»Hør her, 4.b«

Månedsmagasinet Undervisere er i 4.b for at se på didaktisk kompetence, relationskompetence og klasseledelseskompetence. Og opdager en helt fjerde kompetence: Evnen til at improvisere

Publiceret Senest opdateret
Se hvordan Vibeke Gøthgen arbejder med samling på »trappen«, klokke og æggeur i videoen nedenfor

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Åh, nej!« udbryder Vibeke Gøthgen, mens hun iler ned ad gangen mod sit klasselokale side om side med sin kollega og teammakker på 4. klassetrin, Mette Skovsgaard.

Mette Skovsgaard har lige fortalt hende, at klassesættet af Kim Fupz Aakesons »Ordbog« er blevet afleveret på undervisningsmiddelcentret. Netop den bog, der skulle have været hovedsagen i Vibeke Gøthgens dobbeltlektion i dansk i 4.b, der går i gang om to minutter.

Månedsmagasinet Undervisere er på Tjørnegårdskolen i Roskilde for at se de lærer-kompetencer folde sig ud i virkeligheden, som Dansk Clearinghouse har identificeret som de vigtigste for elevernes udbytte af undervisningen - relationskompetence, didaktisk kompetence og klasseledelseskompetence.

Men opdager med det samme en helt fjerde kompetence, nemlig evnen til at improvisere.

Pædagogiske forskere vil måske sige, at det er en færdighed, som hører under didaktisk kompetence, men lige meget hvad - den er uomgængelig. Der er nemlig brug for den igen og igen i den almindelige skolehverdag, fastslår Vibeke Gøthgen.

»Der sker tit et eller andet. Om det så er med eleverne, eller om det er med materialerne, eller hvad det er, der sker - man bliver nødt til at lave et eller andet tvist på det, man har planlagt. Eller man bliver simpelthen nødt til at rykke det hele op og lave det på en anden måde. Så en del af det at være lærer er at kunne improvisere«, siger hun.

Hun går ind i klassen og stiller sig hen foran et podium, der er opstillet i den ene side af lokalet, kaldet trappen. Alle klasselokaler til de yngste elever er indrettet på den måde på Tjørnegårdskolen: En slags auditorium i det ene hjørne og arbejdspladser i de resterende tre fjerdedele. Her i 4.b står et antal fritstående firemandsborde og enkelte borde op mod væggene og et bord, der står afskærmet bag en halvvæg.

Hun ringer med en klokke, og eleverne løber hen og sætter sig på trappen. På nær to.

»Kom så, Anders«. Anders og den anden elev løber hen og sætter sig på trappen. Vibeke Gøthgen forklarer, at Kim Fupz Aakesons bog »Ordbog« er blevet afleveret, så de skal lave noget andet i dag end det, der var planlagt. En elev skal til at sige noget, men siger så »shhh« til sig selv og holder sig for munden.

»Først skal I lave makkerlæsning i en halv time«, fortsætter Vibeke Gøthgen. »I har ét minut til at finde bøgerne«.

Eleverne myldrer hen til deres skab og tager deres bog ud og løber hen til deres faste makkerlæsningspladser. Et par sidder ved et bord ved væggen, et andet under bordet bag halvvæggen, et tredje i et forrum uden for lokalet, et fjerde helt ude på gangen ... Vibeke Gøthgen sætter et æggeur på 30 minutter.

De skiftes til at læse op for hinanden. Vibeke Gøthgen går rundt og hjælper med svære ord og vendinger. Der arbejdes.

»På begyndertrinnet trænede vi stillelæsning«, forklarer Vibeke Gøthgen Undervisere. »Nu har vi udviklet det til makkerlæsning med æggeur og faste pladser. Pointen er: Tydeliggørelse«.

Tydelighed hele vejen igennem, mener hun. I klasseledelsen såvel som i didaktikken og i relationen til eleverne.

Æggeuret ringer. Eleverne løber hen og sætter sig på trappen. Vibeke Gøthgen står foran dem. Hun repeterer, at meningen med makkerlæsningen er, at de skal lære at læse højt og lære at lytte. Hvordan gik makkerlæsningen så? spørger hun. Flere elever svarer på skift: Godt, vi har læst højt for hinanden og lyttet til hinanden og arbejdet godt sammen og hjulpet hinanden.

»Det gik ikke godt«, siger en dreng pludselig.

»Hvad var der galt?« spørger Vibeke. »Var det en kedelig historie?«

»Ja«.

»Så snak med din makker om at finde en ny historie«.

»Jeg vil også gerne finde en lidt lettere bog«, siger en anden dreng så. »Vi arbejder rigtig godt sammen, fordi vi lytter til hinanden, men der er svære ord som nazistsvin. Der er også grimme ord som terrorist og psykopat. Men vi hjælper hinanden«.

»Det er godt at kunne hjælpe hinanden med ord, man ikke forstår«, siger Vibeke Gøthgen. »Nu skal vi have en halv time med skriveøvelse. Bagefter går vi i gang med en ny bog af Kim Fupz Aakeson«.

Eleverne finder deres skrivehæfter frem og sætter sig ved firemandsborde og begynder at skrive. Vibeke Gøthgen stiller æggeuret og tænder for ghettoblasteren. Det er klassisk musik.

Musik er et led i hendes klasseledelse, forklarer hun. »Det kan være med til at styre støjniveauet. Hvis det er stille musik, så dæmper det støjen«.

Og eleverne sidder faktisk roligt og skriver. Et kvarters tid. Så opstår der uro ved et bord. Vibeke Gøthgen går derhen.

»Hvad laver I? I skal sidde ordentligt, ellers må I flytte jer«, siger hun. De genoptager skriveriet. Vibeke Gøthgen går rundt mellem bordene og hjælper og holder ro. »Har du brug for et andet sted at sidde for bedre at kunne koncentrere dig?« spørger hun én.

»Nej«.

Den halve time er gået. Vibeke Gøthgen ringer med klokken.

»I skal pakke sammen«, siger hun. »Ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én en halv, én en kvart«. De sidste løber op på trappen. De har svært ved at falde til ro.

»Hør her, 4.b . Assit, prøv at stoppe . Jeres måde at komme op på trappen på er blevet lidt bedre siden mandag . Emil, sæt dig ordentligt, jeg er ved at miste tålmodigheden med dig . men den kan godt blive lidt hurtigere«, fortsætter hun.

Hun introducerer et nyt projekt - en anden bog af Kim Fupz Aakeson, »Manden og damen og noget i maven«, som de egentlig først skulle have været i gang med senere i forløbet. Hun sender eleverne ned til bordene og deler den nye bog ud.

»Så er der ro! Anders, jeg venter på dig. Ro nu! Kik på forsiden. Hvad viser billedet?«

Hun går rundt mellem bordene, læser højt og stiller spørgsmål til illustrationerne. En side ad gangen. Eleverne svarer. Sådan tager de nogle sider, så bliver eleverne sendt i tremandsgrupper. De arbejder nu selv videre med bogen.

Dobbeltlektionen er ved at være slut. Der har ikke været nogen pause eller »lufter«.

»I stopper nu og stiller jer op i kø ved døren«, siger Vibeke Gøthgen.

Eleverne sætter deres stol op og stiller sig i kø ved døren. Vibeke Gøthgen giver hånd til hver enkelt og siger farvel og tak for i dag. |

Powered by Labrador CMS