Læreruddannelsen
0   49

»Jeg blev passet af voksne, der bare var på arbejde«

Lærerstuderende Signe Tue Christensen var på børnehjem i ni år og oplevede, at hendes hverdag bare var et job for de voksne. Som 12-årig flyttede hun hjem til sin far. Det var dejligt, men pludselig var der ikke penge til fritidsinteresser og nyt tøj. Nu vil hun gerne give omsorg til børn, der har brug for det.

Hvis hendes far kunne mærke, at det var rigtig vigtigt for hende at komme med venner i biffen, så fandt han pengene. Men det var ikke hver gang, det kunne lade sig gøre. I de ni år på børnehjem manglede hun aldrig penge til nyt tøj, fritidsinteresser og ferier. Hjemme hos far var der ikke råd til at gå til fodbold. Til gengæld lyttede han altid, når hun fortalte om sine oplevelser, og hver morgen sagde han, at hun skulle passe på i trafikken på vej til skole.

Artiklen fortsætter under banneret

»Det var ikke noget stort i sig selv, men det gjorde mig så glad, fordi det kun blev sagt til mig og ikke også til en masse andre børn. Endelig var jeg ikke bare nogens arbejde. Jeg var et barn, som boede hjemme hos sig selv, og som fik kærlighed hver dag«.

Signe Tue Christensen læser til lærer og har skrevet historien »Mit bedste hjem« til antologien »I morgen er aldrig en ny dag«, hvor unge fra hele Norden fortæller om fattigdom som et grundvilkår i deres barndom.

Men hvad vil det sige at være fattig?

»Hvis jeg som 12-årig skulle definere fattigdom, så ville jeg sige, at det kun handler om penge. At have råd til det samme tøj som de andre i klassen. Men nu synes jeg, at man er rig, hvis man har dét i sit liv, som er vigtigst: gode mennesker omkring sig, familie og venner«, siger Signe Tue Christensen, der er 21 år og nu bor i sin egen lejlighed i Roskilde.

Hun understreger, at hun aldrig har følt sig alene, og at hendes forældre besøgte hende ofte på børnehjemmet. Hun var hos sin mor hver weekend, og hun har stadig tæt kontakt til begge forældre og sin storebror.

Ballademager med raseri i sig

Børnehjemmet var hendes barndomshjem. Hun kom på det første børnehjem i København som fireårig sammen med sin storebror, der er fem år ældre. De havde ikke så meget med hinanden at gøre dér på grund af den store aldersforskel.

Efter et par år flyttede Signe hjem til en plejefamilie på landet. Hun savnede at være tættere på sin familie, så efter et år eller to flyttede hun på et nyt børnehjem i København.

Årsagen til, at børnene ikke boede hjemme, var uenigheder i familien, forklarer hun.

»Jeg blev altid spurgt om, hvem jeg helst ville flytte hjem til. Jeg svarede: Den, der først kan have mig. Jeg ville ikke vælge én af mine forældre«.

Hun beskriver sig selv som en ballademager i skolen. En, der ikke klarede sig så godt fagligt, og som havde meget raseri i sig.

»Jeg smækkede med dørene, læste ikke lektier, var udfordret og kunne ikke opføre mig ordentligt. Måske var det for at få opmærksomhed«.

Kampen om opmærksomhed

Hun fortæller, at der på børnehjemmet altid var en konkurrence om at få opmærksomhed.

»Det fyldte meget, hvem der var bedst til forskelligt. Vi målte og vejede hinanden. Der var så mange børn til få voksne, og det gav en evig kamp om opmærksomhed, som var umulig at vinde«, siger Signe Tue Christensen.

I bogen fortæller hun om en motionsdag, hvor alle børn kom hjem med et diplom. Signe kunne tydeligt mærke, at pædagogerne virkede mere stolte af dem, der havde løbet længere, end hun havde. På grund af en knæskade, gigt og mange operationer havde hun ikke løbet lige så meget.

»Den dag virkede pædagogerne mere stolte af alle de andre børn end af mig. Det gjorde mig ked af det, især fordi min kontaktpædagog, som altid var stolt af mig, uanset hvad jeg havde lavet, ikke var på vagt den dag«, skriver Signe.

Hun fortæller, at hun som lidt ældre blev meget bevidst om, at pædagogerne var på arbejde, når de var på børnehjemmet.

»De tager hjem til deres familie, hjem fra arbejdet, og der kommer nogle andre pædagoger på arbejde, som også har børn derhjemme, som de er taget væk fra for at gå på arbejde. Vi børn på børnehjemmet er deres arbejde. Hele min hverdag var bare et job for dem«.

Materiel forskel

På børnehjemmet havde hun sit eget værelse og gode venner.

»Der manglede aldrig noget materielt. Vi kom på ferie hvert år, holdt fødselsdag hvert år - og det var dejligt at være sikker på den slags. Da jeg var flyttet hjem, spurgte jeg min far om penge til nyt tøj. Tidligere havde jeg en gang imellem fået 2.000 kroner til at gå ud med min kontaktpædagog og købe nyt tøj. Men det var jo overhovedet ikke muligt hos min far. Det skulle jeg lære«.

Hjemme hos faren havde hun også sit eget værelse, og så sov han i stuen.

»Mine venner accepterede, at jeg ikke altid havde råd til at gå i biffen. Men jeg skulle lære, at jeg brugte en persons penge. Det var mærkeligt og gav mig dårlig samvittighed. Hvis jeg skulle have nye dyre sko, så kunne min far ikke få sko også. Sådan var det ikke på børnehjemmet, dér var det jo kommunens penge, man brugte«, siger Signe Tue Christensen.

Da hun lige var flyttet hjem til sin far, havde hun undersøgt, hvordan hun meldte sig ind i den lokale fodboldklub, fordi hun havde lyst til at spille fodbold. Og så skulle klubben på tur til Italien. Det havde hun og en veninde allerede glædet sig til inden indmeldelsen.

»Jeg havde været til prøvetime og besluttet, at jeg ville spille fodbold. Men min far måtte fortælle mig, at det ikke kom til at ske. For det var der på ingen måde råd til. Jeg gik til fodbold resten af sæsonen og spurgte så i fodboldklubben, hvad jeg skulle betale. Men den sæson fik jeg gratis. Derefter stoppede jeg og fik et fritidsjob«.

Udstillet som fattig

Det var ved nogle bestemte lejligheder, at Signe opdagede, at der ikke var råd til så meget, og hvornår man kunne få hjælp. For eksempel da hun skulle konfirmeres og til jul, hvor der var julehjælp.

»Når man fik ting, blev man mindet om, at vi var fattige. Det var fedt nok med tilbuddene, men indimellem oplevede jeg, at vi blev udstillet. Hvis vi fik en færdigpakket julekurv, så var det ikke sjovt. Der var også altid vin i, og mine forældre drikker ikke vin. Så stod vi dér med flere ting, vi ikke skulle bruge, og som andre kunne have haft glæde af i stedet. Det bedste sted var en bestemt julefest, hvor vi selv kunne vælge, hvilke varer vi gerne ville have. Varerne var stillet op i en flot sal, og vi gik rundt og samlede varer sammen, mens der var julemusik. Alle børn måtte vælge en lille indpakket julegave, og så kunne man sidde i en lille cafe og snakke med de andre, mens vi drak kaffe, te og spiste småkager. Det var sindsygt hyggeligt«, siger Signe Tue Christensen.

Hun var glad for julehjælpen og tænker, at hvis hun skulle stå for sådan et hjælpearbejde, så ville hun prioritere, at der var penalhus og en fin skoletaske til børnene, fordi det betyder meget at have et flot og nyt penalhus, når man går i skole. Selv var hun enormt god til at passe på sine ting, da hun var barn.

God fest med mor og far

PROJEKT ORDSKÆLV

»I denne bog møder du unge mennesker fra hele Norden. De inviterer dig ind i deres liv. Sæt dig på en stol i et norsk klasselokale, og lyv om din sommerferie med Kamilla, eller læg en slagplan med Alexandra for, hvordan du får venner i Reykjavik«, skriver stifter og leder af Ordskælv Karen Siercke i indledningen til bogen »I morgen er aldrig en ny dag«.

Bogen er personlige fortællinger fra unge, der har oplevet fattigdom som et grundvilkår i deres opvækst. Det er et projekt støttet af Nordisk Ministerråd, Kulturministeriet, VMOK Fonden og Bruun Rasmussen.

24 unge fra Grønland, Norge, Sverige, Island, Finland, Færøerne og Danmark fortæller, og kunstnere har illustreret.

»Da jeg som 22-årig mistede min mor og blev forældreløs, blev jeg slynget ind i et kæmpe tomrum. Jeg havde mere brug for et produktionsselskab end for en psykolog, for jeg havde brug for at skabe«, fortæller Karen Siercke. Men produktionsselskabet fandtes ikke, så derfor skabte hun Ordskælv.

Folkene bag har fundet de unge via netværk og organisationer. De har lavet skriveværksted, hvor journalister og forfattere har coachet de unge, men det er de unge selv, der har skrevet.

Bogen er skrevet på deres modersmål og trykt på modersmålet og på engelsk.

»Der er en pointe i, at de skriver på deres modersmål. Det er direkte kommunikation. Og så ville vi ikke vægte et nordisk sprog frem for et andet, så vi har oversat det hele til engelsk«, siger Karen Siercke.

Bogen kan købes via boghandler eller på ordskaelv.org.

Du kan sammen med dine elever høre de unge forfattere af »I morgen er aldrig en ny dag« fortælle på Betty Nansen Teatret tirsdag den 28. marts 2017 klokken 12. Skriv til karen@ordskælv.org, angiv navn og antal elever, og kom på interesseret-listen.

Signe stod selv for meget, da hun skulle konfirmeres. Hun skulle beslutte alt muligt og skrive invitationer.

»Jeg havde ikke fået lavet bordplan, for det vidste jeg ikke, at man skulle. Men så lavede vi et børnebord og et voksenbord. Jeg sad ved børnebordet. Min mor og far kom til at sidde ved siden af hinanden, og det var jeg meget glad for. Dét var vigtigt! Hvis jeg skulle have siddet ved voksenbordet, så havde jeg siddet imellem dem, nu kom de til at sidde sammen, og det gik fint«.

»Forældrene til dem, jeg gik til præst med, gav mig gaver, fordi de vidste, at jeg ikke ville få så mange gaver. Men det er jo kun, fordi man sammenligner med andre, at man kommer til at tænke på det. Jeg havde en god fest, fordi begge mine forældre var med, og det ville jeg hellere have end 10.000 kroner mere i gave«.

Før konfirmationen var hun ude at købe kjole med sin mor. Det blev en dyr kjole til 1.200 kroner. I dag ville hun hellere have valgt en billig kjole til 300 kroner, for hun har ikke brugt den meget. Men dengang var hun meget glad for den fine kjole.

»De andre blev hentet i limousiner og hestevogne fra kirken. Min familie kom i deres gamle biler, men jeg tror ikke, at nogen opdagede det. Alle havde så travlt med deres eget. Men jeg har hørt om en motorcykelklub, hvor en gruppe mænd tilbyder at hente konfirmander gratis på motorcykel. Det er en god ide. Det måtte der gerne have været, da jeg blev konfirmeret«.

Følte sig overvåget

Signe Tue Christensen fortæller i bogen om, at hun var glad for at være flyttet hjem og ikke længere være »hende fra børnehjemmet«. Hendes drøm var gået i opfyldelse. Men hun blev forvirret, for nu savnede hun indimellem den tryghed, det var at vide, at pengene til klassekassen var blevet betalt til tiden, at der altid var penge til bussen, og at hendes tøj var blevet vasket.

»Min far tog dagene, som de kom. Til gengæld ville han altid lytte til mine oplevelser, og jeg følte mig aldrig overvåget, sådan som jeg gjorde på børnehjemmet«.

Hun forklarer, at pædagogerne altid skrev dagbog for at kunne overlevere til næste vagthold, hvad der var sket for et barn.

»Hvis jeg havde været sur, så spurgte pædagogen næste dag, hvorfor jeg havde været sur i går. Man fik ikke lov til at glemme det dårlige. Og hvis der var sket noget godt, så vidste pædagogen det, før jeg fortalte det. Det gjorde, at jeg følte mig overvåget. Da jeg fik menstruation, så stod det i dagbogen. Det er bare det allermest sårbare for én, når man er 12 år. Jeg kan godt se, at de er nødt til at kunne følge op, men det betyder også, at du aldrig selv får lov til at fortælle om dine oplevelser, og at du ikke selv kan bestemme, at du gerne vil starte på en frisk«.

I dag glæder Signe Tue Christensen sig over selv at bestemme, om hun gerne vil prøve at skifte rolle, og at hun selv får lov til først at fortælle om sine oplevelser.

»Nu er jeg et helt almindeligt menneske, som får kærlighed fra sine forældre«.

Hun vil gerne råde pædagoger til at lade børnene selv fortælle.

»Mød dem, som om du ikke ved det i forvejen, sådan at de får lov til at fortælle det selv«.

Fint at skulle improvisere


Det var i gymnasiet, at Signe Tue Christensen begyndte at tænke på at blive lærer. Indtil da havde hun villet være pædagog og arbejde på et børnehjem.

»Jeg ved, hvad det betyder at have en god lærer. Jeg vil helt sikkert arbejde med udsatte børn og sørge for ekstra omsorg til dem«.

Signe havde det ikke specielt godt med skolen, da hun var yngre. Det var svært at skulle sidde stille i mange timer. Det gik heller ikke supergodt med det faglige, så var det bedre i fritidsklubben, hvor hun holdt meget af at være.

»Jeg har altid haft et stempel, at jeg ikke kunne så meget fagligt, men på efterskolen begyndte folk bedre at kunne se, hvem jeg er, og i gymnasiet begyndte det at gå fint fagligt også. Jeg har altid bedst kunnet lide dansk og lærerne dér. De gav ekstra omsorg. Dér kunne jeg få lov til lige at gå udenfor i fem minutter, når jeg trængte til det, og de lyttede, når jeg fortalte«.

Derfor lå det heller ikke så fjernt for hende at deltage i skriveværkstedet med forlaget Ordskælv, der står bag bogen »I morgen er aldrig en ny dag«.

Hun går nu på tredje semester på læreruddannelsen, hvor hun har valgt dansk og religion. Måske skal historie være det tredje fag eller et kreativt fag. Hun har lige været i praktik på en skole, som hun kalder »godt blandet«.

»Det kan jeg godt lide. Der var en del udfordrede børn, og timerne gik ikke altid, som man havde planlagt. Men det var helt okay. Sådan må det gerne være«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
76 andre er allerede tilmeldt
Blog om lærerstuderende

Har du, eller nogen du kender, lyst til at blogge om lærerstudiet?

Vi vil meget gerne have bloggere på netværket Lærerstuderende, som vil dele ud af erfaringer, gode ideer og holdninger.

Søg om at få en blog, så kontakter vi dig hurtigst muligt til en uforpligtende snak.

Søg om at få en blog her