Læreren var ved retten i Næstved anklaget for fra 2002 til 2003 at have taget blufærdighedskrænkende billeder af en på det tidspunkt 12-årig pige. Ifølge Sjællandske Medier var pigen bedste venner med lærerens søn og kom i deres hjem sammen med andre venner.
Den 60-årige var lærer på Holmegaardsskolen og amatørfotograf i sin fritid. Mange af de billeder, læreren tog, blev brugt at børnene på deres chatsider på nettet. I maj 2003 blev nogle af de mere krænkende billeder af pigen hængt op på skolen, men først i oktober 2006 blev læreren anholdt. Han har været fritaget fra tjeneste på skolen i de 13 måneder, der er gået til sagen kom for retten i onsdags.
Læreren erkender, at han har taget flere portrætbilleder af pigen og hendes venner, men nægter at have taget billeder af pigen kun iført undertøj, og hans søn støtter dette.
Men retten fandt tilstrækkelige beviser for, at læreren har taget billeder af pigen kun iført undertøj, og læreren blev idømt 20 dages betinget fængsel og skal desuden betale pigen 10.000 kroner i torterstatning.
Læreren, som har fået juridisk bistand af Danmarks Lærerforening, ankede med det samme dommen til landsretten.
På Holmegaardsskolen vil skoleleder Alice Jelen endnu ikke taget endelig stilling til, om læreren kan vende tilbage til skolen, fordi sagen er anket.
"Men tilbagevenden til skolen kan kun ske ved en frifindelse. Andet kan vi ikke acceptere", siger hun til Sjællandske Medier. Hun synes, at det er voldsomt, at der nu kommer til at gå yderligere mellem tre måneder og et år, før sagen er afsluttet.
Lærere på skolen skal ikke have ren straffeattest, men de skal have en børneattest, som dokumenterer, at de ikke er dømt for noget, der kan være betænkeligt, når læreren har med børn at gøre.
60-årig lærer dømt for krænkende billeder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.