Professor i pædagogik Per Fibæk Laursen undrer sig. Forskningen har påvist, at vejen til god undervisning er gode lærere. Og at gode lærere så at sige består af højtudviklede didaktiske kompetencer, relationskompetencer og klasseledelseskompetencer.

Sagt på en anden måde: Læreren skal være god til at lære fra sig, han skal have et godt og tillidsfuldt forhold til eleverne, og han skal være dygtig til at lede klassen gennem en lektion fagligt og socialt. Jo bedre han er til disse ting, jo mere får eleverne ud af undervisningen.

Alligevel er det ikke lærerkompetencer og god undervisning, der er til debat på Christiansborg. Nej, det, der er på dagsordenen dér, er test, kanon, kvalitetsrapporter og kontrol, påpeger Per Fibæk Laursen.

»For eksempel diskuterer uddannelsespolitikerne ikke, hvordan relationskompetence og klasseledelseskompetence kan blive vægtet mere i læreruddannelsen og i lærernes efter- og videreuddannelse. Fokus er stadig ensidigt på de didaktiske og faglige kompetencer, og det er skævt, i forhold til hvor vigtig relationskompetence og klasseledelse er«, siger han.

Uddannelsespolitikerne fejlfokuserer, mener han. De bruger mange penge på at udvikle test og andre evalueringsformer og kontrolsystemer, men de penge skulle hellere bruges på pædagogiske udviklingsarbejder, skoleudvikling og efter- og videreuddannelse af lærere, siger han.

»For fem-seks år siden bestilte det svenske undervisningsministerium en gruppe økonomer til at udarbejde en oversigt over, hvor det bedst kan betale sig at investere i uddannelsessystemet. De kom frem til, at investeringer i lærernes kompetencer giver otte til ti gange så højt afkast som nogen anden investering i uddannelsessystemet«, fortæller professoren.

»Så i betragtning af at investering i udvikling af lærerkompetencer virker bedre end alt andet, man kan gøre i forhold til uddannelsessystemet, så er det en sørgelig skæv prioritering, vi ser«, siger han, der sammen med professor ved Handelshøjskolen i Århus Steen Hildebrandt lige har udgivet bogen »Når klokken ringer ud«.

Bogen er et »opgør med industrisamfundets skole«, som undertitlen lyder. Den dominerende test- og kontroldagsorden peger tilbage på industrisamfundet, som er et overstået kapitel. Uddannelsespolitikerne mangler i uhyggelig grad visioner for, hvordan skolen skal være her i videnssamfundet, mener de to forfattere.

»Det mest overraskende i arbejdet med bogen har været at finde ud af, hvor konservativ en uddannelsespolitik der faktisk føres næsten hele vejen rundt i det politiske spektrum. Det er ikke noget, man kun finder på højrefløjen, man finder også konservative synspunkter i oppositionen - for eksempel Socialistisk Folkepartis forslag om maksimum 24 elever i klassen. Det er en uhensigtsmæssig brug af pengene og udtryk for en gammeldags industrisamfundsskoletankegang«, siger Per Fibæk Laursen.

Håbet ligger ude på skolerne, mener professoren. Det er dér, moderniseringen sker. Dér er den traditionelle klasseundervisning, som var altdominerende i 1900-tallet, ved at blive afløst af en mangfoldighed af undervisningsformer, der veksler mellem hinanden: Gruppearbejde, projektarbejde, individuelt arbejde, værkstedsundervisning og klasseundervisning. Men moderniseringen sker på trods af Christiansborg.

»Omstillingen til en videnssamfundsskole er allerede i gang decentralt. Men den positive udvikling, der sker med moderniseringen af skolen og skolens praksis ude decentralt, får ingen støtte på det centrale niveau, nærmest tværtimod. Det er absurd. Mange lærere oplever det, der kommer fra Folketinget, som forhindringer«, fastslår Per Fibæk Laursen.

»Der er brug for, at uddannelsespolitikerne tænker mere i retning af, at vi skal støtte og bakke op og give medvind til det, der sker decentralt. Vi skal have lærerne i front igen«.

»Den centrale strategi for at udvikle en bedre folkeskole må være at forbedre lærernes kompetencer og give dem større frihed til at realisere den gode skole frem for at kontrollere og teste og overvåge«, siger Per Fibæk Laursen. |