Rokhsar på 16 år lever under et voldsomt krydspres i Danmark, hvor det er hende, der tolker og fører familiens asylsag. Fordi hun er den, der taler bedst dansk.

Film: Får Rokhsar og hendes familie lov til at blive i Danmark?

Dokumentar følger 16-årig piges asylsag. Familien fra Afghanistan har ventet i seks år, og deres sag er stadig ikke afsluttet. Rokhsar er den, der tolker, og det sætter hende i voldsomt krydspres. Filmen vises på TV2 25. januar og ved forpremiere i København.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

 

 

"De har ødelagt mig, men de skal ikke få lov til at ødelægge andre", siger Rokhsar som begrundelse for at lade et filmhold følge hende. Hun er den i familien, der taler bedst dansk og er godt integreret i skolen, til fodbold og i Give, hvor de bor. Men det er voldsomt at skulle bære det store ansvar, som det er at tolke for familien, være den der ringer til myndighederne og dermed også den, der må stå model for resten af familiens frustrationer i ventetiden, der er uden ende.

"Min elev er blevet min lærer", siger hendes mor Sediqa, der er uddannet lærer fra Afghanistan, men har posttraumatisk stress-syndrom og nu oplever at blive set på, som om hun er analfabet, fordi hun ikke taler dansk. I Afghanistan under Taliban var det et problem, at hun havde en uddannelse. Her i Danmark er det hendes datter, der spørger, om hun har lavet lektier til danskuddannelsen og hører hende i dem.

Rokhsars far er blevet skudt i benet og skåret i hånden af et familiemedlem fra Taliban. Nu går han rundt og passer potteplanter i Danmark - og venter.

Alene fra Syrien til Danmark:
 12 i dansk trods svær start

Filmen hedder "Mon de kommer om natten?" og man følger Rokhsar i skolen, til fodbold, når naboerne kommer på besøg, når forældrene er frustrerede, når hun er sammen med vennerne, og når hun igen og igen skal tale med myndigheder og advokater om familiens situation. Hun er den næstyngste i søskendeflokken.

 

Bærer familiens skæbne

Hendes storebror blev myrdet i Afghanistan, og dagen efter flygtede familien. Blandt andet med menneskesmugleres hjælp blev de fragtet i lastbil og sat af i Danmark. Undervejs blev familien skilt fra hinanden, så det er mor og tre børn, der sammen søger asyl. Der går flere år, før de finder hinanden igen i Danmark. Før det frygter de hver især, at de andre familiemedlemmer er døde.

Flere gange får de at vide, at de vil blive sendt tilbage til Afghanistan. De kender en familie, der bliver hentet om natten af politiet, og Rokhsar fortæller, at hun ikke tør at sove. Når hun falder i søvn, drømmer hun om deres situation og myndighederne.

Da familiens sidste ansøgning om genoptagelse af sagen er blevet afvist, søger familien med advokathjælp om opholdstilladelse af særlige grunde - nemlig Rokhsars gode integration og stærke tilknytning til Danmark. Men det bliver for hårdt for hende at bære hele familiens skæbne på sine skuldre. "Hvis vi ikke får ophold, er det måske min skyld", tænker hun.

Dokumentarfilm om at være flygtning i Danmark

Det er Rokhsar, der taler forældrenes og sine fem søskendes sag hver gang, fordi det er hende, der er god til dansk. Rokhsar er omfattet af artikel 28 i Børnekonventionen, der siger, at et barn har ret til at gå i skole og få en uddannelse.

Rokhsar bryder sammen under presset og bliver indlagt på børnepsykiatrisk hospital. Hun bliver ude af stand til at følge undervisningen i 9. klasse. 

Trailer for filmen:

Kæmpe pres for et barn

Instruktør Emil Langballe fortæller, at han blev betaget af Rokhsars evne til at reflektere over sin egen situation og samtidig enormt oprevet over at høre, hvilket pres hun i årevis har levet under.

"Hun har hele tiden ageret som en slags buffer mellem myndighederne og sine egne forældre. Det er et kæmpe pres og ansvar for et barn at sidde med. Ville vi nogensinde forvente den slags af danske børn? Gennem Rokhsar og familiens historie vil jeg konfrontere publikum med et trægt og mangelfuldt system, der ikke tager hensyn til de mennesker, det handler om og som fastholder dem i en ødelæggende tavshed. Frygten for at blive hentet om natten, er en af de ting der gør, at Rokhsar har svært ved at sove", siger Emil Langballe.

Filmholdet fra Made in Copenhagen har fulgt familien i to år. Der er findes ekstramaterialer på www.madeincopenhagen.dk om asylsagere. Filmen har forpremiere i Grand i København 23. januar kl. 19. Billetter hertil kan fås via filmselskabet.

Filmen er produceret med støtte fra Det danske Filminstitut og TV2.

 

 

 

Powered by Labrador CMS