Torben Ravnborg Nissen: »Der skal gå nogen tid, før vi er sikre på, at Kompas fungerer«. Foto: Poul Anker

Sådan påtager vi os lederskabet

Fælles pædagogiske retningslinjer er en forudsætning for den inkluderende skole, mener man på Nørremarkskolen i Ribe

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»At være lærer er at være leder. Leder af undervisning, af læreprocesser, af samarbejde og selvfølgelig ikke mindst af børn. Hvis man som lærer skal lykkes, skal man påtage sig dette lederskab. Lederskabet kommer ikke af sig selv, men skal aktivt og kontinuerligt opsøges og fastholdes. Dette gælder såvel for den enkelte lærer som for den samlede skole«.

Det klare budskab står i beskrivelsen af udviklingsprojektet Kompas, der slår fast, hvordan Nørremarkskolens pædagogiske praksis skal være fremover.

»Kompas er et redskab til at skabe den inkluderende skole«, siger lærer Torben Ravnborg Nissen, der er medlem af skolens pædagogiske udvalg. »For at være inkluderende skal lærerne have et fælles pædagogisk fodslag, og de skal være ubetinget loyale over for hinanden. Det kan man være, når man, sådan som vi har gjort, formulerer nogle fælles pædagogiske retningslinjer«.

Konstitueret skoleleder Sanne Pihl peger på klasserumsledelse som et centralt omdrejningspunkt i Kompas.

»Vi havde tidligere situationer, hvor elever blev sat ud på gangen det meste af lektionen. Det kom der ikke noget ud af, og årsagen var som regel, at der var lidt løse rammer eller manglede struktur«, fortæller hun. »Det er ikke særligt anerkendende eller fremadrettet, og da det tit var de samme børn, det gik ud over, var det uholdbart. Den slags er vi sluppet af med. Jeg tror, at Kompas er til stor gavn ikke mindst for de elever, der tidligere blev sat udenfor«.

Ifølge Kompas skal lærerne og pædagogerne aktivt udfylde rollen som leder af klassen »gennem bevidst, velovervejet og konsekvent pædagogisk praksis«. De skal samtidig drage »omsorg for hvert enkelt barn med blik for netop denne elevs særlige resurser og evner«.

»En anerkendende tilgang til eleverne er fundamentet for vores pædagogik«, siger Torben Ravnborg Nissen. »Men anerkendelse er ikke nok. Der skal være en tydelig og genkendelig struktur i lærernes ledelse af eleverne, så de får rolige og trygge rammer for deres sociale og faglige udvikling«.

Nørremarkskolen har hentet inspiration i Bodil Bang-Larsen og Tove Rasmussens bog »Classroommanagement - At Skabe Rum For Læring«, men Kompas er udviklet af skolens ledelse og lærere i fællesskab.

»Alle følte, at vi havde et behov for større indbyrdes loyalitet, og der var en betydelig irritation over, at man ikke bakkede op om hinandens praksis. Derfor har det været let at få lærerne til at tage del i projektet«, siger Sanne Pihl.

Kompas har været under forberedelse gennem halvandet år. Sidste år blev det afprøvet i enkelte klasser og i år på hele skolen.

»Starten har været virkelig god«, siger Torben Ravnborg Nissen. »Men der skal gå nogen tid, før vi er sikre på, at Kompas fungerer. Der skal helt sikkert foregå en tilpasning«.

Lærernes gensidige supervision er endnu ikke afprøvet. Hvis en lærer ikke mener, at en anden lærer følger de konkrete retningslinjer rigtigt, skal det tages op i en dialog, så man kan blive enige om, hvordan principperne skal fortolkes.

Den enkelte lærers pædagogiske holdninger er dog ikke til diskussion. Når det gælder pædagogikken, er der ikke en bestemt facitliste. |

Læringsrummet - den voksnes ledelse af undervisningen

- Læreren møder som udgangspunkt altid eleverne anerkendende.

- Der opereres med tre forskellige niveauer for ro i klassen.

- Når en elev har brug for hjælp, benyttes en markør. Læreren kommer så rundt til eleverne.

- Når en elev skal på toilet, markerer eleven selv dette med en brik ved døren og forlader stille klassen uden at forstyrre lærer eller elever.

- Når elever ikke efterlever personalets anvisninger, arbejder man efter en fælles skala.

- Hvis en elev ikke møder til undervisning (for eksempel efter pause), skal læreren som udgangspunkt holde fokus på klassen og den planlagte struktur og undervisning.

- Hvis en elev forlader undervisningen, skal læreren som udgangspunkt holde fokus på klassen og den planlagte struktur og undervisning.

(Uddrag af Nørremarkskolens Kompas)

Kompas

Kompas = Klasseledelse, Omsorg, Metode, Personlighed, Anerkendelse og Struktur.