Debat
1   88

Du skal bare tage dig sammen!

Det her er en kommentar til den ret så trængte og omskiftelige tid Rønneskolen lever i pt.

 

Jeg var den eneste, der undrede sig.

Artiklen fortsætter under banneret

Alle andre havde blot ventet på, at det ville ske. ”Tja, det måtte jo komme”, var manges kommentarer.

Jeg sidder her i stuen med en kop kaffe. Klokken er 9 en tirsdag formiddag. Alle andre på min arbejdsplads er i fuld gang med dagens dont. Med at undervise, med at gøre det bedste, de kan, med at gøre, hvad de kan for at favne eleverne, nå eleverne, være der for eleverne, være der for hinanden. Senere kopiere, planlægge, kopiere, nå det, de kan på den forberedelsestid, der er.

….og jeg sidder her….og kan stadig undre mig.

Hvad var det, der skete den lørdag morgen 31/12?

Endnu en dag var jeg sur og tillukket. Som så mange andre dage. Tænkte konstant på, at nu startede arbejdet snart igen. D. 2/1 skal du være klar. Klar til at gøre det, du er sat til. Gå ned i klassen, undervis, vær skarp, også skrap, gør det, der forventes af dig.

Men det er sværere og sværere. Hvor er jeg i det her?

Den der følelse af at være en brik i et spil…uden indflydelse. Den voksede og voksede i mig. Til sidst var den blevet så stor, at der ikke var plads til andet i mig.

Det er et vilkår. Jeg har et arbejde, der fylder alt i mit liv. Jeg har ikke bestemt noget selv. Men jeg har at arbejde.

Glæden ved dette er væk. Jeg er væk. Derfor råbte min mand heldigvis af mig den lørdag morgen: ”Nu er det nok! Hvad sker der med dig, Marianne?” Han kunne ikke finde mig. Så brød jeg heldigvis sammen.

 

Min forhistorie:

Jeg er 54 år og har været folkeskolelærer siden 1988 og har undervist lige siden.

I 2002 flyttede vores lille familie på 4- min mand, vores to små piger og jeg til Bornholm.

Jeg havde fået arbejde på byens skole. Alt tegnede lyst og fint.

Selvfølgelig var der udfordringer i det her med at rive sine rødder op og flytte et helt andet sted hen. Vi havde ikke de store tilknytninger til Bornholm, bortset fra lidt fra min mands side.

Jeg følte mig tryg på i mit arbejde. Selvfølgelig var der udfordringer med elever, ledelse, forældre, osv. Men der var også mange glæder- og fremfor alt: med bestemmelse.

Jeg kunne også brokke mig uden at være nervøs for at miste jobbet….dengang.

 

Det ændrede sig brat en januar morgen 2013, samme dag skolen startede igen efter juleferien.

Vi var alle gået på juleferien med den viden, at nogen skulle prikkes til januar. Vedkommende ville få en mail på intra med en advisering om dette. Der havde været prikkerunder før, hvor jeg havde været meget nervøs for, at det skulle blive mig. Denne gang var jeg helt rolig. Jeg havde jo bla lige afsluttet en skolebibliotekar-diplomopgave. Skolen havde postet mange penge i mig. Ingen grund til bekymring.

 

Jeg ville lige tjekke intra, inden jeg gik med hunden om morgenen. Bare for en sikkerheds skyld…

Bang! Der var post….

Min verden ramlede.

Jeg var blevet prikket. Senere den dag blev den overordnede grund læst op for mig af den nye leder på skolen: faldende børnetal, færre klasser, færre åbningstider på biblioteket.

 

Jeg skulle se verden med nye briller. Den var mere usikker nu. Der skulle kæmpes. Kæmpes for at få et nyt arbejde. Og skulle det være som lærer? Kunne jeg det? Det kunne jeg heldigvis. Jeg fik et årsvikariat i Rønne.

Det var som ludo. At blive sat tilbage til start. Da jeg var helt ny lærer i 1988, var jeg- som mange andre- ansat under SIFU-princippet: Sidst ind, først ud. Derfor havde jeg været gennem en del årsvikariater på det tidspunkt.

Nu stod jeg så her igen. Årsvikariat.

Men jeg var dog lidt indenfor i varmen.

Sidste år før skolereform.

Nye kolleger, nye børn, nyt team, nye ”vi plejer”, ny ledelse. Men det gik. Jeg var god til at finde fodfæste.

Men stadig lurede den i mørket: hvad skal du efter det her år? Hvad så?

Usikkerhed

Mange var blevet prikket på øen i disse år. Det var blevet normalt, at foråret var forbundet med usikkerhed.

Nu var bøtten ved at vende.

Derfor stod jeg pludselig og kunne vælge mellem to stillinger: enten at blive på skolen eller rykke hen på en anden skole i Rønne. Jeg valgte det sidste. Der kunne jeg få lov til også at virke som bibliotekekar. Dette kunne jeg ikke der, hvor jeg var.

 

Hvilken glæde at kunne vælge!

 

Dette resulterede selvfølgelig i, at jeg igen skulle forholde mig til nye kolleger, nye børn, ny ledelse, nye ”vi plejer”. Men det gik.

Op på hesten igen. Det var et godt team. En god skole. Nogle dejlige unger.

Begyndte at få troen på stabilitet og at kunne være med til at udvikle noget her.

 

Rønne skulle gå fra at have 3 skoler til at have 2 skoler i disse år. Dette betød, at rigtige mange lærere og elever skulle rykkes rundt.

Det ramte mig.

Jeg blev forflyttet tilbage til den skole, jeg havde haft årsvikariat på.

 

Men det kan da ikke have været så slemt. Du kendte jo skolen.

Jo tak, men helt uden medbestemmelse. Jeg – som en masse andre- fik dikteret, hvilke fag, hvilke klasser og hvilket team, jeg skulle være i. Ledelsen havde brugt lang tid på at finde de bedste sammensætninger. Så det måtte jo være godt….

 

Så jeg rykkede igen. Dog ikke af fri vilje. Jeg havde ikke noget valg. Jeg var glad for at være på min skole, men jeg var en brik, der skulle sættes et andet sted.

 

Nå…..jeg skal bare tage mig sammen, tænkte jeg.

Det skal nok blive godt.

Du skal bare tage dig sammen.

Tage dig sammen, selvom du igen skal forholde dig til ny ledelse, nyt team og nye elever.

Tage dig sammen, selvom du intet har af dine øvrige kasketter(er også læsevejleder og bibliotekar)

Tage dig sammen, selvom du oplever mange elever reagerer meget voldsomt på de her skoleændringer

Tage dig sammen, selvom du overhovedet ikke får brugt en masse af det, du kan….fordi du er blevet dikteret nogle fag

Tage dig sammen, selvom du ikke faktisk ikke rigtig kan se nogen mening med det, du laver

Tage dig sammen, selvom du føler dig sat udenfor indflydelse

Tage dig sammen, selvom du praktisk talt ikke griner mere

Tage dig sammen, selvom du næsten hver dag har hovedpine

Tage dig sammen, selvom du aldrig får sovet en hel nat

Tage dig sammen, selvom du oftere og oftere er så utrolig mørk i dit sind

Tage dig sammen, selvom du snart ikke kan se, hvor det der ”Tage sig sammen” er henne.

 

Jeg blev bare ved med at tage mig sammen. Jeg skal jo klare det her.

Men så var det, at min mand sagde :”Nu er det nok!  Hvad sker der med dig, Marianne?”

 

Kaffe koppen er tom. Jeg sidder her og er sygemeldt på 3.uge. Jeg kan stadig undre mig. For jeg kan jo bare tage mig sammen….

 

Med venlig hilsen

Marianne Cameo

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Vind et weekendophold

Like Folkeskolen på Facebook og deltag i lodtrækningen om et weekendophold for to på et af de skønne Sinatur-hoteller med alt betalt!