ofte er anvendt til eksemplariske lege og rollespil. Når undervisningen hverken er praksis- eller teoretisk forankret, bevirker det, at vi studerende efterspørger enten mere af det ene eller det andet. Jeg savner at opleve undervisernes visioner og inddragende udfoldelse af et emnes kompleksitet. Jeg savner at få lov til at blive ekspert på et område. Læreruddannelsen er netop oplagt som et akademisk studium, ligesom den er som mesterlærer. I øjeblikket er den hverken-eller.

 

I løbet af de forrige tre semestre har jeg haft syv forskellige fag med i alt ni undervisere. Ud af de ni kan jeg pege på tre, som har mestret de faglige, relationsmæssige og ledelsesmæssige kompetencer, der må forventes, at en underviser på en videregående uddannelse besidder. Resterende seks virkede ikke engagerede i deres undervisning og gang på gang blev vi studerende mødt af en uforberedt underviser. Om dette ligger til grund for manglende faglighed, skal jeg ikke kunne udelukke, men for os studerende, kommer det ud på et. For at give et eksempel: Matematik er mit hovedfag på uddannelsen, hvilket betyder, jeg skal igennem fire forskellige moduler før en endelig eksamen. På nuværende tidspunkt er jeg bestået to af disse hos en underviser, der er uddannet folkeskolelærer og matematik- didaktikker. Denne underviser gjorde en dyd ud af, at hans undervisning bestod af kombinationer af hhv. aktiviteter og eksperimenterende matematiske opgaver. Aktiviteter og lege, der forsøger at synliggøre didaktik i undervisningen kan sagtens være ideel for en kommende lærer, men i dette tilfælde, endte det som oftest i tidsspild: én gang blev vi bedt om at udføre et forsøg, der gik ud på at svinge en snor fastbundet til en magnet i én særlig retning. Dette gjorde vi i over to timer. Ideen var, at vi skulle indsamle data til at kunne arbejde med matematiklæring, tal og algebra. En anden gang tog vi i Frederiksberg Have for at måle distancer med en meter- og vinkelmåler. Dette blev der brugt en hel dag på – og dette uden nogensinde at sammenkoble det med matematik – heller ikke i den efterfølgende undervisning. Så hvad brugte vi tiden på? Vi legede. I timevis. Så vi kunne lære at sætte os i børnenes sted. Andre gange var undervisningen præget af matematiske opgaver, som vi studerende kunne bruge timevis på at udregne, dog uden slutteligt at få et resultat givet eller opgaven evalueret, fordi underviseren yndede at praktisere hvad-synes-du-selv?-pædagogikken. Enormt fustrende og uden egentligt formål. Hvem skulle have troet det? Matematik har ellers altid været facitlistefaget per excellence. Så sad vi der, gang på gang, målløse. To moduler med denne underviser har bevirket, at der på mit stamhold nu sidder godt 30 matematiklærerstuderende, der absolut intet nyt har lært – heller ikke hverken de faglige kompetente eller de flittige studerende. Hver gang jeg har diskuteret dette dilemma med en studievejleder, bliver jeg straks anbefalet gratis matematikkurser... Opsummering: Jeg går på et studie for at lære og for at blive bedre til blandt andet matematik, og da dette ikke er tilfældet, bedes man tage læring i eget ansvar. Det kan jeg også – men hvad med de 29 resterende studerende på mit hold – tager de ansvar for egen læring?

 

Dette er et helt tredje problem, for på Institut for Skole og Læring hersker der en dovenhedskultur, som hører ingen steds hjemme. Det skal ikke være nemt at blive lærer. Det skal ikke være noget, man bare kan sløse sig ubemærket igennem. Det er tid til forandring, hvis de studerende skal blive dygtige nok til arbejdsmarkedet. På nuværende tidspunkt kræver det et karaktergennemsnit på minimum 7 fra ungdomsuddannelserne for at komme ind på læreruddannelsen. Er dette ikke muligt, kan man søge optagelse gennem kvote 2, hvor man skal til optagelsessamtale. Det er professionshøjskolerne selv, der fastsætter indhold og omfang af samtalerne, og det er også dem, der afgør, hvorvidt ansøgeren er egnet. Omvendt afhænger læreruddannelsernes økonomi af antallet af lærerstuderende. Opretholdelse af kvalitetskravet til læreruddannelsen er altså sendt til professionshøjskolerne og på grund af de økonomiske vilkår, er det nemt at mistænke skolerne for blot at optage alle, der ønsker optagelse.  En teori, der desværre ikke afkræftes af uddannelsens form. Taler man med dé lærerstuderende, som har været til denne famøse optagelsesprøve, udtaler de, samt bekræfter, at det var for nemt at klare sig igennem, og der blev stillet utroligt få krav til de studerende til optagelsesprøven. Jeg ønsker ikke at udpege kvote 2- ansøgere som synderen af instituttets dorske læringskultur, tværtimod. Trods alt har instituttet netop i år optaget den største studenterårgang nogensinde og stort optag sænker niveauet. Mange er ikke fagligt klædt på til at læse på en videregående uddannelse, hvorved den såkaldte dovenskab opstår, fordi flere og flere studerende går på uddannelsen uden akademisk tæft eller motivation. Med andre ord bliver det studerende ladt i stikken – og på den måde taber vi alle sammen. I denne forbindelse er det relevant at vende tilbage til studieaktivitetsmodellen. Dette fordi det af modellen fremgår, at man på læreruddannelsen forventer, at de studerende bruger godt 120 timer pr. modul på studiegruppearbejde, studenter-initierede fora, studenterpræsentationer og lignende. Faktum er dog, at vi ikke selv må lave studiesammensætninger, hverken i hverdagen eller når det udgør grundlaget for en eksamen. Dette betyder også, at man kommer til at trække nogle studerende igennem, som ikke bidrager med faglige input. Det er for nemt at sidde med i en gruppe og klare sig igennem studiet uden for alvor at udvise engagement og læringslyst. Her harcelerer jeg ikke mod de medstuderende, som er mødestabile og jævnt forberedte. Jeg anklager derimod de medstuderende, som endnu ikke har købt bøgerne eller downloadet materialet, eller de der nu på tredje semester til stadighed siger: ”Skønt jeg skal arbejde med dig, for så ved jeg da, at én af os har læst”.

 

I 2015 glædede jeg mig til at begynde på Institut for Skole og Læring. Jeg glædede mig til at være sammen med nørder; nørder, der ligesom mig selv, så frem til at gå i dybden med diverse pædagogiske discipliner og linjefagskompetencer. Dette var en fejlagtig forventning. Ligeså var det min antagelse, at forberedelse betyder forberedelse. På læreruddannelsen betyder forberedelse tilsyneladende ikke, at man behøver at møde forberedt op. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid selv er en eksemplarisk studerende. Jeg har ikke altid styr på mit, og jeg formår ikke altid at holde rette fokus. Jeg er også udmærket klar over, at folk har gode og dårlige dage, samt at vi alle har individuelle ambitioner i forhold til studiet, men når det evigt og altid er de samme, og endvidere flertallet, der møder op – igen og igen – uforberedte, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Som følge af den nye læreruddannelse, der trådte i kraft i sommeren 2013, siges der at være blevet sat større fokus på lærerstuderendes grundfaglighed. Dette håndhæves blandt andet ved indførelse af såkaldte modulprøver, der udføres efter hvert endt modul. Modulprøver sælges som værende en eksamensøvelse, som jeg naivt troede var en slags stoptest. Jeg har indtil videre været udsat for to af disse prøver i matematik. Under den første prøve oplevede jeg mine medstuderende, inkl. mig selv, gå i panik, for indholdet var af en hel anden kaliber end den, vi havde mødt i undervisningen. Vi var 27 ud af 30, der bestod, dog med en besked til 20 om at blive bedre. De øvrige tre blev bedt om at indlevere en erstatningsopgave, en refleksion over matematikundervisning og bestod efterfølgende alle tre. Endnu har jeg heller ikke oplevet at få feedback på- eller konstruktiv kritik af modulprøverne eller på opgaver generelt. I stedet bliver vi kastet et bestået i hovedet. Dette skal ikke opfattes som en kritik af de, som oftest, velvillige undervisere, men snarer som kritik af et system, der laver så mange helt grundlæggende forkerte prioriteringer. Hvordan kan det være, at man for eksempel vælger at afsætte ressourcer til modulevalueringer, prøver, hvor det faglige niveau testes, men hvor ingen følger op på det. Der er ingen konsekvenser og ingen konstruktiv kritik, så man kan udvikle sig fagligt. Det er for det første spild af de studerendes tid; erfaringen er nu, at det i bund og grund er lige meget, om du gør dig umage eller bare afleverer fem sætninger nedskrevet i sidste sekund. Dette medfører en enorm demotivation hos alle studerende (både hos dem, der afleverer et ordentligt stykke arbejde, og dem der ikke gør). Det er også spild af undervisernes tid, som med garanti gerne vil reagere på flere af de indleverede opgavers indhold. Det gør de ikke. Det er muligt, at nogle undervisere oplever et pres fra instituttet om at være gavmilde med hensyn til at lade studerende bestå eksamener af den simple årsag, at institutionen først får penge for en studerende, når – og hvis – den pågældende studerende består sin eksamen. Det koster klejner at have færre studerende indskrevet, så hellere spilde undervisernes og lærerstuderendes tid.

 

Det er en kendsgerning, at min undervisning i øjeblikket er af så ringe karakter, at jeg til flere undervisningsgange finder mig selv som enhver Hermione Granger med fingeren konstant i vejret, parat med diverse kritiske spørgsmål, som hverken mine undervisere virker forberedt på eller mine klassekammerater følger med i. I skrivende stund sidder jeg med en FSA-prøve, som en årgang 9. klasses elever var igennem tilbage i 2013. Denne er jeg blevet stukket i hænderne af min engelskunderviser på instituttet, som endnu engang aflyste sin undervisning. Ærligt talt føler jeg mig til grin. Havde min underviser haft en intention om, at vi skulle analysere prøvens indhold, havde jeg haft nemmere ved at acceptere de opsatte rammer, men tilfældet er anderledes. FSA- prøven er sat som en egentlig aflevering, hvilket vil sige mit faglige niveau forventes at være tilsvarende en 9. klasses elevs. Det er til grin! Fagligheden er i frit fald! Det er ikke just motiverende. Alligevel påbyder min samvittighed mig at møde op til undervisningen, selv om jeg allerhelst vil være alle andre steder end på læreruddannelsen. Min samvittighed dikterer, at jeg bør være der, hvor jeg allermindst vil være i hele verden, for nogen må jo have villet noget med den her uddannelse. Jeg har stadig to og et halvt år tilbage på læreruddannelsen, men jeg keder mig til undervisningen, især fordi tiden går med formidling af basisviden til dem, der intet ved om det fag, de er ved at uddanne sig til lærere i.

 

Jeg begyndte på læreruddannelsen med ambitioner og lyst til at gøre en forskel, men uddannelsen er nedslående og det faglige niveau er skandaløst! Jeg lærte langt mere på gymnasiet, hvor jeg både læste mere, diskuterede mere og skrev flere opgaver, som i øvrigt blev vurderet. Jeg savner, at læreruddannelsen har større fokus på faglighed. I øjeblikket kan man blive lærer i matematik uden det store kendskab til Pythagoras, lærer i historie uden at kunne sin kildekritik eller engelskunderviser efter at have været gennem undervisning tilskrevet 9. klasses elever. Til gengæld bliver vi alle rigtig dygtige til at lege... Når jeg som lærerstuderende ser på en god del af mine medstuderende og på den såkaldte undervisning, jeg har deltaget i, så forstår jeg godt, alle dem, der taler dårligt om os - og ja, jeg er bange for vores kommende børns fremtid. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ