Bodypercussion, stemmelege og hjælp til at få drengene til at deltage mere konstruktivt i musikundervisningen. Det er nogle af de ting, som musiklærer Randi Hoffmann foreløbig har fået ud af at være på kursus i sang og bevægelse.
Lærer Randi Hoffmann deltager i dette år i et større kursus om sang, bevægelse og læring.
Fire gange i dette skoleår drager Randi Hoffmann fra Thisted
til Sangens Hus i Herning for at deltage i kurset Sang, bevægelse
og læring. Og selv om hun skal tidligt op for at nå at være på
skolebænken kl. 9 om morgenen, fortryder hun ikke et sekund, at hun
har meldt sig til.
"Kurset har givet mig mere lyst til at fortsætte med musik.
Det er et svært fag i folkeskolen. Man dumper ned i en klasse, og
man ved ikke, hvilke elever der i den her klasse. Der skal noget
til at bevare lysten til at blive ved med et fag, som mange synes
er svært, fordi man er så meget på. Det er meget anderledes end
dansk og matematik. Her kan man sige: 'Gå bare i gang' - det kan
man ikke i musik, når alle sidder med instrumenter", siger Randi
Hoffmann.
Det er 7,3 millioner fra A.P Møller Fonden som
muliggør, at 320 musiklærere og pædagoger får et fagligt løft over
de næste tre år.
Konsulent observerer
musikundervisningen
Foruden de fire kursusgange får Randi Hoffmann
også 16 ganges solo-undervisning i stemmebrug og sang. Og flere
gange i forløbet får hun besøg af en konsulent, der observerer
hendes musikundervisning og giver feedback.
"Det har været meget konstruktivt at få feedback.
Hun observerede faktisk kun undervisningen i en enkelt time, men
bagefter fik jeg en udpenslet feedback. Det er godt, at det er en
vildtfremmed som kommer og ikke en kollega, der giver feedback. Det
er meget mere brugbart på den måde", siger Randi
Hoffmann.
En af de ting, som hun aftalt med konsulenten, at
hun skal have fokus på ind til næste besøg, er at få glæden i
højsædet i undervisningen. Og skal hun arbejde for at få drengene
til at deltage i undervisningen på en konstruktiv
måde.
Kurset sang, bevægelse og læring
Kurserne kan gennemføres, fordi A. P. Møller Fonden har
bevilget 7,3 mio. kr. til at gennemføre et sangfagligt
kompetenceløft af 340 musiklærere og pædagoger i folkeskolen over
tre skoleår fra 2016-2019.
Kursusdeltagerne kan vælge mellem et forløb på et halvt
eller et helt skoleår, som bliver udbudt hvert år i projektets
løbetid.
19 kommuner er med i projektet: Herning, Horsens, Ikast-Brande,
Skanderborg, Skive, Thisted, Aarhus, Aabenraa, Haderslev,
Sønderborg, Assens, Faaborg-Midtfyn, Middelfart, Svendborg, Lejre,
Slagelse, Roskilde, Vallensbæk og Vordingborg kommune. Der er
mulighed for at invitere flere kommuner med i løbet af
projektperioden.
Randi Hoffmann bruger de input, hun får med fra
kurset løbende i undervisningen.
"Sådan noget som kropsmusik har jeg ikke brugt så
meget før. Eksempelvis bodypercussion. Jeg har lært at bruge
kroppen sammen med stemmen og prøve at bruge stemmen på en anden
måde end bare ved at synge en sang. Man prøver eksempelvis at synge
som Kaj og Andrea og så øve ting som forte, piano, cresendo med
eleverne".
"Det kører meget på stemmen, og på hvordan man
skaber fokus eksempelvis ved at synge på forskellige måder som i
kanon eller ved at få hele kroppen med", siger Randi
Hoffmann.
Hun tror, at eleverne godt kan mærke, at læreren
henter ny inspiration.
"Det har synes, det har været sjovt. Når man har
været kursus, så gør man tingene på en lidt anden måde, og det kan
mærkes".
Musik med
måde
Hun underviser to musikhold og står for morgensang
tre gange om ugen. Derudover underviser hun et lille kor i
understøttende undervisning.
"Jeg underviser faktisk ikke så forfærdeligt meget
i musik. Men jeg ønsker ikke mere. Jeg har også haft en pause fra
faget, men det her kursus er virkelig med til at give mere mod på
det igen. Jeg synes, musikfaget kan mange ting. Der er mange
kvaliteter i musik, bevægelighed og kroppen. Det er jeg meget
optaget af især i indskolingen, hvor jeg er nu. Ikke bare i
musikundervisningen, men også i andre fag. Jeg får mange ideer, som
jeg kan putte ind i andre sammenhænge".
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk.
Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
MERE OM EMNET