... dengang for 20 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lad os gøre jorden bæredygtig!

Det er ikke så mærkeligt, at mange diskuterer Brundtland-rapporten under overskriften: »Pengene eller miljøet«. Men problemerne i dag kommer ikke med en seddel mærket energi, økonomi, kuldioxid eller demografi eller med en etiket, der angiver et land eller en region. Problemerne er tværfaglige og globale. Hvad vi nu mere end noget andet har brug for, er politisk vilje og folkelig opbakning til at gennemføre alt det, vi ved er nødvendigt, så vi ikke fortsat prioriterer pengene på bekostning af miljøet, men får penge og miljø til at hænge sammen på en bæredygtig måde.

aviS81 nummer 8, november 1989

Initiativrige husholdningslærere findes overalt

Nu hvor kommunal- og amtspolitikere skal i gang med at indfri valgløfterne, står husholdningslærerne parat. Vi kan med vor husholdningsfaglige og pædagogiske viden bidrage til at udvikle sundheds- og forebyggelsesarbejdet på lokalt plan.

Mange er i gang, for eksempel:

- husholdningslæreren, der valgte at blive privatpraktiserende i et sundhedscenter

- husholdningslæreren, der skal være med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme som kostaktivist

- husholdningslæreren, der arbejder med forebyggelse af børneulykker

- gruppen, der diskuterer fiskeolie og kosttilskud med eksperterne.

Husholdningslæreren nummer 17-18, november 1989

Fremtidsdebat

»Det er et privilegium at få lov til at tænke langsigtet. Men politikerne har så travlt med at løse aktuelle detailproblemer, at der slet ikke er tid til langsigtet planlægning af for eksempel folkeskolens udvikling. Og det er en fare«, sagde kulturminister Ole Vig Jensen, Det Radikale Venstre og manden bag syvpunktsprogrammet, på en debataften om »Folkeskolen år 2010« afholdt i anledning af folkeskolens fødselsdag af Holbæk Lærerkreds.

Poul Brøndsted fra Venstre havde forinden fremmalet en vision, hvor skolen er internationaliseret, tosproget fra 1. klasse, hvor klasselæreren er konverteret til faglig sagsbehandler og karrierestrateg, og med et kostskoleophold for skolens ældste klassetrin. For at få et miljøskift, for at undgå kriminalitet og for at indpode god arbejdsmoral.

Folkeskolen nummer 44, november 1989

Powered by Labrador CMS