Blog
4   49

Dem, der lever sammen skal også lære sammen!

Abonner på nyt om Von Oettingen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Folkeskolen, friskolen, efterskolen og højskolen repræsenterer værdifulde og stærke dannelsesfællesskaber. Desværre har vi politisk og forskningsmæssig tabt fornemmelsen for netop disse former for undervisende og lærende fællesskaber.

(Tale holdt på De Radikal Venstres nytårsstævne 2017) 

 

Artiklen fortsætter under banneret

Dem, der lever sammen, skal også lære sammen!

- om folkeskolen, efterskolen, dannelse og fællesskab

Hvad er det for fællesskaber folkeskolen og efterskolen repræsenterer? Og hvad er det for en dannelse, de tilbyder? Hvorfor er efterskolerne i Danmark en kæmpe succes, mens folkeskolen pt. syntes at ligge ned? Hvad kan efterskolen eller friskolen, som folkeskolen ikke kan? Hvorfor har vi behov for at tale ”folkeskolen” og reformen op? Tror vi ikke mere på vores egen skole for folket? Hvorfor skal vi – forældre eller bedsteforældre – betale 70.000 kr. for at vores børn oplever stærke dannelsesfællesskaber på efterskolen? Skal dannelse koste så meget? Er dannelse i efterskolen blevet til big buisness, mens den er på udsalg i Folkeskolen? Og hvad er egentlig efterskolens og folkeskolens dannelsesbidrag i en innovativ og dynamisk verden? Kan vi stadig tale om dannelsesfællesskaber i en global online verden?

Folkeskolen og efterskolen repræsenterer begge et værdifuldt fællesskab, som vi i vores samfund er ved at glemme. Et fællesskab som ikke er politisk, ikke etisk, ikke historisk, ikke kulturelt, ikke økonomisk og heller ikke demokratisk, men et fællesskab som er et ”undervisende og lærende fællesskab”. I skolen oplever man sig selv, den anden, de andre og ”hele verden” lærende og undervisende. Et fællesskab som har en lang idehistorisk tradition. Fra det antikke og helt frem til vores tid har vi bygget skolen på ideen om, ”at dem, der lever sammen, også skal lære sammen.”

 

Det er en grundsætning, som Aristoteles formulerede for længe siden, og som vi genfinder hos moderne filosoffer og hos Grundtvig. ”Skolen for livet” er den skole, der oplyser om det liv, vi har sammen. Sammen har levet, sammen lever og sammen vil leve.

Et ”lærende og undervisende fælleskab” hvor tider møder hinanden. Det, som er sket, det, som sker, og det, som kan komme til at ske. I skolen mødes altid ”generationer” - også selvom der kun er børn og lærer tilstede. Skolens dannelsesfællesskaber er generationelle fællesskaber og trækker på et langt levet liv og giver retning til en endnu ikke kendt fremtid. Vi har ikke skolen, fordi vi har børn, men fordi vi skal lære at leve sammen over tid og generationer.

”Dem, som lever sammen, skal også lære sammen”. Det var grundtanken i de klassiske ideer om ”skolen for livet” og symboliserer ét af vores stærkeste fællesskaber.

Men lige netop den forestilling om et dannende fællesskab som folkeskolen, efterskolen, men også højskolen bygger på – det undervisende og lærende fællesskab – tror vi politisk og økonomisk ikke mere på.

 

Effekt, effekt, effekt 

Vi lever i et OECD uddannelsesparadigme, der ikke tænker i generationer, men i produktioner og effekter. Mere lærings- og undervisningseffekt. Hvad du i dag lærer i 7. klasse, skal du i morgen lære i 6. klasse. Mere for de samme ressourcer. Flere kompetencer til den globale fremtid. Skolen er et konkurrenceparameter på et globalt uddannelsesmarked. Her er der ikke længere plads til generationers levede erfaringer og fortolkninger - her rettes blikket mod fremtiden. Fra inputstyring til outputstyring er devisen, og derfor må vi måle. Måle effekt, måle standarter og måle mål. Nationale mål, personlige mål, sociale mål, evidente mål og helst de rigtige mål. Vi måler, fordi vi har bildt os ind, at vi skal sammenligne alt før det har værdi. Bare vi sammenligner, bliver vi bedre, er Pisa-syndromet. Derfor sammenligner vi kommuner, folkeskoler, efterskoler, klasser og sammenligner børn. Vores forståelse af skolen er effekt, mål og benchmarking. Hvorfor vi sammenligner, har vi for længst glemt. Men det er også underordnet.

Det undervisende og lærende fællesskab erstattes af målbare og sammenlignelige færdigheds- og kompetencemål. Så vi alle med sikkerhed ved – forældre, politikere, ledere og forskere – hvad vi får for effekter – enten økonomiske effekter eller evidente effekter. Bare effekter.

Hvad skolens dannelsesindhold er, dens viden og dens faglighed, og hvad den ældre generation vil videregive til den yngre generation, bruger vi ikke mere tid på. Jo bevares, vi formulerer danske kanoniserede værdier per Online-afstemning, men er det skolens og efterskolens dannelsesviden?

Lige så stille forsvinder fagene og fagenes dannende betydning i skolen. I dag er ”skolens viden” opdelt i videns-mål, færdigheds-mål og kompetence-mål. Så kan læreren og eleven knække målene ned til individuelle læringsmål og ”hoppe fra tue til tue”, så vi når de nationale mål. Væk med fagenes fælles optagethed, fælles spørgsmål og samtale om den verden, vi har sammen. Væk med forestillingen om, at skolens viden er dannelsesviden.

Lad mig give et dugfriskt eksempel på, hvor galt det kan gå, når politikere og forskere tilsammen har glemt hvilket fællesskab, skolen egentlig repræsenterer. Et eksempel på, når vi kollektivt glemmer, hvorfor vi holder skole.

Afskaf skolen 

I september 2016 blev der på Christiansborg afholdt en høring omkring leg og kreativitet. I panelet sad politiker, forskere og uddannelsesfolk og drøftede muligheder og fremtiden for kreativitet, leg og digitalisering og hvordan, skolen med sit indhold og struktur ofte står i vejen for det såkaldte ”kreative menneske”. Hen imod slutningen begyndte forsamlingen at tale sig varm, og man blev enige om, at de nye medier og teknologier stillede en helt andet fremtid i udsigt og derfor krævede en helt anden skole. En fremtræden politiker mente endda, at det at lære at læse stort set ville være overflødigt, fordi mobiltelefonen i fremtiden læser for os. Hvorfor lære at læse, når det kan udliciteres til teknologien? En forsker fulgte trop ved at henvise til, at lærerne og skolen var problemet. Skolen er kedelig og konserverende. Med sin struktur, fag og traditionelle måde at være skole på, formidler den viden, som ingen har brug for mere og som står i vejen for den kreative fantasi og teknologiske udvikling. Derfor konkluderede han euforisk: ”Skolen er problemet – lad os afskaffe skolen”.

”Ja”, råbte forsamlingen i kor, klappede og gik hjem.

Høringen er et udtryk for tidens innovative udvikling og tempo. Den er bare et lille eksempel på et fælles hukommelsestab. På et split-sekund og inden for murene af Christiansborg afskaffede videnskaben og politikken skolen. På et splitsekund blev man enige om, at skolen er problemet – så afskaffer man den bare. Bum – sådan! Ud med det gamle levede liv og ind med den nye teknologi og fremtid.

Fælles hukommelsestab

Tag ikke fejl. Jeg er ikke modstander af Ipads, digitale læremidler eller onlineliv. Jeg tror ikke, at det gamle er bedre end det nye. Og er ikke bange for fremtiden. Jeg er far til tre, der har et levende online liv. Jeg er også helt med på, at der skal være mål i skolen –  mål der både kan evalueres og testes. Og jeg ved, at skolen skal gå med tiden, og at den ikke står uden for samfundet, men er en del af samfundet – både nationalt og globalt. Alt det er jeg helt med på.

Mit problem eller min pointe er langt mere banalt. Det handler om en oplevelse af, at der sker et tab af fornemmelse og sensibilitet for skolens idé. En mangel på forståelse af, at ”skolen” – hvad enten det er folkeskolen, friskolen, efterskolen eller højskolen – er et lærende og undervisende fællesskab, som man ikke bare kan spænde for en politisk, videnskabelig eller ideologisk vogn.

Det er et fællesskab med sin egen berettigelse og sin egen betydning.

At vise det, man ikke ser

I skolen handler undervisning ikke om at vise et ”under”, men at vise det, som ligger under. Det, man ikke bare ”ser” ved at leve sammen. Skolen er den korte omvej til de erfaringer, som livet ikke lærer os af sig selv. Man skal i skole – om man vil eller ej – fordi man ikke kan lære alt, ved blot at leve sammen.

Man kan vokse op i et bibliotek, men man lærer ikke at læse og skrive af den grund. Man går rundt i naturen, men ser ikke naturvidenskaben, og man benytter moderne medier, men forstår ikke teknologien og kommunikationsteorien bag dem. Man vokser op i samfundet, men man lærer ikke bare om samfundet og dets politiske og demokratiske indretning, ved at leve i det. Man kan følge med Folketinget og deltage i hver eneste kommunalvalg, men man lærer ikke, hvad ens politiske og demokratiske ansvar er – som menneske og som borger. Man møder håndværkeren, sygeplejersken, konsulenten og den arbejdsløse, men forstår ikke sammenhæng mellem uddannelse og arbejde, køb og salg og det indre og ydre marked. Alt det lærer man ikke ved bare at se andre arbejde eller være på praktikbesøg.

Man synger, leger, danser, elsker og hopper gennem verden, men har man samtidig lært at se kunsten i musikken, bevægelsen i kroppen eller venskabet og kammeratskabet i det sociale fællesskab?

For alle moderne fænomener – politik, økonomi, demokrati, venskab, videnskab, arbejde, familieliv og kulturliv – gælder det samme princip, at man gennem undervisning først må udvide sin egen deltagelses- og forståelseshorisont, før man kan handle og deltage. ”Det lærende og undervisende fællesskab” er en distance til livets flow for at kunne forstå alle de sammenhænge, man er en del af og kan være en del af.

Når skolen – folkeskolen, efterskolen, højskolen – løfter børn og elever ud af deres hverdag, er det ikke for at kede dem ihjel, men for at åbne deres øjne for det, de endnu ikke ser, de endnu ikke kan, de endnu ikke ved, men som de skal forholde sig til for at få del i de store og de små fællesskaber.

Bare at afskaffe skolen og udlicitere den til nye medier og teknologi er at frarøve generationer fra at deltage i fællesskaber. Hvilken konsekvens det har ikke mere at have del i et undervisende fællesskab, fordi man er ekskluderet, hvor inklusion skulle finde sted, kan de såkaldt ”inklusionsbørn” og deres familier berette om. Hvilken konsekvens der får, når samfundet ikke mere tillader mangfoldige ”skoleformer” og flere uddannelsesveje, ikke mere giver unge mennesker og voksne mulighed for på ny, at se på verden og sig selv ”undervisende og lærende”, kan vi kun svært spå om. Men det får konsekvenser.

 

Forståelsen af at ”skolen” symboliserer et lærende og undervisende fællesskab, som alle må have del i, sander mere og mere til i en uddannelsespolitisk retorik og styringslogik, som har tabt fornemmelsen for, hvorfor vi egentlig holder skole og bedriver uddannelse.

Man spørger ofte, hvad kan efterskolen, hvad folkeskolen ikke kan? Hvad er det for dannelse efterskolen har som folkeskolen ikke har, men som de med fordel kunne lade sig inspirere af? Hvorfor er alle glade og motiverede på efterskolen eller højskolen, men keder sig i folkeskolen?

Jeg tror, at spørgsmålene stilles forkert. Der findes gode og dårlige efterskoler, og der findes gode og dårlige folkeskoler. Det ved efterskolen, og det ved folkeskolen. Det giver ikke meget mening at sammenligne dem, fordi de har forskellige rammer og forskellige opgaver.

Lighed og retfærdighed 

Det helt afgørende spørgsmål er, om de forskellige ”skoleformer” og dermed de helt konkrete skoler, giver del i de lærende og undervisende fællesskaber og dermed åbner indgange til stærke fællesskaber i samfundet. Hvordan de åbner verden for barnet og eleven, således at de inkluderes i et fælles og et individuelt liv. Hvordan de er med til at udvikle stærke fællesskaber, er med til at nedbringe ulighed og styrke retfærdighed i samfundet.

Vi skal ikke alle læse de samme bøger, elske de samme sange, dele de samme sociale netværk, finde det samme arbejde eller tro på den samme gud. Men vi skal alle lære at være og tage del i  et alment lærende og undervisende fællesskab uden at miste det, som gør os individuelle og specielle. Ellers udvikler vi os ikke og får ikke del i stærke fællesskaber.

Vi har mange skoleformer i Danmark – folkeskolen, specialskoler, friskolen, efterskolen og højskolen. Alle forskellige skoler med forskellige opgaver, forskellige målgrupper,forskellig berettigelse og forskellige mørke og lyse sider. Men de bidrager alle og enhver til den samme grundidé: At dem, der lever sammen, også skal lære sammen.

Godt nyår og tak for opmærksomheden.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ