Debat
0   18

"Fingrene væk fra den pædagogiske bolledej, politikere!"

Intensiv politisk målstyring i alliance med forsimplet konceptpædagogik, underminerer daginstitutionernes potentiale for at skabe meningsfulde og demokratiske livsarenaer for børn.

”Fingrene ud af den pædagogiske bolledej, politikere!” Af Danielle Mercier daginstitutionspædagog og cand. mag. i pædagogik.

I Singapore er man - inspireret af den nordiske daginstitutionsmodel - i fuld gang med at erstatte børnehavernes stramme indlæringspædagogik med leg. I de danske daginstitutioner er politikere og forskere på vej i stik modsat retning, nemlig mod en gennemskolificeret præstationshverdag for børn i alderen 0-6 år. Det politiske rationale bag reformerne er ambitionen at sætte børn lige til skolestart gennem opkvalificering af daginstitutionspædagogikken. Der bliver indført stadig flere formaliserede test og screeninger af børn, og konceptpædagogikker skal systematisere og effektivisere pædagogisk praksis. Dertil iværksættes en mængde forskningsprojekter, der har som strategi at gennemscreene daginstitutionslivet og omsætte hvert et institutionsrum, hver en lille rutine, regel, omsorgssituation og samspil til en læringsbeskrevet øvelse for børn. Den pædagogiske faglighed er ikke taget med på råd i forbindelse med målsætning og strategi. Som andre steder i den offentlige sektor implementerer børne- og ungdomsforvaltningerne deres tiltag med redskaber fra New Public Management-tænkningen, herunder top-down monolog kombineret med grundlæggende skepsis overfor den faglige ekspertises saglighed og dømmekraft. Set fra mit perspektiv, i min egenskab af at være daginstitutionspædagog, er de politiske og forskningsbaserede ambitioner og strategier dybt problematiske. De forværrer, frem for at forbedre fremtidsmulighederne for børnegrupper, som i forvejen har svært ved at få udbytte af deres daginstitutionsophold. De sætter pædagogisk faglighed ud af kraft og erstatter den med læringsmanualer og skrivebordspædagogik. Min hovedpointe er, at daginstitutionen ikke kan- og derfor heller ikke bør acceptere opgaven stille den kulturelle og sociale mangfoldighed af børn, som befolker de danske daginstitutioner, lige til skolestart. Daginstitutionen kan andre væsentlige ting, som jeg vil komme ind på nedenfor, men ikke stille børn lige.  Ambitionen at stille børn lige til skolestart er i sig selv en sympatisk ambition. Men koblet til tests, konceptpædagogik og en intensiveret læringsdagsorden for børn i alderen 0-6 år, resulterer en forsimplet og overfladisk lighed, som på problematisk vis dækker over, at der på dybere plan faktisk skabes større ulighed. Med det mener jeg, at strategierne - måske - vil kunne bevirke, at børnegrupper, når de forlader daginstitutionerne, kan give ens svar på eksempelvis spørgsmål om verdens beskaffenhed, om de sociale spilleregler, mm. Men hvad der også sker er, at præstationsmiljøet vil præge børns identitetsdannelse og bevirke, at de forlader daginstitutionerne med forøget fokus på forskelle mellem dem. Forskelle som drejer sig om enten at være barnet i behov for kompensation og ekstraindsats, eller at være barnet for hvem, det glider let og ubesværet. Forskelsoplevelser, som i mine øjne er langt mere afgørende for de uddannelsesmæssige håb, motivationer og aspirationer, man ønsker børn udvikler, end det lager af viden og kunne, man søger at udstyre børnene med. I min optik kan man dog godt mindske, at børn skal forlade deres daginstitutionsliv med fokus på forskelle mellem dem som noget negativt.  Daginstitutionen kan nemlig, hvis den får lov, både slibe nogle kanter hos børn og bibringe dem opfattelse af forskellighed som noget positivt. At slibe kanter hos børn er eksempelvis den pædagogiske kunst at bevirke, at børn får måder at udtrykke vrede, frustration og uenighed på, som sikrer at deres følelser og perspektiver høres og anerkendes, men samtidig ikke formidles på måder, som krænker andre børn og voksne i fællesskaberne. En sådan slibning sker selvfølgelig uundgåeligt ud fra daginstitutionens normer, men modsat test og konceptpædagogik, kan pædagoger gøre deres normative grundlag synligt og forpligtet på dialog og forhandling, både overfor børn og forældre. Hvilket er en afgørende i et samfund som hylder retten til kulturel og social diversitet. For at forskellighed kan opskrives som noget positivt i børnenes bevidsthed, kræves dertil efter min mening, at daginstitutionerne opprioriterer dagtilbudslovens formålsbestemmelse om, at børn, gennem deres daginstitutionsophold, skal gives erfaring med demokrati og medbestemmelse. Opprioritering af demokrati og medbestemmelse betyder nemlig at åbne for, at en mængde mindre og større fællesskaber kan trives og udvikle sig. Altså at det børn møder op med - deres personlighed, deres intentioner, motivation og måde at vinkle perspektivet på virkeligheden på - får virkekraft i børn og voksnes fællesskaber. Det betyder langt større mulighed for anerkendelse. Og det betyder langt bredere spektrum af dannelsesværdier, som kan supplere det aktuelle alt for snævre fokus på skoleparathedsfærdigheder.   Herud over ser jeg nødvendigt med barn-voksenrelationer og opdragelsesmål, som trækker mere på idealer fra familien end på idealer fra skolen. Sagt med andre ord bør daginstitutionen tænke sig i større afstand til skolen og dens logik om en lærer-elevrelation, hvor læreren ensidigt kan gøre krav på børnenes opmærksomhed, præstation og villighed til at lade sig evaluere. Og tættere på familiens logik hvor ligeværdige relationer mellem børn og voksne er en mulighed, og hvor trivsel, sjov, ballade, uenighed og konflikt er relevante og legale aktiviteter. I begge tilgange ligger opdragende logikker og mekanikker, men de har hver deres form, dagsorden og virkning på personlighedsdannelse og fællesskabsforståelse. Med anlæggelse af en sådan pædagogik er det min opfattelse, at børn kan begive sig afsted til skole, nok med en følelse af forskellighed, reelt observerbar udefra, som børn med forskellige personligheder, færdigheder og interesser, og dog samtidig med væsentlige kanter slebet runde og bløde. Og i tillæg hertil, vil det være børn med stort selvværd, livslyst og livsmod. Samt forståelsen, at forskellighed er noget, fællesskaberne i vidt omfang kan skændes og forhandle om, uden at der dog eksisterer privilegerede positioner og monopoler på sandheden.  Hvad skolen så vil gøre med de fortsat forskellige børn, det er netop skolens- og ikke daginstitutionens problem – ja, jeg vil faktisk mene, det er skolens mulighed!  Lærerprofessionen kunne jo tage handsken op, lade sig inspirere og begynde at tænke skolens mål og strategier i opposition til de idealer, som den aktuelle uddannelses- og styringspolitik så ihærdigt søger at opdyrke. 

Artiklen fortsætter under banneret


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ